FOMO: Frygt for at gå glip ... af hvad?

Ferie for Alle 2020: Jorden rundt rejse

Af Marina Aagaard, MFT

Jorden rundt på tre dage lokker messematerialet i fire farver.
Den “køber” jeg og tropper op på messen, som har kørt i over to årtier.

Ferie for Alle 2020

Årets messe havde 1170 udstillere, 3500 rejseeksperter og cirka 400 stande.
Der var besøgsfremgang, 2044 flere gæster end sidste år: 63.363 messegæster gik på opdagelse i de tre weekenddage 21.-23. februar 2020.

I år skulle Kina have været partnerland (i fokus), men blev hjemme på grund af corona-virus. I stedet var der derfor for en gangs skyld ikke et ‘partnerland’, men derimod en ‘partnerbranche’. Charterbranchen var vikar og i Hal M kunne man møde hele den danske charterbranche.

Måske dukker mindre attraktive charterrejseforestillinger op i bevidstheden. Men moderne charterferie kan være ualmindeligt udmærket og uventet parferie-eller-på-egen-hånd-agtig.

Gengangere og guider

Årets temaer er igen, igen: Camping, Danmark, Golf, Udeliv, Udland (inklusive Oversøisk). Camping fylder hele otte kæmpehaller. Ikke underligt eftersom en campingvogn fylder en del mere end en flybillet. De andre områder fylder en hal hver.

Klassikerne er på plads i ‘ankomsthallen’: Rejsefører “Turen går til FERIE FOR ALLE Messeguide”, messeavis og kæmpeposter der giver (nogenlunde) overblik over de 14 messehaller inklusive en rund hal (Markedspladsen med lidt af hvert til især camping folket) og et legeland med aktiviteter og underholdning til børn.

Uden mad og drikke duer helten ikke

Inklusive isbarer, kaffe- og pølsevogne er der 28 traktørsteder i hallerne …


Desuden er der ved mange stande lækre smagsprøver, i år eksempelvis bisonkød fra Silkeborg og rapsolier i mange smagsvarianter fra Bornholm.

Indonesien standen byder på en sød kokossuppe med specielle crackers til – og stærk kaffe til dessert. En lang kø af gæster er klar til at sætte tænderne i denne indonesisk snack.

Hotel Thinggaard, Hurup, byder på nordiske delikatesser, her en delikat kartoffelsuppe som PR for deres spa og gourmet ophold. Det smager af mere.

My Cruise byder på Strawberry Margarita og Pina Colada, mens den Dominikanske Republik, der “har det hele”, ud over cigarrulning og danseshows har romsmagning dagen lang!

Rejsefortællinger og underholdning

Messen byder på 130 rejseforedrag og desuden er der scener med andre foredrag, underholdning og opvisninger.

Vinderen af Alene i Vildmarken, Flemming Sanggaard, Falkemanden fra Silkeborg Ørnereservat, fortalte om highlights fra vildmarksturen – og mente, at udsendelserne ikke helt lignede virkeligheden (en del ting kunne han ikke selv genkende fra sin måned i de fri), og at de dygtige filmklippere, hvis de ville, også kunne have fået den til at ligne et afsnit af “De unge mødre”.

Med på scenen havde han en flot ugle, som han nok mente følte sig tryg, selvom der var fyldt foran scenen. Han havde selv opfostret uglen, så helt sikkert anser uglen ham for en ugle (og dermed også publikum).

Der er også danseopvisninger. Både på den store scene og på gulvene rundt omkring standene. Philippinerne gav en meget entusiastisk opvisning med flere former for dans.

Sidst men ikke mindst: Ud over rejser med rabatter er der også over 100 konkurrencer, som trækker lange køer til. Der er mulighed for at vinde rejser for mange tusind kroner … hvis man er heldig. En del af konkurrencerne handler blot om at skrive sit navn … så let går det ikke, hvis man vil vinde en golf rejse.

Messetilbud for millioner

Mange kommer utvivlsomt for de mange messetilbud til fantasipriser: Omkring 1500-2000 for en ugens charterferie. Der er lange køer ved salgsdiskene.
En skærm med udvalgte messetilbud … udformet som en skærm med flyafgange. Ahhhh.

Messen virker som en magnet for det grå guld, der er klar til den helt store tur. Messehallerne får dog også besøg af en del unge og yngre voksne og voksne med børn på jagt efter ferietips og ferietilbud til både ude og hjemme ferie, altså staycation.

Camping og glamping

Staycation rimer på camping på en af Danmarks mange campingpladser. Men camping foregår ikke kun herhjemme, men i stort omfang også under varmere himmelstrøg i campere og campingvogne forberedt til langfart og med mere luksus end man tror muligt.

