100 Workout Ski: Klar til skiferie nu

Ferie i bil: Roadtrip i Danmark i ferien

Af Marina Aagaard, MFT

Roadtrip, biltur eller bilferie, er en fleksibel rejseform,
der giver rige muligheder for at opleve naturen “på vejen”.

Roadtrip som ferieform er oplagt året rundt – undtagen i perioder med alt for megen sne. Der er muligheder for at opleve nogle af de naturskønne områder i Danmark, man ikke får set i hverdagen. Måske er det ikke muligt at køre af sted en hel uge, men på en lang weekend kan man også opleve meget.

Roadtrip Danmark i bil til natur oplevelser Mols Marina Aagaard blogMols Bjerge Nationalpark. Du kan køre lige til “døren”.

Ifølge Via Ritzau har Dansk Turismefremme fem forslag til naturperler, der er værd at køre efter.

Roadtrip Danmark ferien

Ferietid betyder ekstra tid sammen med familie og venner for mange danskere. Nogen tager på rejse til udlandet, men mange bliver hjemme. Det mest populære land for danskerne at holde ferie i, det er nemlig deres eget. Det forklarer Morten Damgaard Nielsen, der er formand i Dansk Turismefremme:

85 procent af danskerne var på minimum én ferie i 2018, og blandt dem holdt 61 procent ferien i Danmark, viser tal fra VisitDenmark. Det gør Danmark til det mest populære land for danskerne at holde ferie i. Det skyldes flere ting, men det er typisk en billigere ferieform end rejser til udlandet og ofte forbundet med lidt mindre planlægning.

Morten Damgaard Nielsen tilføjer, at Danmark desuden har mange turistattraktioner, som man måske ikke har tid til at se i hverdagen. Årets vinter-, sommer- eller efterårsferie er derfor en god mulighed for at komme afsted og besøge disse steder.

Roadtrip rejseformen er populær

Fænomenet er amerikansk, men det fungerer også i Danmark (og er her mere overskueligt). Man kan køre i egen bil eller delebil. Eller flotte sig og leje en classic car eller sportsvogn til en særlig tur – eller en ekstra stor familiebil, hvis der skal flere end vanligt med i bilen.

At det er populært at rejse rundt i Danmark i ferien for at opleve danske seværdigheder og idylliske områder, kan man mærke hos Danmarks største biludlejningsvirksomhed, Europcar, hvor der er meget stor efterspørgsel på personbiler i ferierne (*ikke sponsoreret, men oplyst Via Ritzau).

Planlægger man en biltur, kan man ifølge Morten Damgaard Nielsen overveje at besøge nogle af de naturperler, vi har i Danmark. Han har fem forslag til naturoplevelser, som er værd at køre efter:

Grenen i Nordjylland

Her mødes to have i en unik fælles bølge: Det er helt specielt at stå på Jyllands øverste og se bølgerne fra Skagerrak og Kattegat støde sammen og brydes over Skagens Rev. Turen på stranden kan kombineres med et ophold i Skagen by og Skagen museum. Foto: Kim Wyon.

Råbjerg Mile – Danmarks største ørkenlandskab

Danmark har ikke meget ørken, men vi har Råbjerg Mile, Danmarks største vandreklit. Det er ikke Sahara, men giver alligevel en fantastisk ørkenlandskab oplevelse. Fra toppen af klitten, der er 1 kilometer langt og 1 kilometer bred, er der en fantastisk udsigt over området. Foto: Bert Wiklund.

Svanninge Bakker – ”de fynske Alper”

Området omkring Svanninge Bakker, Svanninge Bjerge og Sollerup Skov er det største naturområde på Fyn og blandt de mest besøgte. Foto: Kim Wyon.

Det er idyllisk dansk natur, der er oplagt til vandreture, og så er der mulighed for visit i charmerende Faaborg med kig til det Sydfynske Øhav.

Er der tid nok kan turen kombineres med en smuttur over broerne til Tåsinge og Langeland.

Rold Skov – det store skovområde i nord

Rold Skov er en kæmpeskov, der dækker et område på 8000 hektar i den nordlige del af Jylland. Skoven byder ikke alene på flot natur med krogede træer i bakkede landskaber. Der er også mange muligheder for blandt andre aktiviteter som vandring, cykling og ridning. Foto: Bert Wiklund.

Møns Klint – dramatiske kridtklipper

Møns Klint er et af Danmarks mest dramatiske og smukke landskaber. Det er fantastisk at se den 128 meter høje hvide klippevæg i kridt rejse sig op over det blågrønne hav. Absolut et besøg værd for alle. Som særlige attraktioner er der to af Danmarks længste trapper, over 400 trin hver (med mange afsatser og bænke) ned til den sorte stenstrand. Foto: Niclas Jessen.

I området er der et lille slot (med overnatning), som ligger i en flot park Liselund Slotspark, som man gratis kan besøge. Det er anbefalet. På turen kan man spise i hovedbyen Stege.

Nationalparker

Selv vil jeg også anbefale (bil) ture til områderne omkring Danmarks Nationalparker:

Nationalpark Mols Bjerge

Nationalpark Mols Bjerge fortæller historien om, hvordan det danske landskab blev skabt tilbage i istiden. Bosætninger fra den tidligste stenalder sætter sit præg på området, og Nationalparken er hjem for utallige sommerfugle.

Nationalpark Thy

Århundreders sandflugt har skabt landskabet i Nationalpark Thy. Her kan man opleve klitheden, som kun findes ganske få andre steder i verden, og komme tæt på den kulturhistorie, der knytter sig til livet langs vestkysten.

Nationalpark Vadehavet (og hele Danmarks Vestkyst, der er vild)

Vadehavet er et af verdens mest værdifulde tidevandsområder. Tidevandets rytme skaber grobund for et unikt økosystem, og området er rasteplads for mange vandfugle, og yngleplads for den spættede sæl.

Skjoldungernes land

Nationalpark Skjoldungernes Land byder på et mangfoldigt og varieret landskab – rigt på natur, kulturhistorie og oplevelser. Nationalparken er præget af fjordlandskabet i og omkring Roskilde Fjord, samt Gamle Lejres kulturhistorie. Ifølge sagnene var det her Skjoldungerne regerede og samlede Danmark.

Kongernes Nordsjælland

Stille søspejl. Duft af skov. Storhed i landskabet. Nationalpark Kongernes Nordsjælland rummer fine naturskatte og store kulturhistoriske værdier, der vidner om kongemagtens tilknytning til Nordsjælland. Her er store skove, klit- og hedelandskaber med et rigt dyreliv og store overdådige kongeslotte.

Rigtig god ferie, bilferie og Danmarksferie.

Følg min Blog HER og Instagram HER

1 kommentar

  • Jeg elsker road trips. Det er den ferieform som giver den ultimative frihed. Jeg bliver da inspireret af dette indlæg til at tage rundt i Danmark. Tak for det.
    /Annette

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

100 Workout Ski: Klar til skiferie nu