Cuba rejse dag 7: Cienfuegos cool UNESCO centrum

Cuba rejse dag 8-9: Valle de Vinales UNESCO natur

Af Marina Aagaard, MFT

En Cuba rejse-etape med turens mest fantastiske attraktion.
En hule i Valle de Vinales nationalparken.

Vinales

Vinales er en lille by i Pinar del Rio provinsen. Byen blev grundlagt i 1878. Der er 27.129 indbyggere (2004) og et større antal turister heriblandt klatrere fra hele verden som kommer for at klatre i de specielle bjergformationer, monolitter – selvom det officielt ikke er tilladt.

Monolitterne gemmer også på flere store huler, blandt andet Cubas største.

Nationalparken, Valle de Viñales, omkring byen, er et UNESCO World Heritage Site.

People don’t come to Viñales for the music or the mojitos,
they come to dip indulgently into the natural world, hiking, horse-riding
or cycling through some of the most wonderful landscapes in Cuba.

Lonely Planet

Vinales Valle de Vinales Cuba Marina Aagaard blog travel rejse

Køreturen til Valle de Vinales

I dag kører vi ud af Cienfuegos. For at komme mod vores næste destination Valle de Viñales skal vi først nordpå næsten ind i Havana, La Habana, og så sydvest mod Pinar del Rio og Viñales. En køretur på cirka 417 km; 5:14 timer uden pauser.

Kort efter Havana gør vi stop ved en stor tankstation. Henrik falder i snak med en af de lokale. Han vil gerne have et lift til Vinales.
Henrik indvilliger beredvilligt.

Det er udbredt og endda systematiseret praksis, at cubanerne giver hinanden et lift. Der er busser på Cuba, men mellem byer går de ofte kun to gange om dagen og tidspunkterne kan efter sigende variere. Langs alle veje står små grupper af personer, som vifter med armene, ind imellem med pengesedler i hænderne.

Vores passager er meget entusiastisk og fortæller på lidt engelsk og meget spansk om Cuba, landskaberne, tobaksproduktion, nationalparken og hans cigarbutik i Vinales. Han viser os en smutvej, så vi forkorter turen med 20-30 km ved at dreje fra før Pinar del Río (som jeg egentlig gerne ville have kørt igennem).

Et par gange råber han stop: Så tager han mit kamera fra mig og hopper ud og tager nogle. Jeg ville gerne have taget mine egne og selv i ro og mag udvalgt stoppestederne, men holder mig i ro.

Så råber vores passager igen stop. Nu hopper han ud af bilen og køber to kæmpestore, økologiske mangoer til mig. Duft til dem, siger han – og ja, de dufter dejligt, men jeg har egentlig fået mango nok. Nu ligger de og triller rundt i bilen.

Efter cirka 5 timers kørsel når vi Vinales og kører ind i byen.

Udtur og nedtur

Ved et hjørne står en motorcykelbetjent og vinker. Det ser ud som om at han signalerer ”kør videre, passér gaden”, så Henrik kører stille videre. Det skulle han ikke have gjort. Betjenten hopper op på motorcyklen og sætter blink og udrykningshyletone på! Han vinker vildt med armen: Hold ind! Det gør Henrik prompte.

Vi og vores passager hopper med lynets hast ud af bilen, vi med vores pas. Betjenten forlanger registreringsbevis og lejeaftale, som vi hurtigt finder frem. Han snakker løs på spansk, vi forstår ikke ret meget, men dog at vi alle tre skal sætte os ind i bilen og køre efter ham til politistationen!

Vi parkerer og går inden for. Her venter vi, mens pas og papirer tjekkes. Betjenten kommer tilbage og snakker brysk videre på spansk og giver os en lille seddel. Vi kan vist køre videre. Så vidt Henrik forstår, skal vi i øvrigt ikke som turister tage passagerer med i bilen. Så ved vi det. Og vores passager tilbageholdes fortsat på stationen.

Vi kører videre i vores sorte leje-Peugeot, mens vi ser oldtimer amerikanerbiler i alle farver køre forbi. Vi vil finde vores logi. Jeg har indtastet adressen i google maps som favorit, så selvom vi ikke er online, kan jeg følge bilens færd og den røde prik som er vores destination.

