Cuba rejse dag 7: Cienfuegos cool UNESCO centrum

Af Marina Aagaard, MFT

Fra Trinidad går turen nu til Cienfuegos i nordvestlig retning.
Om formiddagen kører vi ud af den ene UNESCO by til den næste.

Cienfuegos

Cienfuegos, der blev grundlagt i 1819, har 150.000 indbyggere (2012). Den kaldes også Sydens Perle, La Perla del Sur; en spændende by ved Bahia de Cienfuegos bugten. Byen er kendt for dens bygninger fra kolonitiden.

På den anden side af bugten er der en stor fæstning, Castillo de Jagua, som man kan køre eller sejle til. Der er også en kuppel, et atomkraftværk, Planta Nuclear de Juraguá, bygget med hjælp fra russerne; værket og den tilhørende bydel CD Nuclear kom dog aldrig i brug.

Køreturen til byen

Vores køretur fra Trinidad til Cienfuegos er på 82 km, cirka 1:10 t kørsel, den foregår ad hovedvejen, en bulet vej gennem et frodigt landskab. I dag kommer vi tæt på havet med klippekyst, azurblåt vand og flere flodmundinger. Udsigten er dog ikke helt så god som det ser ud til på kortet; det meste af tiden er vandudsigten blokeret af tæt grønt buskads.

Gader med numre

Efter bare 1½ times kørsel er vi i Cienfuegos. Som i USA er gaderne nummereret, så det er relativt nemt at se, hvor man er på vej hen.

Vi finder vores B&B Tacón 111 og vi bliver budt varmt velkommen af vores værtinde Mary. Vi parkerer bilen lige udenfor – i kvarteret som ud over dette overnatningssted ser lidt slidt ud. Vi spørger efter et parkeringsområde. Vi får at vide, at det er ikke nødvendigt, for der er lys i gaden. Hun viser os værelset og fortæller derefter om sightseeing muligheder i Cienfuegos.

Værelset er det mindste til dato. Det samme er badeværelset med en dryppende bruser. Til gengæld er der et lille sæbeudvalg og et kosmetik-forstørrelsesspejl; det er en kvinde, der styrer butikken. Værelset koster 293 DKK inklusive morgenmad; i maj (lavsæson).

Efter at vi har parkeret bagagen i værelset, går vi ned ad gaden. Hovedgaden er kun to blokke væk.

Først går vi til venstre mod vandet, men da vi har taget et hurtigt kig på (strand)promenaden, går vi retur og den anden vej ind mod det historiske centrum.

Bymidten domineres af imponerende flotte bygninger. Det og beliggenheden ved vandet gør byen til en oplagt destination.

Fantastisk søjlegange

I 2005 kom bymidten på Verdensarvslisten, UNESCO Urban Historic Centre of Cienfuegos; “som det bedste eksemplar spansk byplanlægning i det tidlige 19. århundrede.” Centrum rummer seks bygninger fra 1819-50, 327 bygninger fra 1851-1900 og 1188 bygninger fra det 20. århundrede. Intet andet sted i Caribien har så stor en repræsentation af neoklassisk arkitektur.

Det er varmt, 35 grader Celcius, så vi går ind på hotel San Carlos og køler af i lobbyen i art deco stil med moderne møbler. Vi nyder 2 x 3 kugler lækker vanilleis og et par topklasse pina coladaer. Her er endda wifi, så vi deler et par instagram fotos.

Så går vi ud i varmen igen (vi har fået at vide, at lige nu – i maj – er der omkring 0 grader Celcius og hagl i Danmark). Heden slår hårdt og sveden driver ned ad kroppen, mens vi går mod byens centrale park, som nærmere er en meget stor plads, der er omgivet af byens fineste bygninger.

I teatret

Attraktion nummer et er Teatro Tomás Terry, der blev bygget 1887-1889. Imponerende udefra, elegant indeni med marmor, træ, tykke tæpper og loftmaleri i italiensk stil. Vi betaler 2 x 5 CUC’s for at komme inden for og fotografere. Der er en særlig stemning i teateret, der stadig er i brug (vi ser en gruppe af dansere i færd med at øve på scenen).

Marti Parken – pladsen – med rådhuset i baggrunden. Rådhuset har en flot trappe, som bliver flittigt fotograferet fra gaden. Det er ikke tilladt at komme ind på rådhuset, men hoveddøren er åben og vagterne er meget, meget tålmodige.

Catedral de Nuestra Señora de la Purísima Concepción, katedralen; bygget fra 1833–1869.

Arco de Triunfo; Triumfbuen, den eneste af sin slags i Cuba.

Så går vi videre ud i parken (pladsen).
Vi sætter os i baren El Palatino, i en af byens ældste bygninger. En mørk bar i træ med livlige og diskuterende stamgæster. Vi drikker kildevand og Henrik desuden en Cristal øl.

Så går vi tilbage ad bagvejen ned mod vandet. Vi kommer til et havneområde, hvor der er kunstudstilling, en del af Bienal de La Habana. Meget moderne og godt tænkt.

Efter mere fotografering går vi langs vandet tilbage mod hovedgaden. Udsigten til vand og bygninger er fænomenal, men lugten fra vandkanten er fæl. Kigger man ud over kanten, ser man at stenstranden i stort omfang fungerer som skraldespand … synd for såvel fisk som folk.

Vi går videre. Tilbage til (strand)promenaden. I mellemtiden har jeg læst mig frem til at der er fotovenlige bygninger ude på det yderste punkt, Punta Gorda, så i stedet for at vende om, går vi nu videre, mens dagen går på hæld.

