Flørli 4444, Norge: Verdens længste trætrappe

Flørli Trappene Opp løb: 4444 trin: Vildt! Vådt!

Af Marina Aagaard, MFT

Eventyrligt eller skræmmende?
Opad optur. Nedtur “helt på hælene” (eller “r….”).
Svoger mener: “Man skal da være lidt syg i hovedet”!

Ja og nej. Jeg kan give ham lidt ret. Jeg blev bleg, da jeg så trappen på afstand;
da jeg i sidste weekend ad Lysefjorden sejlede ind til Flørli.
Gennem stævnen, så jeg straks en lang, lang trætrappe i lysningen.

Flørli_4444_Norge_Marina_Aagaard_blog_fitness_loebDa skibet anløber, er der er kun 1 time og 15 minutter til Flørli Trappene Opp, et norsk løb med
indlagt trappeløb ved et vandforsyningsrør … efterfulgt af ca. 9 km løb.
At “bakke” ud er på nuværende tidspunkt (en del norske kroner senere) ikke en mulighed.

Da jeg deltog i Valtellina og Malegno, Italien, i 2018 tænkte jeg:
Det her – at løbe trappeløb “løb” – gør jeg aldrig igen.
De 2750 og 2975 trin var ekstremt anstrengende.

Men nu er jeg på vej igen. Til 4444 trin??? 

Forhistorie

Smal, stejl trappe til en flot udsigt; den kunne jeg tænke mig at gå op ad.
Det tænkte jeg, da jeg så et facebook snapshot for et par år siden.
En ven fortalte, at der var et løb på trappen, som er verdens længste trætrappe.

Flørli_Norge_Lysefjorden_Marina_Aagaard_blog_fitness_runningJeg søgte efter trappeløbet, men fandt det ikke umiddelbart. Det viste sig, at løbet ikke er et decideret trappeløb, men et løb, hvor der også indgår en trappe. Arrangørerne er Lysefjord Running med mottoet “Løpsopplevelser utenom det vanlige” (events omfatter Lysefjorden Inn Ultramaraton, Lysefjorden Rundt Extreme Ultramaraton, Flørlitrappene Opp, og Preikestolen Maraton!)

Jeg tænkte ikke videre over det med løbet, men var ret hooked på at besøge trappen, så i starten af i år tilmeldte jeg mig til Flørli Trappene Opp.
De fleste steder er de lange trapper ikke offentligt tilgængelige udover under løb. Nu fandt jeg så ud af at denne er – trods et advarselsskilt, der siger det modsatte.

For et par måneder siden bookede jeg færge og overnatning. I weekenden var jeg af sted sammen med mand, Henrik. Jeg var spændt på trappen, men også bekymret for løbet …

Forberedelse

Da jeg tog beslutningen for cirka ½ år siden virkede det hårdt, men overkommeligt.
Jeg var jo allerede i gang med løb og træning på trapper en gang om ugen og klar til at træne mere.

En Cuba rejse i maj kom dog lidt på tværs. Ingen træning på grund af varme og ingen faciliteter eller trapper (men jeg tabte jeg mig lidt, 1 kg, så kampvægt er på 57 kg, o.k., men ikke optimal).

Værre end manglende træning, måske på grund af aircondition overdosis: Jeg blev forkølet, fik slem hoste, som varede i 4 uger efter: Måtte holde 1 uges pause og kunne de næste 3 uger ikke træne maksimalt (i måneden op til løb). Et meget dårligt udgangspunkt for ekstremløb …

Min ugentlige fortræning (før og efter maj) bestod af omtrent:

2 x 5 km løb – i skoven – om ugen (skulle have været 7-10 km, men blev ikke til mere)
2 x 3000 (i juni ca. 4000) trin på Life Fitness Power Mill og Technogym trappemaskine.
1 x 3 x 10 Box jump, 3 x 10 box hink og 3 x 10 step up.
Plus det løse (blandet fitness).

