Julekalender fitness 8 Christmas Challenge

Ugen der gik 49 2019: (B)læsevejr nord og syd

Af Marina Aagaard, MFT

Første uge i december. Ugen starter med regn og blæst og frost.
Ugen slutter med mere regn og blæst og en smule varme.

Ugens første tre dage ligner sig selv på den gode måde.
Ugens sidste fire dage byder på læseferie.

Ugen der gik 49 2019

Mandag

Personlig træning i Aarhus.
Hjem og gøre regnskab klar.
Læse, skrive. Det bliver sent.

Tirsdag

Læse, skrive og foredragsforberedelse.
Og til tandlægen igen, igen: Bøjletjek – forhåbentlig for næstsidste gang.
En nem lille ‘operation’, der skulle vare ½ år, er trukket ud og har nu varet 1 år.
Det tager tid hver gang. Også 2 x 1 times kørsel hver vej. Men tandlægen er glad.

Onsdag

Tidligt op og tidligere af sted end vanligt. Personlig træning i Aarhus kl. 06:00.
Så videre. Til Viby. Spise morgenmad (drikkeyoghurt og müsliboller).

Undervise holdtræning, dance, core, mobility. Næsten fyldte hold og høj stemning.
En kæmpe fornøjelse.
Desværre ingen personlig træning med forældre, som er syge. Bekymrende.

Selvtræning, igen, igen min favoritrutine: 3 x 10 Box jump, box hop (hink), step up, skrå armstrækninger. Stadig på lidt lavt blus efter brækket tå (og skulderproblemer).

Firmatræning til julemusik i genrerne pop, pop rock, rock, hip hop.
Blandet puls og styrke træning med entusiastiske deltagere. Skønt.

Forbi Fedet og hente svinekøboller i karry til Henrik og koldrøget laks til mig.
Spisning. Til computeren og afslutte et par opgaver.
Så kuffert pakning fra 21-22. Det er lige sent nok. Så i seng.

Torsdag

Vækkeuret ringer 02:15 sådan cirka (ja, for lidt søvn). Op i en fart og gøre klar.
Køre af sted i bil kl. 2:45, lidt forsinket. Fra Ugelbølle mod København.
Skønt at køre om natten: Næsten ingen biler på vejen. Det går som smurt.

Ved 05:30-tiden når vi Kastrup Lufthavn.

Til Terminal 2, indcheckning af 1 stk kuffert. Boarding kort er ordnet hjemmefra. Så gennem security. Får et bord hos Joe & The Juice … og skaffer kaffe derfra og morgenmad, frokost burger og yoghurt fra Aamann’s ved siden af. Godt.

Go to gate. Boarding. Klokken 7:55 af sted. Ikke sydpå, men østpå. Vi er ombord på et Sunclass fly, der betjener både danske og svenske Spies charterturister.
Vente i lufthavnen 1 time. Flyet klargøres og fyldes op med svenske gæster.
Vi flyver sydpå “på charterferie”.
Ja, jeg er klimabevidst og flyskammer mig! (Jeg må kompensere bedst muligt).

Undervejs får vi forbløffende god flymad. Det var helt uventet og prisen er ikke urimelig: 95 DKK for skaldyrssalat, köttbulla med mos og bønner og en orange-chokolade mousse samt to boller, smør og brie. Dertil vand og dernæst kaffe.
Desuden får vi inkluderede sandwiches, først med ost, senere med ost eller rensdyr (hvilket jeg vælger). De er virkeligt gode.

På flyet er der ro og fred. Ingen forstyrrelser eller mailbox, der bipper, endelig læser jeg en ny bog færdig; så er jeg klar til at anmelde den.

Vi flyver og flyver, efter 6½ time flyver vi over ø-destinationen. Uha, den ser endnu mere kedelig ud end forventet. Helt sandfarvet og gold. Det er meningen at det skal være læseferie (kursusforberedelse), så der skal ikke være distraktioner, men alligevel …

Vi lander. Går ind i den lille lufthavn, men er blevet overhalet af de fleste (fordi vi fotograferer), så nu står vi næsten bagest i en lang kø ved paskontrollen. Visum er klaret hjemmefra.

I køen falder vi i snak med dansk kvinde, som er tilbage for 3. gang og hun fortæller begejstret: Klimaet er som i Danmark med en frisk vind.
Uha, blodet fryser til is i mine årer. Det var ikke meningen. Godt nok rejser jeg ikke for solen, men lidt varme kunne være rart (jeg havde læst at der skulle være 24-28 grader Celcius).

Der går mellem ½-1 time, så når vi disken, hvor passet uden et ord hurtigt bliver inspiceret og stemplet. Så kommer vi ud til vores ventende kuffert og bliver dernæst dirigeret til vores bus. Med den kører vi 20 minutters tid før vi kommer til hotellet, et billigt, men godt tre-stjerners hotel.

Det er blevet sent og vi spiser aftensmad på hotellet, der kalder sig et ‘design hotel’. Jo, det er derhenad. Nordisk minimalisme, men Salt & Pepper restauranten er decideret spartansk indrettet. Vores måltid denne aften er moderat. Græskarsuppen er lunken, fisken (og bøffen) er uden særligt swung. Til gengæld er min chokolademousse tip-top.