På jagt efter logiet

Vi følger på vores smartphone den lyseblå prik ud gennem byen ad en smal vej, som er helt ekstremt hullet og der bliver færre og færre huse i mere og mere forfalden tilstand. Jeg bliver lettere bekymret. Da vi har passeret det sted, hvor vores casa particular burde ligge, er vejen blevet til grusvej og da der ikke er nogen oplagte kandidater til bosted, vender vi om.
Jeg spørger en ung mand, der går langs vejen. Han kigger på min voucher og vifter armen i retning af centrum, som vi kom fra. Vi kører retur.

Her finder vi efter et stykke tid nummer 5, men der står et andet navn på huset end det, der står på vores voucher, og inde i stuen er en flok mænd i gang med at se tv. Det virker underligt. En af dem kommer ud og hjælper venligt. Først forsøger han at ringe til agenten, men uden held … den venlige agent havde ellers sagt “bare kontakt mig når som helst”.

Så vinker han os hen til bilen og signalerer at vi skal køre efter ham. Så går han roligt hen ad gaden og vi triller efter. Hov, der er vores passager fra bilen; han er sluppet fri og inviterer os hen til sin butik, ”bare 10 minutter”, men jeg vil først finde vores casa, så vi takker nej og siger ”manana”.

Vi kører videre efter vores gående hjælper som drejer rundt om hjørnet og ned ad gaden. Her kommer vi til Mi Rancho, bar-restaurante-pizzeria. Der går han ind. Jeg når lige at tænke ”hvad sker der nu?”

Så kommer en mand ud. Han præsenterer sig som Magdiel og siger ”vi har ventet jer”. Nederst på Mi Rancho skiltet ser jeg nu, at der står Renta de habitaciones, Justa y Magdiel. Så vi er kommet det rigtige sted hen. Adressen er dog nummer 16 A og ikke nummer 5, som der står i vores papirer, og gaden er en anden (uvist hvilken, for der er intet vejskilt)?

Vi bliver overstrømmende modtaget og vist til rette: Vi må vælge mellem to værelser, begge rummelige og med et lille badeværelse. Vi vælger det, der bliver anbefalet som det mest ”private”. Prisen er 324 for et dobbeltværelse og morgenmad i maj måned (lavsæson).

Så får vi en velkomstdrink. Ikke noget med juice her; vi får en mojito og en cuba libre, mens værten skriver vores pasdata ind i hans bog over logerende.

Lillebitte bycentrum

Så går vi forbi den lokale tankstation en tur ned ad hovedgaden i Vinales. Der er stort set kun hovedgaden og to andre krydsende gader.

Vinales er den mest besøgte by i nationalparkområdet. Alligevel er der ikke særligt mange butikker; en cigar- og rombutik, nogle souvenirbutikker, et turistkontor, et minimarked (mercado) og i en sidegade en ’spa’ (skønhedssalon).

Til gengæld er der helt vanvittigt mange overnatningssteder – over 400 og desuden tre hoteller, hvor af de to ligger uden for byen – og et meget stort antal restauranter.

Det er meget svært at vælge spisested: Der er mange, meget små og spartanske lokale og så er der et stort udvalg af mindre restauranter med cubansk, italiensk eller international cuisine … og mange har pizzaer.

Da det er blevet sent efter vores lange køretur, vælger vi dog at gå tilbage på Mi Rancho og spise der; også for at støtte butikken.

Baseret på de sidste mange dages menuer, udmærkede, men ikke mindeværdige, er forventningerne afdæmpede. Henrik vælger bøf (igen) og jeg vælger fisk (igen). Min fisk viser sig at være en ørred, der er i topklasse, hvad angår konsistens (tekstur) og smag). Dertil er der fine løgringe og fisken ligger på en bund af blandede stegte grøntsager i en meget velsmagende sauce. Som tilbehør mørke ris med bønner. Det smager af noget. En dejlig overraskelse. Dertil får vi vand – og Henrik har igen bestilt vin, selvom jeg synes at det har taget lidt overhånd på denne tur.

Klokken 22 går vi trætte og mætte i seng.

Vi sover, men i brudstykker på grund af varmen (selvom der er aircondition; effektiv og dejligt lydløs), lyset udefra og den ret bløde seng; vist standard på Cuba.

Næste dag sidder vi på terrassen klokken 8 og vores vært spørger, hvad vi ønsker til morgenmad. Der er valg mellem europæisk og amerikansk morgenmad. Henrik tager den store omgang amerikansk, mens jeg nøjes med ”kogt æg” og ”lidt toast”; d.v.s. to kogte æg og masser af ristet brød. Inden da har vi fået et stort fad skiveskåret frugt, papaya, ananas og guava samt mango juice. Dertil cafe americano og cafe con leche.