De sidste 3 uger op til løbet

Tre uger før løbet var jeg igen i gang med ovenstående træning (efter 3-4 ugers pause).

To gange på to uger nåede jeg 20 ture på Ørnerede-trappen, Marselisborg skoven ved Aarhus.
121 trin x 2, 242 x 20 = 4840 trin, men op og ned …

To uger før løbet var jeg i Hamburg, hvor jeg boede på et hotel med ca. 550 trappetrin;
der fik jeg en tur med 5 x 550 op-550 ned (cirka). Bedre fortræning, men ikke specifikt.

I min cardiomaskinetræning (Technogym og Life Fitness):
Cirka 40 minutter, 4000 trin, for at vænne kroppen til 4000 trin i træk.
For første gang på maskine: dobbelttrin (langsomt, level 10) de sidste 4-6 minutter.

Træningen var hård; jeg klarede det ikke en eneste gang uden at holde ved håndtag i perioder.
10 minutters opvarmning uden støtte; så 20 minutter: 1 minut med støtte, 1 minut uden.
Ikke særligt imponerende … og den stationære træning er langt fra virkeligheden!

1½ uge inden løbet tog jeg igen en tur på Himmelbjerget.
Fra en Silkeborg sø løb jeg op til Himmelbjergstårnet og ned igen, to gange i træk.
Desværre var det regnvejr, meget mudret; jeg vrikkede om …
Næste dag kunne jeg mærke det i foden og måtte derfor holde fod i ro de næste dage.
Yderst bekymrende. Jeg burde melde fra løb, men det ville være for ærgerligt.

Ugen op til løbet

Mandag

Jeg skulle have løbet og trappeløbet, men på grund af foden træner jeg ikke.
I stedet tager jeg til Be Well, Ebeltoft; massage og behandling med fod- og lægfokus.
Forhåbentlig hjælper det, tænkte jeg. Det hjalp en del! (tak, Birgit).

Tirsdag

Formiddag: Jeg skulle have løbet 6 km, men tør ikke.
Jeg tager den meget med ro for ikke at provokere ankel.
Eftermiddag: Til Aarhus, underviser i pilates og yoga holdtræning.

Onsdag

Formiddag: Underviser i dance, core og mobility, 2 timer.
Personlig træning (ikke aktiv selv).
Eftermiddag: Firmatræning, moderat aktiv, stram op træning 30 minutter.
Tager til Aarhus: Løber i højhus; 5 x 350 trin. 45 minutter. O.k., men ikke fantastisk.

Torsdag

I dag ømmer lægge og fod sig lidt, DOMS, Delayed-onset Muscle Soreness.
Heldigvis er de næste 2½ dage restitutionsdage, hvor jeg laver så lidt som muligt.
Personlig træning (ikke aktiv selv). Ingen træning i dag.

Til begravelse (dårligt for humør) og gravøl; spiser smørrebrød (rugbrød, æg m.m.).
Til aften spiser laks, pasta og asparges.

Fredag 21.06.19

Tidligt op. Pakker.

09:00 Gåsebakken afgang i bil. Jeg har benene oppe på en del af turen …
Forsøger at slappe af.

11:00 Hirtshals check-in.

Vi venter en times tid i færgekøen. Der er høj sol og feriestemning.
Omkring os leger børn i fodboldtøj. Voksne står og snakker omkring bilerne.

12:15 Hirtshals afgang med Color Line Super Speed.

15:30 Kristianssand ankomst/afgang. En dejlig tur på en fin færge.

19:30 Stavanger Clarion Hotel, Stavanger.

Fredag aften går vi på italiensk restaurant, Gloria, i Stavanger.
Jeg spiser laks og grøntsager; dertil bestiller jeg separat pasta; godt med kulhydrater.
Naturligvis ingen alkohol, kun kildevand – med brus.

Et optimalt og velsmagende før-konkurrence-måltid synes jeg.

Løbet

Lørdag 22.06.19 er løbsdag

Klokken 6:30: Vi står op. Påklædning, pakning.

