Motivation? Citat: Vent ikke, skab en mulighed

Coronavirus versus fitness? Smitte, fakta og forholdsregler

Af Marina Aagaard, MFT

3000 nysmittede i december.
Endnu en kedelig corona rekord.

Så hvad med fitness i disse coronatider?

Skal du træne?

Ja, du skal – bl.a. for at opretholde et stærkt immunforsvar.

Skal du træne i et fitnesscenter (hvis det aktuelt holder åbent)?

Ja, nej eller måske?

Coronavirus versus fitness i center

coronavirus versus fitness UnsplashMin personlige vurdering er baseret på forskeres udmeldinger samt myndighedernes oplysninger og anbefalinger. Selv er jeg med få forbehold overvejende pro fitnesscenter træning og har siden genåbningen og frem til nu trygt trænet i fitnesscentre.

Fordi:

1) Træning er essentiel.

Motion er medicin; virker i mange tilfælde lige så godt som eller bedre end medicin, og kan forebygge, helbrede eller lindre samt opbygge fysisk kapital (øget robusthed). Og:

I løbet af de sidste 6-7 måneder har jeg oplevet, set og hørt om de negative effekter af corona lockdown inaktivitet og lav-aktivitet:

Fysisk: Introduktion og forværring af skavanker, sygdom og/eller tab af funktionsevne (efter stop i fitnesscenter).

Mentalt: Stress, depression og manglende motivation generelt.

2) Fitnesscenter faciliteter gør træning nemt.

Fitnesscentre byder på let tilgængelig, teknisk og tidsmæssigt overkommelig træning med mulighed for vejledning og socialt samvær (trods afstand).

Efter genåbning imødegik Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, nogles bekymring over de åbne/genåbnede fitnesscentre ved at forklare (26.10.20):

“Jeg forstår godt spørgsmålet omkring fitnesscentre. Der kan man så sige, at en del af vores overvejelser har faktisk også været, at der ligger pænt meget både fysisk og mental sundhed i at kunne holde dem åbne.”

Desuden har fitnesscentrenes tiltag

  • Større afstand mellem maskiner
  • Mindre/små hold
  • Afskærmninger
  • Omfattende afspritning (desinfektion og håndsprit)
  • Lukkede baderum
  • Ingen måtter o.l. (man medbringer eget)

siden marts været så omfattende, at tidlig forskning fra bl.a. Norge og England viste, at smitterisikoen i fitnesscentre i coronatiden var meget lav.

For Allan Randrup Thomsen, Virologiprofessor, er der ingen tvivl om, at man udskiller flere infektiøse dråber under en hård træning i fitnesscenter, end hvis man sidder stille og spiller skak. I JP 27.10. uddyber han, at det kan være et sundhedsfagligt argument, at motion er godt, men for ham giver det ikke mening at holde fitnesscentre åbne for flere end 10, mens andre steder skal lukke ned, og han mener, at:

“Man kunne erstatte turen i fitness med en løbetur eller anden udendørs motion.”

Personligt er jeg varm fortaler for udendørs motion og løb, men nej, de to ting kan ikke helt erstatte turen i fitness. Det er endda en fejltagelse at tro, at løb kan erstatte fitness styrketræning. Og selvom udendørs motion er alle tiders af mange årsager, er storm og regnvejr ikke befordrende for motionslysten, særligt ikke hos mange ældre. Desuden kræver det en vis indsigt at finde på udendørs motion øvelser i det åbne rum, mens det i fitnesscentrenes maskiner og programmer er mere “lige til”. TV2 forsøgte i ugens løb at motivere danskerne til mere udendørs (corona) aktivitet ved at vise parkour udført af unge …

3) Aktuelt er der rigtig god plads i fitnesscenteret.

I øjeblikket er der kun adgang for et begrænset antal fitness trænende, i større centre holder tællesystemer øje med at det bliver overholdt.

Selv træner jeg gerne tidligt om morgenen, hvor jeg er den eneste eller en ud af to eller tre andre. I øjeblikket er det også tilfældet på andre tidspunkter af døgnet fx omkring frokosttid og sidst på aftenen: Man er alene eller der er ganske få andre, så det er muligt at træne uden at føle sig trængt eller ‘pustet i nakken’.

Så langt, så godt.

Alligevel bør man overveje:

Hvor og hvordan foregår fitnesstræningen?

Der kommer løbende nye coronavirus informationer og nu forlyder det, at:

Ud over smitte via kontakt og dråber er der også risiko for luftbåren smitte via aerosoler, mikrodråber. Disse mikrodråber kan blive hængende i luften i to timer eller mere og smitte på over to meters afstand. Det gør forskel og kan betyde, at man skal overveje sin træningsmetode og sit træningsområde en ekstra gang. Særligt hvis man er i risikogruppen eller har familiemedlemmer i risikogruppen.