Så går vi på internettet for at hente mail, men må opgive håbet efter en time.

Henrik har set, at kapaciteten her er 0,2 MB mod cirka 180 i Danmark (omtrent 750 gange højere hastighed hjemme hos os selv), så det svarer til at det vil tage 7 timer før han har fået hentet sine mails ned og hvis han vil loade et foto op på fotositet 500px vil det tage 10 timer …

I parken

Ved 10-tiden kører vi 5 km nord for Vinales. Her ligger et par huler. Den ene har ry for at være mest velegnet som restaurant og club, mens Lonely Planet beskriver den anden, Cueva del Indio, som ”god til børn” og ”underwhelming”. Jeg er ikke så blasert og kan godt lide huler, så vi tager alligevel chancen med den sidstnæstnævte.

Vi parkerer bilen, og en vagt kommer frem og beder om 1 CUC (når vi er tilbage). ”O.k.”. Så går vi over gaden til et grønt område og betaler 2 x 5 CUC ved en lille træbod. Så går vi ad en sti og op ad en stentrappe og kommer ind i hulen. Det er en fin hule, kun oplyst af almindeligt lys her og der. Vi går igennem, en ret kort tur, og kommer til en motorbåd med plads til cirka 12. Vi får de sidste to pladser og får en sejltur igennem to grene af hulen og så ud af hulens anden ende. Her er der et overdækket område med forfriskninger, så vi køber et par vand.

Så går vi retur til bilen og kører tilbage mod Vinales. På vejen stopper vi dog nogle gange for at tage fotos. På vejen har jeg læst i Lonely Planet Cuba bogen, en kort notits om at der et stykke udenfor byen er en kæmpehule. Der er ingen by eller retnings- eller tidsangivelse, så vi kører tilbage til vores cases Mi Rancho og spørger dem; værten, med-værten og kokken.

De har aldrig været i hulen og ved ikke helt, hvor langt væk det er, men ”ikke over en time væk”. Vi skal bare køre mod byen og så spørge om vej derfra.

Det fortalte os ikke meget, men jeg er forhippet på at se hulen, så vi kører afsted mod sydvest.

På vejen holder vi ind og ser ’murales prehistorica’; jeg er sikker på at murmalerierne er blevet op for nylig og i vanlig cubansk farverig stil.

Vi kører videre, måske 15-20 km væk, hvilket tager cirka 20 minutter af den bulede vej. Så kommer vi til skilte mod …. og der er også tydelig skiltning mod hulen, så vi drejer fra. Så er der ikke længere skiltning, men vi følger vejen rundt, forbi nogle små huse og så er der igen skilte mod hulen.

Vi parkerer og en kvinde dukker op ud af det blå og beder om 1 CUC (6-7 kroner uanset varighed, hvilket er minimalt i forhold til 1 times parkering i et dansk parkeringshus).

Hun peger hen mod et træhus. Rundt om det løber høns og grise. Udenfor står der et bord med sikkerhedshjelme. Aha. Vi går ind og siger ”dos por cueva” og får at vide, at det koster 2 x 15 CUC’s. Turens dyreste entre. Hvilket kun er rimeligt, fordi Cueva San(to) Tomás er med 46,2 km gange Cubas største hule og ifølge guiden den næststørste i hele Syd-Amerika.

På hule (klatre) tur

Vi, to andre par, et ungt og et midaldrende, bliver mødt af vores guide som hilser os på letforståeligt engelsk. På med hjelmen og så af sted. Han går rask af sted hen mod den skovklædte klippeskråning og begynder at begive sig op ad den ret rustikt udseende trappe med henholdsvis et tykt og tyndt bambusrør på den ene side ind mod klippen og uden nogen form for afspærring udadtil (den var ikke gået i USA eller Nordeuropa). En ret strabadserende tur, fordi jeg bærer vores rygsæk med vand og Henriks ekstra-linser (!)) – hvilket jeg synes er skønt.

Cuba_Vinales_Marina_Aagaard_blog_travel_rejse_guideSå kommer vi op til hulens munding, hvor guiden fortæller om hulen og flagermusene, mens han viser deres afføring. Så begynder vi at gå igennem den og det er en fantastisk oplevelse. I modsætning til europæiske huler er denne ikke oplyst af alt muligt farvet lys. Der er ingen lyskilder – og heller ingen gangstier eller rækværk.