Turen er lidt længere end vi regner med og kvartererne bliver mere slidte og triste. Vi burde måske have taget en af de mange cykeltaxier, hvis cyklende førere har anråbt os.

Vi når dog ud til spidsen og her er området fint med nogle fine bygninger blandt andet Palacio de Valle, som er en ’overpyntet kransekagefigur’. Meget romantisk udseende, men madanmeldelserne er ikke helt i top, så vi vender om og går tilbage ind mod byen.

På vejen retur holder vi en kort pause i den flotte, cool Club Cienfuegos, hvor et orkester spiller suveræn cubansk musik.

Vi sætter os ned og nyder musikken, starten af solnedgangen og en o.k. mojito. Bygningen og stemningen er fantastisk.
Man kan også spiser her, men vi har fået anbefalet et lille listigt sted af vores værtinde, så vi prajer en taxi og kører af sted.

Rundt i kvarteret

Han kører en kort strækning med os og stopper. Det forstår jeg ikke? Værtinden sagde, at spisested var lige rundt om hjørnet (inde i byen), og her kan jeg ikke se en restaurant, bare nogle forhutlede huse. Så jeg beder chaufføren køre os ind til centrum.

Her tager vi visitkortet fra restauranten i hånden og bevæger os forbi vores hostal hen ad gaderne til ’stedet i nærheden’. Vi går længe og spørger om vej et par gange, og de adspurgte peger bare udad. Vi går videre.

Til sidst er vi næsten tilbage til stedet, hvor vi holdt med taxien!
Og ja, da vi går et par meter tilbage ad Avenida 32, ser vi et skilt gemt i det grønne ”La Roca” foran et almindeligt hus, dog med en trappe op, der nu er oplyst. Steder er ikke opført under restauranter, men måske er det et hostal med servering?

Vi går ind. Restauranten er ret bar og fra et tv lyder høj 80’er musik. Vi sætter os og får en appetizer; brød med tomat i olie. Udmærket smag.

Jeg bestiller forret, caprese salat, tomat og mozzarella. Efter et stykke tid kommer servitricen tilbage: Der er ingen mozzarella, men jeg kan få cheddar i stedet. Det lyder ikke godt, men jeg vil ikke skuffe dem og takker ja.
Så kommer en tallerken med kæmpetomatskiver og tykke skiver cheddar ost. Det smager ikke så slemt som det lyder og der er rigelig balsamico til. Henrik hjælper mig med osteskiverne.

Henrik får derefter oksemørbrad og jeg – fordi jeg er lidt skuffet over de sidste lokale retter – bestiller den lokale pasta bolognese. Speciel: En kæmpe portion mørkebrun pasta med fint hakket skært kød. Ingen spor af tomat. Trods det triste udseende smager retten godt, men for en gangs skyld er jeg mæt før jeg er en tredjedel igennem, nok fordi jeg har også spist en lille portion friske grøntsager som Henrik har bestilt … og forgæves afbestilt, fordi han i stedet valgte stegte grøntsager.

Jeg drikker vand, Henrik tager et glas vino til … efter at han først har bestilt og kæmpet sig igennem en tinto (rødvin i Italien), der viser sig at være en sodavandsdrik med lidt rødvin i!

Meget mætte og ret tilfredse går vi hjem gennem de halvmørke, halvtomme gader.
Så direkte i seng ved 22-tiden.

Sidste timer i byen

Klokken 8 næste morgen sidder vi ved morgenbordet i Cienfuegos. Den sædvanlige menu. En tallerken frugt, ananas, mango og guava. Og mangojuice. Henrik spiser omelet. Jeg tager et stykke ost på brød, men osten smager lidt som smør, så derefter holder jeg mig til kaffen, der er lige tilpas.

Så spørger vi om der er internet. Værtinden nikker ja og giver os koden. Vi prøver at koble på via vores pc’er, hvilket ikke lykkes. Vores venlige værtinde fortæller os, at man kan kun koble på via mobil … nå, så fik jeg ikke kigget på de blogindlæg i dag heller. Jeg lægger i stedet to instagram fotos op.

Vi når desværre ikke mere sightseeing i den flotte Cienfuegos by. Vi pakker bilen og kører hen til den travle tankstation. Der kan man få Gasolina Especiales (blyfri).
Det kan man langt fra alle steder, har vi erfaret; der kan være meget langt mellem brugbare tankstationer.

Henrik parkerer ved den ene side af tanken. Så bliver han vinket om på den anden side. Så kommer der en tankpasser og tanker – fra tanken på den første side; Cuba er fuld af mysterier.

Efter tankning ind på tankstationens lille kontor og betale med kontanter.

Vi må videre. Vi skal have hævet flere kontanter. Vi kører hen i byen. Henrik parkerer i hovedgaden og jeg går på jagt efter banken. Den ser jeg ikke, men i en sidegade ser jeg to ATM-maskiner. På den anden side af gaden er der en kø. Her stiller jeg mig bagest i køen, ”ultimo” pladsen.
Når en er færdig ved automaten på den anden side, går den næste over gaden for at hæve penge. Alle andre holder sig i behørig afstand.

Jeg forsøger at hæve, men kortet virker ikke. En, to, tre gange uden held. Efter sidste gang ser jeg at Henrik i kampens hede har stukket mig sit kort, der er (næsten) identisk med mit – som jeg nu sandsynligvis har fået spærret med tre kodeforsøg (med min egen kode)! Det kaos som værtslandet ikke klarer, klarer vi selv.
Efter 20 minutters venten og 5 minutters fumlen ved automaten må jeg gå med uforrettet sag!

Vi kører ud af byen.
Af sted til Valle de Vinales.