Er træningslokalet stort eller lille? Er der (mange) andre? Er aktiviteten lav-intensiv eller høj-intensiv; bliver der talt, råbt eller pustet meget?

Når det er sagt, så:

EuropeActive, talerør for den europæiske fitness- og fysisk aktivitetssektor, meddeler, at SafeACTiVE data indsamlet af King Juan Carlos University og AWRC-Sheffield Hallam University afslører ekstremt lave niveauer af Covid-19-risiko i fitnessklubber og fritidsfaciliteter. Med mere end 62 millioner analyserede besøg ligger den gennemsnitlige infektionsrate på 0,78 pr. 100.000 besøg.

Siden undersøgelsens officielle lancering den 25. september 2020 har forskere og partnere indsamlet data baseret på mere end 62 millioner besøg i fitnessklubber og fritidsfaciliteter med kun 487 positive tilfælde (blandt både medlemmer og personale) rapporteret fra centre i Tyskland, Frankrig , Sverige, Belgien, Holland, Spanien, Portugal, Norge, Schweiz, Tjekkiet, Polen, Danmark, Luxembourg og United Kingdom (England, Skotland, Wales og Nord-Irland). De endelige resultater forventes at foreligge i november.

 

Herunder er der en oversigt baseret på de seneste informationer fra bl.a. Sundhedsstyrelsen (SST), Statens Serum Institut (SSI), Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og CDC (Center for Disease Control and Prevention). Nederst i dette afsnit er der link til corona træning til den kommende tid.

CoViD-19 symptomer og forholdsregler

Coronavirus er navnet på virussen.
CoViD-19 er navnet på sygdommen.

CoViD-19 blev betragtet som relativt ufarlig i starten, men helt ufarlig er den ikke:

  • Virussen kan smitte og sygdommen ramme de fleste:
    Børn, unge, voksne og ældre (for børn er almindelig influenza dog farligere).
  • En lumsk sygdom
    Man kan være smittet og viderebringe smitten uden at vide det.
  • Der kan være (langvarige) senfølger
    Selvom det nævnes, at det ikke er et udbredt problem, er der eksempler på yngre voksne, som er plagede af alvorlige senfølger.
  • Ældre er mest udsat
    Pr. oktober 2020 over 702 døde med coronavirus i kroppen, de fleste over 80 år, kun én under 50 år. Der er dog også yngre voksne, der er indlagt med alvorlige symptomer.
  • Der er over 1 million danskere i risikogruppen
    Det meget høje tal skyldes, at overvægt, dårlig lungekapacitet og høj alder er risikofaktorer.
De mest almindelige symptomer:
  • Feber
  • Tør hoste
  • Træthed
Mindre almindelige symptomer:
  • Generel ømhed
  • Ondt i halsen
  • Diarré
  • Øjenkatar
  • Hovedpine
  • Nedsat smags- eller lugtesans
  • Hududslæt eller misfarvning af fingre eller tæer
Alvorlige symptomer:
  • Vejrtrækningsbesvær eller åndenød
  • Smerter eller trykkende fornemmelse i brystet
  • Talebesvær eller bevægelsesbesvær

Hvordan skal man forholde sig, hvis man har symptomer?

Der går i gennemsnit 5-6 dage, fra at man bliver smittet med coronavirus, til man mærker symptomer, men der kan gå op til 14 dage.
  • Ved med milde symptomer og et ellers godt helbred: Plej symptomer derhjemme.
  • Ved alvorlige symptomer: Søg straks lægehjælp.
  • Hvis du er i tvivl, så ring til din læge.
  • Ring altid i forvejen, før du tager hen til din læge eller andre dele af sundhedsvæsenet.
Hvis man får symptomer og er i tvivl om, hvorvidt det er COVID-19, skal man forholde sig som om, at man er smittet med ny coronavirus og gøre følgende:

1. Gå i selvisolation [bliv hjemme og omgås kun husstandens beboere].
2. Være særligt opmærksom på hygiejne og rengøring.
3. Ringe til sin læge mhp. vurdering og evt. henvisning til test, også ved milde symptomer.

Ny coronavirus kan smitte på flere måder

Smitten kan spredes via:

  • Kontaktsmitte
    • Direkte kontakt – eget spyt og snot via fx håndtryk.
    • Indirekte kontakt – via virus på overflader som fx håndtag.
  • Dråbesmitte
    • Smitte via dråber fra host, nys eller råb.
  • Luftbåren smitte
    • Smitte via mikrodråber fra tale, råb, nys, host eller råb.
      Mikrodråber, aerosoler, kan hænge i luften i mere end to timer og derfor inficere personer, der holder mere end to meters afstand (CDC, Center for Disease Control and Prevention, USA).