Klokken 07:00: Morgenmad.

Jeg spiser yoghurt med vanille med müsli og nødder. Spiser frugt, melon og ananas. Dertil kaffe, vand og en bær-smoothie. Efter min mening endnu et optimalt før-konkurrence-måltid. Lidt vel rigelig frugt, men det går.

Klokken 07:45: Stavanger afgang i bil

Flørli_Norge_Lysefjorden_running_Marina_Aagaard_blog_travel_fitness09:00 Lauvik færgehavn, check-in, parkerer bil.

09:30 Lauvik afgang i færge ad Lysefjorden, flot, flot, flot.

10:45 Flørli ankomst / Flørli 4444 check-in.

11:00 Flørlitrappene Opp, indregistrering.

Jeg går til indregistreringen som en af de første.

Jeg får løbsnummer, der er supersmart; integreret chip; der er ikke noget, der skal monteres på sko eller krop. Der er også en gave; 1 stk Lyseford Running løbe-hovedbeklædning.

Et banner siger “Det er FORBUDT å ikke ha det “GØY”!
Meget opmuntrende og overskudsagtig opfordring. Hmmmm.

Flørli_Norge_Lysefjorden_Marina_Aagaard_blog_travel_fitness Flørli_Norge_Lysefjorden_Marina_Aagaard_blog_travel_fitnessJeg monterer mit startnummer med fire sikkerhedsnåle.

Jeg er rastløs og går rundt på pladsen. Jeg drikker lidt vand løbende – cirka ½ liter i løbet af denne sidste time før løbet. Samtidig småspiser jeg en håndfuld rosiner, hurtige kulhydrater, i samme tidsrum. Jeg render også på toilet et par gange.

Henrik går rundt og fotograferer omgivelserne og løberne. I Flørli er der kun mulighed for et par startbilleder og slutbilleder, billeder fra toppen er ikke en mulighed, eftersom der ikke er nogen vej/bilvej til toppen. Jeg har min mobil med i mavebæltet. Jeg vil tage en selfie, når jeg kommer op på toppen. Det bliver ikke til noget.

Jeg går ikke hen for at se nærmere på trappen; har set de første trin, der ser meget smalle ud.
Det kribler lidt i maven; hvad gør man, hvis nogen vil overhale?

12:00 Løpsstart

Man starter ved kajen et par meter over havet. Til toppen af trappen er der cirka 741 højdemeter (toppen af bjerg 900 meter).

Man har oplyst en forventet løbetid på forhånd. Ved tilmelding var jeg optimistisk og anslog 2 timer. Da form decellererede skrev jeg og ændrede det til 2½ time.

Så mit løbsnummer blandt de cirka 200 startende er 91.
Jeg klæder om i kraftværks-hallen.

Dagens beklædning, OOTD: 2XU bukser. Purelime undertøj og Purelime tank top. Nike in-shoe løbesokker og Asic Gel Kayano løbesko (ikke det bedste valg finder jeg senere ud af).

Jeg har droppet mit sorte tørklæde med hvide dødningehoveder; jeg er usikker på om nordmændene forstår humoren. I stedet har jeg et behageligt Reebok bomuldspandebånd dækket af et sort og hvidt mønstret tørklæde; et nødvendigt sveddråbe-stoppende tiltag.

Som noget nyt bærer jeg et par lyserøde fingerløse Casall træningshandsker med læder i håndfladen. Efter Malegno trappeløbet, hvor jeg rev min håndflade til blods på wiren, tænker jeg at det er en fornuftig ide. Det viser det sig at være, men der er ingen af de andre løbere der har handsker på, så jeg føler mig lidt som en idiot …

Løbet starter præcist klokken 12:00 og løberne bliver sendt af sted med kun 20 sekunders mellemrum. Speakeren fortæller klart og tydeligt nummer og navn og tæller ned, så det er til at høre og forstå.