Vi bærer pandelamper og støtter os til hulens stalaktitter og stalagmitter (det bliver jo nok forbudt at røre disse dele i UNESCO verdensarvsområdet på et tidspunkt …).

Af og til stopper vi op og guiden forklarer om hulens udvikling. Meget interessant.

En enkelt gang beder han os om at blive på stedet og slukke pandelamperne. Det gør og det er næsten uhyggeligt, så mørkt der er. Vi står i mørket et stykke tid og øjnene vænner sig ikke til mørket, så det er til at se noget. Der er kulsort, ikke en gnist af lys – det står pludselig lysende klart, hvorfor det ikke er muligt sådan bare at finde ud igen, hvis man blevet fanget i eller er faret vild i en hule uden lys.

Vi bevæger os i to af hulens syv niveauer og kun i en lillebitte del af den. Det meste af den 60 km lange hule er ikke tilgængelig for offentligheden, men det vi ser, er enestående (for hulefans).

Til sidst (alt for hurtigt) vender vi om og går tilbage ad den samme rute. Jeg tænkte at vi ville komme ud et andet sted, men nej. Og så skal vi ned ad trapperne igen; man kan sige, at det er intet problem for en trappegænger, men disse trapper er ret rå, så man skal holde tungen lige i munden. Det kan jeg lide, desværre må jeg fraråde turen til gangbesværede og utrænede.

Efter 1½ time er turen forbi. Et highlight på vores Cuba-tur. Vi kører tilbage til Vinales. Midt i byen drejer vi fra ned ad Adela Azcuy vejen. Den bliver smallere og smallere og mere og mere hullet.
Efter en kort køretur holder vi ved et træskilt og vi kan forstå ”hertil og ikke længere i bil”. Så vi parkerer bilen og begiver os videre ad en jordvej. Her står flere heste tøjret og en gruppe ryttere passerer os.

Finca Raul Reyes

Da vi er næsten ved toppen af jordvejen er der en portal af træ med et lille skilt Finca Raul Reyes. Vi er kommet det rette sted hen:
Man kan ikke besøge Cuba uden at besøge en finca, en plantage med produktion af tobak, rom og frugt. Vi går nedad indkørslen og ind under et halvtag i strå.
Straks bliver vi budt velkommen af en mand, der spørger om vi fandt vej hertil på grund af nævnelsen i Lonely Planet og det må vi jo svare ja til.

Han viser os en står opslagstavle, hvor der er fotos, visitkort og mønter fra hele verden. Stedet er åbenbart meget populært også blandt klatrere, selvom klatring officielt ikke er tilladt i Cuba.

Vores vært fortæller os, at det er gratis at besøge finca’en, men at man har mulighed for at købe cigarer, rom og frugtjuice til billig pris, hvis man har lyst til det.

Vi går en tur rundt på området og fotograferer. Vi ser to små skilte mod henholdsvis et udsigtspunkt, ’mirador’, og cueva, en anden (lille) hule. Henrik og jeg går ad vejen mod udsigtspunktet, men skiltningen stopper og vi ved ikke, hvor langt det er væk, så vi vender om igen med uforrettet sag.

Så deler vi os. Henrik går op for at smage rom og jeg går mod hulen, en 5 minutters gåtur. Også her er der en trappe op. En virkelig sej trappe, der to steder er ødelagt af klippestykker. Det stopper mig ikke, jeg kommer op til hulen. En ret almindelig indgang og jeg går et lille stykke ind … men det bliver ret mørkt.

Så kommer jeg i tanke om at tænde mit iPhone lys, det lyser ellers ret godt op. Men ikke her, det normalt skarpe hvide lys bliver opslugt af mørket og jeg går kun få skridt længere ind, før jeg haster tilbage ud i lyset … ikke særligt modigt.

Cuba_Vinales_cave_Marina_Aagaard_blog_travel_rejse_guide Cuba_Vinales_cave_Marina_Aagaard_blog_travel_rejse_guide Cuba_Vinales_cave_Marina_Aagaard_blog_travel_rejse_guide Cuba_Vinales_cave_Marina_Aagaard_blog_travel_rejse_guide Cuba_Vinales_cave_Marina_Aagaard_blog_travel_rejse_guide Cuba_Vinales_cave_Marina_Aagaard_blog_travel_rejse_guideWhat goes up, must come down.
Her uden håndtag. No problemo.