Læs også: Sundhedsstyrelsen: Sådan smitter ny coronavirus

Mindsk smitterisiko

Top 3 råd. Det, der virker, ifølge Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi:

  1. Afstand.
  2. God hygiejne.
  3. Begrænsning af kontakter.

Uddybning og generelle råd:

  • Er du smittet eller mistænker at du er smittet: Hold dig hjemme
  • Hold dig hjemme (inde eller ude); hold dig aktuelt generelt væk fra forsamlinger og større menneskemængder.
  • Hold afstand, mindst to meter.
  • Brug mundbind, nu obligatorisk mange steder. De er ikke et ‘mirakelmiddel’, men et godt supplement til de øvrige tiltag.
  • Luft ud grundigt og hyppigt. Sørg for gennemtræk.
  • Ophold dig mere udendørs, mindre indendørs.
  • Vask hænder hyppigt og grundigt, 20-30 sekunder, med vand og sæbe eller brug håndsprit, hvis du ikke har adgang til vand og sæbe. Håndvask og håndsprit er lige gode, dog anbefales håndvask altid ved synligt snavs på hænder, ved fugtige hænder, efter toiletbesøg, efter bleskift og før håndtering af madvarer.
  • Håndhygiejne er særligt vigtigt efter toiletbesøg, efter at du har pudset næse og før madlavning. Det er vigtigt, at pleje hænderne med fed fugtighedscreme, så du ikke risikerer at få tørre hænder og udvikle eksem.
  • Sprit hænder af før og efter kontakter (hvis håndvask ikke er mulig).
  • Undlad så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet. Når du skal hoste eller nyse, så gør det i et engangslommetørklæde eller i ærmet. Læg brugte engangslommetørklæder i en lukket affaldspose.
  • Del ikke håndklæder med andre.
  • Rengør dagligt det/de rum, som du opholder dig i, hvis/mens du er syg. Brug almindelige rengøringsmidler. Særligt rengøring af kontaktpunkter og overflader, der berøres af mange i husstanden, som f.eks. håndtag, gelændre, kontakter, tastaturer, mus, armlæn, bordkanter, legetøj, vandhaner, toiletter m.v. er vigtigt.
  • Undgå høj tale (og måske sang med andre, hvilket har ført til superspredning).
  • Undgå sauna og dampbad ophold med (mange) andre (hvilket har ført til superspredning).

Oprethold form og sundhed

Gå ikke ‘kold’. Det er særligt vigtigt at holde sig sund og robust nu, så man kan stå stærkere mod virus og sygdom.

  • Træn udenfor
  • Træn og vær fysisk aktiv hjemme
  • Deltag i (god og motiverende) online træning

Se uddybning og forslag her:

Corona motion plan B: Anden bølge challenge og tips

Hold dig sund, rask og optimistisk.


Nye retningslinjer om ventilation

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man fremover følger disse retningslinjer for udluftning og ventilation:

  • Hvor det er muligt, bør aktiviteter finde sted udendørs frem for indendørs.
  • Ved indendørs aktiviteter skal disse så vidt muligt reduceres ift. Varighed, antal mv.
  • Baggrundslydniveau bør sænkes for at undgå høj tale.
  • Ved indendørs aktiviteter med mange personer i samme rum kan der med fordel holdes pauser fx hver time, hvor lokalet tømmes for personer og der skabes gennemtræk ved udluftning.
  • Ventilation bør indføres eller optimeres i lokaler med offentlig adgang fx institutioner, kontorer, butikker og restauranter samt offentlige transportmidler, fx tog, metro og busser.
  • Ventilation med recirkuleret luft skal undgås, og der bør primært bruges luft udefra, ligesom udskiftning af luft bør ske hyppigt.
  • Energispare-indstillinger fx timerfunktion eller styring via CO2-følere bør undgås. Hvis muligt bør ventilationstiden i stedet udvides.

Læs også:

SafeACTiVE Study: Preliminary results showing extremely low levels of covid-19 risk in fitness clubs

COVID-19 kan spredes gennem luften

Fire læger kom med opråb

Blocken B et al. (2020). Can indoor sports centers be allowed to re-open during the COVID-19 pandemic based on a certificate of equivalence? Build Environ Aug 2020.

JP: Lav gennemtræk og luft ud: Ny anbefaling om udluftning glæder viruseksperter 

Læger advarer: Hagevisir giver falsk tryghed


Foto: Fusion Medical Animation (c) Unsplash

Følg min Blog HER og Instagram HER

1 kommentar

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Motivation? Citat: Vent ikke, skab en mulighed