Da klokken er 12:15 tænder jeg pulsuret, så jeg ikke glemmer det, og påbegynder en halvhjertet opvarmning. Det er en balancegang, blodet skal rulle i årerne, men musklerne skal under ingen omstændigheder trættes unødigt. De andre løbere løber frem og tilbage ad kajen. Jeg står på stedet og laver let jogging, bouncing, knæløft og hæltræk og langsomme dynamiske lægstræk. Så er det tid.

Klokken 12:30 præcis er det mig, der løber over start-stregen. Det er faktisk dejligt, at der er 100 meters løbetur hen til trappen (i stedet for at det er lige op).

Jeg smiler og prøver at virke løber-agtig. Fart på, 90 graders drejning, og så op ad trappen … i luntetempo.

En opmuntrende poster: “Shut up legs!”
På det lille skilt (som jeg først ser senere) står der:

Man kommer ikke til toppen ad lige vej.

Jeg passerer det mindre motiverende skilt:

Trappa er usikret. All ferdsel på eget ansvar.

Jeg nærmer mig løberen før mig, men mærker samtidig løberen bag mig næsten puste mig i nakken. Jeg sætter tempoet let op, selvom alle seriøse trappeløbere anbefaler, at man tager den med ro i starten.

Efter at man er drejet om hjørnet, tårner trappen sig op over en.

Når man kommer op kanten, kommer der en sektion mere. Og en mere.

Jeg tænker, jeg må disponere kræfterne og sætter (det langsomme) tempo en tand ned.
Gang i rask, stabilt tempo; jeg kunne egentlig sætte fart lidt op og hvorfor gør jeg ikke det?

Trappen er hård, men p.g.a. den moderate fart – sådan føles det – ikke så hård som de italienske. Det går faktisk o.k. opad. Jeg finder en rytme. Måske er det alligevel en god ide med et moderat udlæg. Måske?

I alle tilfælde får jeg næsten lige med det samme overhalet løberen foran. Motiverende!
Og bedre: På vej opad bliver jeg ikke selv overhalet; jeg skal ikke stoppe og klemme mig sammen.

På vejen op får jeg overhalet et par stykker mere, så endnu et par og endnu et par og …
de er alle slanke og veltrænede og kan nemt gøre sig smalle på de bittesmå trin! Men:
Der er ikke noget med at træde ud til siden her: Et par gange må jeg ‘mave’ mig omkring.

På de italienske trapper står der for hvert 100. trin, hvor langt man er kommet; 100, 200, 300 …

Her er det for hvert 500. trin. Måske smart nok, men det føles som om, der er langt mellem dem, selvom der periodisk er flag og skilte med motiverende citater.

Da jeg kommer til trin nummer 500 og 1000 føles det som om toppen er meget fjern.

Alligevel er det ikke træls. Trappen er behagelig at gå på og de frodige grønne omgivelser, hvor vandet risler ned mellem stenene, er næsten eksotiske

Trappen varierer også i trinhøjde og stigning … og er meget stejl på visse steder.
Jeg klamrer mig fast til wiren og trækker med armen. Det er nødvendigt. Nogle steder er der skilte:
“Passage og løb forbudt”, fordi der er et stykke vej ned til klippen under trappen.

Kun tre gange kigger jeg bagover, for at se om der er nogen efter mig, som jeg skal flytte mig for.
Det giver dog et sug i maven, når man ser nedad trappen, så jeg koncentrerer mig om at se fremad.

Ved trin nummer 3500: Under 1000 trin igen. Super. Jeg får nye kræfter.
Og faktisk er det sidste stykke ikke en regulær trappe, men et fladere stykke.
4000. Jeg jogger! Jeg kan se to mænd længere fremme, men når dem dog ikke.

Sådan. 4444 trin. Over trægrænsen i et barsk, gråt landskab. Vejret skifter hurtigt.

Da jeg jeg når toppen får jeg et glas vand, som jeg tømmer i en slurk. Desuden får jeg to vingummi.
Dem gnasker jeg i mig for at få lidt sukker, men det søde klister er ikke rart i munden.