Cuba_Vinales_cave_Marina_Aagaard_blog_travel_rejse_guideNed ad trappen igen og retur til Henrik (som i mit fravær har købt rom …).
Så smager vi for første gang på turen mamey juice, sødlig og lækker:
En grim frugt udefra set, indeni flot og rød-orange med en stor sten.

Vi spiser italiensk

Vi kører tilbage til vores casa, stiller bilen, går i bad – vi er blevet møgbeskidte af huleturen og gåturen i markområdet ved fincaen – klæder om og går hen i midtbyen. Det er svært at vælge en restaurant, så vi vælger den TripAdvisor berømmede El Olivo, italiensk restaurant.

Det kan man sige er dårligt; at spise italiensk, når man er på Cuba. Men for det første reklamerer El Oliva med økologiske råvarer fra deres egen finca – af samme navn – her i byen og for det andet har vi fået rigelig ris i løbet af den sidste uges tid.

Vi får en lille appetizer, Henrik drikker hvidvin og jeg drikker en grøn grøntsagsjuice, som er den sundeste jeg nogensinde har smagt; her er absolut ingen frugt eller andre forsødende elementer.
Til forret og hovedret vælger Henrik gazpacho, kold tomatsupper, og kylling, mens jeg vælger aubergine med gedeost og dernæst pasta med tomat og gedeost. Det er et velsmagende måltid, der smager friskt og lækkert. Vi er glade for vores restaurantvalg.

Så går vi retur, men på vejen ser vi en lokal restaurant som reklamerer med pandekager og is. Her spiser Henrik vaniljeis og jeg spiser pandekager med frugt. En mættende afslutning.

Måske endda for mættende; for en gangs skyld føler jeg mig lidt forspist.
Da vi kommer hen til vores casa, bestiller vi begge rom – det skulle virke godt på maven. På værtens anbefaling vælger vi hans favorit Santiago Ron, fra den næststørste by på Cuba. Den smager fint, men maven får det ikke meget bedre

Ved 23-tiden går vi seng og sover nogenlunde.
Vi kan i hvert fald ikke klage over larm; Mi Rancho ligger lige ved hovedgaden, men i god afstand fra barer – og byens kulturcenter – hvor der spilles livemusik til sent.

Næste morgen ved 8-tiden spiser vi samme slags morgenmad som dagen før. Det nye er, at i dag får vi ananasjuice. Det smager næsten som pina colada, en utroligt lækker smag; meget langt fra karton ananasjuice i Danmark.

Da får vi øje på bilen, vores lejede Peugeot, der er blevet tiltagende støvet på vores tur igennem Cuba. Den er skinnende ren og stråler i solen. Sikken en overraskelse.
Mens vi har sovet, har værtsparret vasket vores bil … og ”det koster ikke noget, det er bare noget vi gør.” Vi lægger en del farvel-drikkepenge, her og der i casa’en.

I botanisk have

Efter morgenmaden går vi skråt over gaden til en af byens attraktioner: Den botaniske have. En lille port med et lille skilt viser, at den lille have er her.
Vi går ind og bliver hilst på spansk; vi forstår, at der er en guide, der viser rundt. Det koster ikke noget, men man bliver glad for en donation, der går til pasning af haven.

Vi går hen til guiden, der taler med et australsk par. Vi slutter os til og sammen får vi en halv times rundvisning på letforståeligt engelsk med interessante fortællinger om udvalgte træer.
Blandt andet ’turisttræet’, som kaldes sådan fordi dets rødlige, skællede bark minder om turister efter et par dage på Cuba (ikke os, for vi huskede solcremen!). Og ’svigermortræet’, hvis blade er ’twofaced’; hvide som en engel på den ene side og mørke (brune) på den anden.

Da turen er forbi, får vi en smagsprøve (frisk ananas), skriver en kommentar i gæstebogen og lægger en donation. Australierne giver 5 CUC’s, vi giver kun 4 CUC’s, fordi det er hvad vi har tilbage i småmønter.

Så går vi tilbage og pakker bilen og kører af sted før middag.
Farvel til smukke og særegne Vinales.

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cuba rejse dag 7: Cienfuegos cool UNESCO centrum