Ingen sightseeing i dag. På hovedet i hotelsengen.

Fredag

Op klokken 06:00 (08:00 i Danmark) og arbejde. Svare på mails og lægge indlæg på blog og facebook. Morgenmad 07:00-08:00.

Så arbejde videre til 12:00-tiden. Vejret? Det er køligt, cirka 17-18 grader, overskyet og småblæsende og så begynder det også at regne. Hmmm …

Klokken 12 klarer det op. Nu er der blå himmel og høj sol, temperatur vel omkring de 24 grader – som lovet med en frisk brise, så det ikke er helt varmt.

Vi går en tur – selvom det er dumt i middagsstunden, hvor solen står højest – hen i byen, en lille by, en kort tur. Så vi gør hurtigt holdt ved en restaurant ved stranden.

Her, Palm Beach restaurant, spiser vi pizza: Det er billigt og godt. Henrik får calzone med skinke, jeg får vegetarpizza med blandt andet artiskok og cherrytomater og godt med mozzarella.

Så tilbage til hotellet. Henrik arbejder videre, mens jeg træner en kettlebell rutine i hotellets lille fitnesscenter på øverste – anden – etage.

Efter et bad går vi hen i byen igen. Det er mørkt og sent, cirka 19 (21 i Danmark, hvilket er meget sent til spisning), så vi tager det første og bedste sted: LobStar

En hyggelig restaurant ved strandkanten. Henrik spiser hummer, jeg tunfisk. Tunen smager heldigvis godt og jeg får en luns hummer af Henrik, så jeg også er lidt med …

Lørdag

Tidligt op. Lægge julekalender blog-indlæg op.

Ved 7-tiden spise morgenmad og derefter arbejde lidt.

Henrik arbejder videre, mens jeg går-løber-står en tur gennem byen og ned til stranden.

Oppefra så øen mere end kedelig ud, men nede på stranden skifter perspektivet. Det ligner paradis og ikke kun for kite surfere og dykkere.
Vidunderligt blåt vand med høje bølger og store mennesketomme sandstrande. Selvom. Der, hvor jeg løber, er der stort set ingen vegetation. Det er sand, lava og ler.

Efter 9½ km retur til hotel og arbejde.

Så frokost på hotellet. Beef burger til Henrik og Tuna baguette til mig.

Så arbejde koncentreret i 4-5 timer.

Vi spise på Barraonda, italiensk restaurant og pizza. To bruschetta til deling, henholdsvis oksefilet og fisk og dertil spinat. Til dessert crème brûlée.

Søndag

Tidligt op. Spiser morgenmad.
Bryder mig ellers ikke om alt for sødt til morgenmad. Men. I dag spiser jeg majspandekage med sukkerrørssirup. Det smager ret godt.
Jeg prøver at udligne ved at spise æg og spise frisk frugt.

Klokken 10:00 har jeg en aftale. Jeg tror, at jeg skal prøve-snorkle i hotel-poolen. Det har jeg nemlig aftalt (jeg har prøvet at snorkle før, men tænker at repetition er godt).

Klokken 10:15 kommer instruktøren. Han har ingen snorkel med, men til gengæld dykkerudstyr. Det var uventet. Jeg har godt nok altid drømt om at dykke, men er ikke helt tilpas ved at trække vejret gennem udstyr – på trods af at jeg laver vejrtrækningsøvelser og periodisk træner med åndedrætstræner. Hmmmm.

Jeg føler ikke, at jeg kan bakke ud og tager udstyret på. Det foregår stille og roligt, men da jeg skal dykke ned, føler jeg alligevel, at jeg får vand i næsen og det er meget ubehageligt. Der er ingen vild lyst til at gøre det igen … men jeg gør det.

Tredje gang er lykkens gang. Det går bedre og næste skridt er at svømme rundt i poolen. Det går helt godt. Jeg får ros af instruktøren – selvfølgelig – han tror, at jeg vil tage certifikat. Men jeg takker nej denne gang.

De næste par timer bruger jeg på at få varmen igen (der var vildt koldt i poolen og instruktøren anbefalede at jeg svømmede langsomt for at bevare en rolig vejrtrækning).

Så en arbejds-frokost-sandwich: Arbejde, frokost, arbejde: Jeg nyder en velsmagende stegt tofu og valnød salat.

Sidst på eftermiddagen op i fitnesscenteret. Jeg møder et par kvinder på vejen ud og så har jeg det ellers for mig selv. Jeg forsøger at sjippe, men begge tove er lige lovligt lange – det går ikke så godt – jeg går i stedet på crosstraineren i 25 minutter, hopper lidt på BOSU’en og laver 3 x 10 hængende benløft. Det er det.
(Øverste foto er solnedgangen set fra fitnesscenteret).

Så aftensmad. I hotelrestauranten for at spare tid.

Først en appetizer (en overraskelse): Fire små ristede brød med en tunmousse.
Så vælger vi rejecocktail a la hotel; den smager virkelig godt og friskt.

Så tager jeg (kedeligt og ikke særligt lokalt, men afveksling til fisk) tagliatelle bolognese – og Henrik tournedos med kartofler. Og så tilbage til arbejdet og sent i seng …

En speciel uge på en speciel ø.
Måske har du gættet hvilken ø?

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julekalender fitness 8 Christmas Challenge