Jeg ville have taget en selfie (med hjælp), men der er ikke andre end løbshjælperen, der er optaget.
Så jeg lunter videre.

Jeg troede egentlig at fra toppen af trappen gik det bare nedad.
Men nej, man fortsætter rundt om den lille bjergsø og videre op, dog ikke helt til top (900 meter).

Det hele er klippe og grus; jeg har svært ved at spotte en sti, så jeg sætter tempoet lidt op:
Jeg forsøger at nå den mandlige løber før mig, så jeg ikke mister orienteringen.
Det gør jeg, mens jeg vrikker om hist og pist i de rullende sten …

Så sætter den foranløbende farten ned og går – så det gør jeg også???
Min hjerne må være slået helt fra: Fra at være et løb bliver det til en vandretur.

Manden rækker mig et par vingummi mere … så løber han og jeg løber efter.
Så sætter han farten ned og går. Så det gør jeg også. Det gør man måske her på ruten?

Da vi alligevel er i gang-tempo, stopper jeg op for at tage et enkelt mobilfoto nær toppen.
Solen skinner igen og udsigten er fænomenal.

Norge_Flørli_4444_Lysefjorden_Marina_Aagaard_blog_travel

Vi fortsætter opad, mens vi snakker lidt. Snakker? Under et løb?
Man mærker tydeligt, at jeg ikke er eliteløber og ikke særligt ambitiøs.
Det fortryder jeg senere. Da vi når toppen, sætter den langbenede nordmand af sted nedad.

Så er jeg solo og bagud på point. Så jeg løber og nu går det da heldigvis bare nedad mod mål:
Oppe fra toppen er der en bred grusvej, godt nok med løst ral, som man skal passe lidt på, men det er en regulær vej og jeg “pisker af sted” (inde i mit hoved). Hu hej, hvor det går. Snart er jeg nede …

Not so. Et godt stykke nede ad grusvejen sidder der en løbshjælper. Hun peger ud i det grønne englandskab. Væk fra vejen og ud på en smal sti, som bugter sig imellem græs, sten og pytter.

Foto viser landskab set oppefra (næste dag): I baggrunden grusvej og løbs-området.

Jeg bliver meget overrasket. Måske har jeg ikke læst løbsbeskrivelsen ordentligt, men jeg mener ikke, at der stod noget om trailløb. Og trailløb er hvad løbet lige er blevet til … tror jeg, for jeg har aldrig i mit liv deltaget i et sådant … det tætteste jeg har været på ‘trails’, er jogging på skovstier med fast stampet jord.
Jeg har op til løbet mest spekuleret på om jeg kunne holde til at løbe de 9 km efter trappen, for jeg er ikke vant til at løbe mere end 5-6 km – i alt. Dette er en øhhhh ny oplevelse.

Tempoet bliver sat markant ned, mens jeg i moderat fart bugter mig gennem landskabet, der bliver mere udfordrende undervejs.

Jeg træder i dybe vandpytter, så mine sko og strømper er drivvåde og tunge og bukserne er våde op til knæene. Jeg jogger langsommere, mens jeg holder tungen lige i munden. Nu bliver jeg overhalet af dem, jeg overhalede på vej op. De hopper let og elegant fra sten til sten i skridsikre sko til trailløb.

På vejen ned skal vi over passager med trædesten over vand. Balancetræning er ellers fint for mig, men frygten for at glide på stenene i mine ret glatte løbesko lurer.

Efter hvad der føles som en evighed ser jeg en bro og et skilt. 2 km tilbage. Målet er næsten lige om hjørnet. Jeg får et boost af ny energi og tager et kæmpe løbetrin med stort smil. Smilet stivner, da jeg med fuld fart rammer mudderet med hovedet og hele kroppen.

Jeg må have ramt noget med foden og det føles som om jeg har brækket en storetå og et par fingre. Knæene har også lige fået et hug. Skal trailløb føles sådan? Næppe!
Bedøvet af slaget kommer jeg på benene igen og fortsætter; jeg skal jo nedad.