Og camping segmentet? Det er bredere end man tror – og omfatter helt åbenlyst også fartglade, formuende og folk fulde af god camperhumor.

Selv skeptikere, der aldrig har sat fod i en campingvogn, må forbløffes over mængden af mærker og rumfanget i disse rullende rejsefartøjer.

Udland og stillingsgenstande

Biler er et hit hvert år. I år mange søde bobler i forskellige farver. Med matchende omgivelser. Naturligvis er der som tidligere år også en motorcykel (til roadtrips) og en racerbil som reklame for Le Mans og Formel 1 rejser. Der er lidt for enhver smag.

Naboland tilbud

Tyskland, er ikke bare naboland til Danmark, men også det land, hvor danskerne har flest udlandsovernatninger, når det gælder rejser under 4 overnatninger (over 4 overnatninger er det mest besøgte land Spanien, der har en af messens store stande). Tysk fritz-kola bar før ryk-ind.

Der er utallige attraktioner i Tyskland (slotte, borge, tekniske museer og bilmuseer m.m.). I år er der desuden en del særlige aktiviteter, da det blandt andet er 250-året for Beethovens fødsel i Bonn og 100 året for den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland.

I øjeblikket kører der to kampagner: Niedersachsen (Niedersachsen? Den tyske delstat, hvor blandt andet bjergområdet Harzen ligger), der sætter fokus på roadtrips til eventyrlige middelalderbyer som fx Hameln og Ein Smuttur i Nordtyskland (hvor man kan blive ambassadør og få en ganz gratis tur).

Er man villig til at køre en længere tur, er der naturligvis også gode feriemuligher – og hygge – i Østrig. Ikke kun om vinteren.

Tripalizer

Spies havde ingen ferie gimmick i år, men det havde TUI til gengæld. En Tripalizer med en lille 3 minutters tur til syden. Ind i boksen, af med skoene, på med solbrillerne.
Så kommer lyden af syden og en afslappende varme. Man bliver ferie-iseret, hvis ikke man allerede er det.

Eller hvad med Fakeation Beach selfie spot? For børn, barnlige sjæle og bloggere …

Over the sea and far away

Oversøisk hallen er fuld af once-in-a-lifetime-rejser til eksotiske destinationer. Med tog, skib og fly. Der er noget for enhver smag, især hvis man har lagt lidt (meget) til side.

Uha. Forhåbentlig er der hverken hardcore klimatosser (almindelig klimatosse er forhåbentlig de fleste) eller veganere til stede: New Zealand rejser og Afrika jagtture. Hvad bliver det næste?!

Apropos klima var der to interessante oplæg om hvad rejsebranchen gør og hvad rejsende selv kan gøre. Ikke overraskende mente oplægsholderne fra charterbranchen, at man ikke skal tale om flyskam, men om flyglæde! (… med ansvarlighed og hensyntagen til miljø, klima og kultur).

I disse klimabevidste tider frister en togtur, men Rovo’s Rail gennem Afrika til små 100.000 er jo ikke enhver beskåret. Og desværre heller ikke en Antarktis smuttur med skib … til 250.000 DKK.

Men der skal jo være noget for alle. Og rejsedrømme har man da lov at have.

Jeg går tilbage i charterhallen …

… og derfra til “Danmark” afdelingen. Nu ligner det noget.

Danmark hitter

Det første jeg ser i Danmarks-hallen er Visit Aarhusregionen. Så behøver vi århusianere jo slet ikke at flyve nogen steder hen?! Det viser sig at Aarhus til lejligheden dækker det meste af Midtjylland og har et større antal attraktioner – også for feriefans, der er til andet end bondegårdsferie …

Vil man ikke nøjes med Aarhus kan man rejse på resort eller på øferie på en af de utallige danske små og middelstore øer, som er rigt repræsenteret på feriemessen.
Bornholm trumfer med flest solskinstimer, mens andre øer har egne slagtilbud for vidt forskellige interessegrupper.

Outdoor over det hele trend

Udeliv hallen er altid et hit. Outdoor er en megatrend. Blandt masser af telte og cykler er der mulighed for havkajak, dykning, mountainbike cykling og SUP for enhver der har lyst. Anbefalet.

Golf

Golffolket lader sig ikke gå på af dårligt! Der kan man tale om udeliv i regn og slud. Alligevel gør det jo ikke noget at solen skinner, når man alligevel er på banen …

Golfhallen byder på trick shows, putting greens, driving ranges og golf undervisning. Der er masser af underholdning og ikke kun for golfere.

Det kribler for at prøve, men man kan jo ikke nå det hele.
Måske næste år …

Læs mere:

Messe hjemmeside

Næste Ferie for Alle kan opleves 26.-28. februar 2021 i MCH Messecenter Herning.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FOMO: Frygt for at gå glip ... af hvad?