Nedad burde være let, men det er meget, meget sværere end opad.
Fra eng og klipper går turen gennem skoven af mudrede stier og sten.
Landskabet er eventyrligt. Normalt ville jeg fotografere løs, men jeg har andet at tænke på.

Efter at jeg er blevet overhalet af endnu et par stykker, meget demotiverende, og nu helt alene i det grønne, går jeg forsigtigt igennem en bæk, hvor vandet løbet om anklerne på mig. Er det her virkelig den rigtige vej eller er jeg faret vild? Nej, længere fremme skimter jeg igen et par røde flag.

Jeg fortsætter, men farten er nu helt nede i gang og listetempo. Men åbenbart ikke langsomt nok.
Bum. Jeg glider i den stejle, fedtede skovbund og lander på r…. ryg og albuer. Av …

Op igen og videre nedad.
Endelig kommer jeg ud af skoven og øjner langt nede Flørli kajen.
Der er stadig langt igen, men nu sætter jeg farten lidt op.

Kravler over et dyre-hegn og så er der sti.
Jeg løber lidt igen. Det går hurtigere, men ikke for hurtigt af frygt for at glide i gruset.

Efter lang, lang tid er jeg nede ved kaj-området og løber hen ad stien.

Efter et forsøg på en spurt krydser jeg målstregen og smiler anstrengt.
Alligevel føler jeg mig i dette øjeblik ikke synderligt anstrengt.
Snarere høj og super tilpas. Smerterne er dæmpet af endorfiner!

Norge_Flørli_4444_running_Marina_Aagaard_blog_travelEn glædelig overraskelse. Det har jeg ikke tænkt på. Men straks efter målstregen er der medaljer.
Til alle. Altså ‘race bling’, en fin grøn medalje, der naturligvis vender den forkerte vej på mig.

De forslåede arme kommer lige i vejret en ekstra gang. Henrik fotograferer.
Hov, det havde jeg nær glemt igen, igen; jeg slukker pulsuret.

Henrik tager et par fotos ved triumf-væggen (top foto). Nu med medaljen den rigtige vej.

Norge_Flørli_4444_stairs_medal_Marina_Aagaard_blog_travelSå er der mulighed for gratis massage. Et flot tilbud.
Jeg får 10 minutters lægmassage. Det gør ondt, men fremmer nok restitutionen.

Jeg ser på, mens de sidste kommer over målstregen. Jeg er ikke den eneste med blodspor på ben!

Så kommer jeg i tanke om at gå hen til arrangør-teltet. Her vises resultaterne løbende på skærmen.
Der vises  mellemtid for trappen, splittid (?) og samlet tid.

Halløjsa. Jeg ser min egen tid:

Den er rimelig for trappen: 40:48:03. Cirka 109 trin/minut (2,06 km/t). O.k.
Nr. 10. blandt 83 (92/9 kom/fuldførte ikke) kvinder. Faktisk fint i.f.t. form p.t.
Samlet tid blev 1:47:26. Nr. 30 blandt kvinderne. Øverste tredjedel med god vilje!

Acceptabelt for en småt løbende dansker blandt trailløber nordmænd på hjemmebane.
Men jeg er alligevel småirriteret over at jeg slog over i gang – og stoppede for foto! Grrrr.
Trappe- og totaltid rakte til at blive nr. 1 i min aldersgruppe! (ikke ud af 1, men 12!).

16:00 Løpsslut

Efter 4 timer – maksimal tid – er løbet overstået.

Klokken 16:30 uddeles præmier og beviser til de 1, 2, 3 hurtigste løbere M/K.

Så er der vandaktiviteter for interesserede løbere. Jeg vælger nu en tilskuerplads på kajen.

Klokken 18:00 er der spisning. Man kan købe vildtsuppe eller kyllingegryde formedelst 145 NOK. Vi tager det sidste og det smager dejligt. Jeg ville gerne have smagt Flørli øl (jeg drikker ellers ikke øl), men den koster 110 NOK og det er alligevel i overkanten for en dansker, så vi drikker kildevand.

Klokken 19:00 er badestampen, det store vildmarkskar med varmt vand, på kajen tomt (alle gæster har trukket sig tilbage) og Henrik lokker mig i. Det er en fantastisk god ide. Det er vidunderligt at sidde i karret – med udsigt til fjorden – og blive varmet godt igennem, endnu et optimalt (restitutions)tilbud for løbsdeltagere; prisen er ellers 120 NOK.

Norge_Flørli_4444_hot_tub_Marina_Aagaard_blog_travel

Jeg er overbevist om, at den halve time i det varme vand – og den beroligende udsigt – gjorde alverden til forskel. Hele kroppen slappede af og blev frisk igen. Næste dag (og de efterfølgende dage) kan jeg mærke, at jeg har brugt kroppen, jeg skal lige op i gear, men der er forbløffende nok ingen ømhed i lår eller lægge og tå og fingre er kommet sig. Kun har jeg blå mærker på arme og knæ. Det ser ret ‘hardcore’ ud.

20:00 Afterparty

Om aftenen er der afterparty i Skolepubben, der er pyntet fint op med fakler og balloner.
Det er nu stille og roligt. Mange løbere tog aftenfærgen hjem, så vi er kun omkring 25-30.
Henrik og jeg får ‘bobler’ (billigere end øl) og taler med et par af de andre løbere. Hyggeligt.

Efterskrift

Dagen efter går jeg op ad trappen igen, nu sammen med Henrik.
En skøn tur i roligt tempo, omkring to timer inklusive fotostop.
Jeg tror fejlagtigt, at vi kan følge en rigtig sti og grusvejen ned.
Stien er dog ingen rigtig sti; at det er en let 3 timers tur er ikke helt korrekt.

Norge_Flørli_mountain_Marina_Aagaard_blog_travelI stedet for en slentretur får vi en slowmotion, strabadserende vandretur nedad.
På det nederste stykke havner vi nøjagtigt samme sted som ved gårsdagens løb:
Om igen. Kunne være fedt, bortset fra at vi nu har rigtig travlt; stressende.

Vi når kun lige akkurat ned og pakker sammen med lynets hast, før vi skal med færgen.

Norge_Flørli_Lysefjorden_Marina_Aagaard_blog_travel

23.06.19

12:45 Flørli afgang
14:30 Lauvik, henter bil på p-plads
15:30 Victoria Hotel, Stavanger; varmt karbad
18:00 Spisning på Big Horn Steakhouse
21:00 På hovedet i seng.

24.06.19

07:00 Lækker morgenbuffet. Lille fototur i byen.
11:00 Stavanger afgang
15:00 Kristianssand check-in
16:30 Kristianssand Color Line afgang
19:45 Hirtshals ankomst/afgang
21:30 Rønde ankomst/hjemkomst

Det var den tur. En kort tur, men en fantastisk tur på alle måder.
En stor tak til Lysefjord Running for “en løbsoplevelse ud over det sædvanlige”.

Flørli 4444


Læs mere:

Lysefjord Running

Flørli 4444

VisitNorway


Priseksempler Norge (2019):

Hotel og overnatning priser er rimelige.
Mad og brændstof er relativt dyrt.

1 liter benzin: NOK 14-17
1 liter mælk: NOK 15-20
Cappuccino på en café: NOK 30-50
En pakke cigaretter: NOK 105-123
Biografbillet: NOK 120-150
Parkering natten over: NOK 150-800!

1 pizza, stor: NOK 250-280
1 bøf (ret): NOK 300-700
1 hovedret på lavprisrestaurant: NOK 130-230
3 retter på en finere restaurant: NOK 600-1000
En øl i et supermarked: NOK 25-45
En øl på et værtshus: NOK 60-110

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Synes du indlæg er brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flørli 4444, Norge: Verdens længste trætrappe