In London Town: Graffiti Underground

Maxpuls test: Broadgate Tower Run Up 2018

Af Marina Aagaard, MFT

Til et foredrag forleden spurgte en motionist:
Hvordan finder man sin maksimalpuls? Mit svar:
Løb hurtigt op og ned ad bakke eller høj trappe 2-3 gange.

Man kan også finde sin maksimalpuls med avancerede laboratorietests,
men den nævnte test er meget effektiv og præcis …
Jeg fandt min maksimalpuls (igen) efter den tredje tur i denne weekend.

Det var nu ikke for at finde maksimalpulsen, men for at få en oplevelse:
Trapper og weekend-tur; et påskud for at besøge fantastiske London,
tænkte jeg, da jeg så en annonce på nettet for tre måneder siden:

Broadgate Tower Run Up, et elite trappeløb i London City –  også for motionister.

Lørdag 24.11.2018

07:00 Morgenmad, yoghurt med müsli, melon, vandmelon, banan, vand, appelsinjuice, kaffe

…………… Aftenen før spiste jeg laks og pasta og lidt grønt/salat som før-event måltid.

08:00 Bad, påklædning.

09:00 Afslapning med benene i vejret. Hvorfor er jeg nervøs, det er  jo kun for sjov?!

11:00 Gå henad gaden og over gaden til Broadgate Tower – i GOD tid før min start

11:15 Monterer startnummer og chip om ankel, drikke vand i små slurke

……… Jeg har et blåt nummer, for de, der har valgt at tage tre ture (rødt nummer er én tur)!

11:30 Går omkring, sidde ned, gå omkring, gå på toilet, tage fotos af de andre

12:00 Begynder at spise en håndfuld rosiner et par stykker ad gangen.

12.30 Tager overtrækstøjet af – lidt tidligt og her er koldt, på toilet sidste gang

13.00 Fælles opvarmning (flere brandmænd er med iført støvler og dragt!); jeg starter pulsur.

13:10 Efter opvarmning og en lille gåtur udenfor og rundt om bygningen til bagdøren:

……… Deltagere i heat sendes afsted med 15 sek. mellemrum, jeg som nummer 3.

Første tur

Jeg starter med at jogge op lidt hurtigere end normalt.
Det fraråder løbsledelsen ellers, da det er bedst at starte langsomt,
så man sparer på kræfterne – især hvis man tager tre ture.

Jeg ser senere, at flere er blevet nødt til at stoppe efter en eller to af de planlagte tre ture,
så det er et god råd at disponere sit løb.

Mit mål er dog at lægge afstand til løberne bagved, for at slippe for at gå til siden
for eventuelle overhalende.
Benene har det o.k., men jeg er presset konditionsmæssigt …

Hvor er det hårdt! Min fart tager lidt af undervejs, selvom
jeg holder mig i en form for joggetempo i stedet for at gå.
Jeg bruger heller ikke gelænderet som jeg ser andre gøre.

Heldigvis får jeg overhalet de to foranløbende plus et par stykker
fra andre heats som står helt færdige på afsatserne …
Kun en gang nær toppen bliver jeg overhalet af en ung fyr i høj fart.

På vejen op ser man nummeret på etagerne og nogle enkelte steder
er der motiverende skilte med blandt andet at, de der tager trappen
har stærkere ben, hjerte og kredsløb end andre!

Der er også angivet, når man er på højde med Tower of London,
London Eye (pariserhjul) og et monument (husker ikke hvilket).

Jeg kigger overhovedet ikke på pulsuret undervejs.
Jeg koncentrerer mig kun om at holde rytmen og komme opad.
Jeg har ingen fornemmelse af tid eller puls (men ved den er høj).

Endelig er jeg ved toppen. Pulsen hamrer afsted og halsen er tør.
Jeg stopper ved siden af et par officials.
Slapper af; hjernen fungerer ikke så hurtigt efter sådan en tur.

Først efter XX sekunder opdager jeg, at jeg IKKE har krydset
måle-linjen. Grrrrrrrrr (det kunne de officials godt have sagt),
jeg skynder mig at krydse linjen og vender så om for at gå en
etage ned, for at tage elevatoren ned til start.

Vi er en gruppe på fire og vi må vente, mens elevatoren skal op
hele vejen nedefra. Det tager tid. Det giver en pause, men
betyder at den samlede tid bliver længere; det tæller dog ikke ned.

Nede igen. De andre løber op. Jeg tøver og kigger mig omkring efter en
official, der skal sige “go”. Der står kun en (official?) og kigger blankt.
Jeg må selv spørge en anden løber; ja, løb bare, du bliver jo målt automatisk.

Foto: Ben Lumley

Anden tur

Det har jeg ikke prøvet før ved almindelig trappetræning: Mine ben føles
nu tunge og som om de ryster! Det er virkelig strengt. Jeg fornemmer, at
det går langsommere end før: Hele denne tur er virkelig en kamp.

Faktisk prøver jeg på de sidste ti etager at bruge skiftevis højre
og venstre arm til at trække mig op nogle gange, men min “pull up”
teknik er ikke optimal, så det gavner ikke særligt meget.

For hver 10. etage står der officials og rækker vand
og tror jeg slik frem, men jeg takker nej hver gang
for ikke at stoppe op og komme ud af rytmen.

Jeg når anstrengt toppen og denne gang dummer jeg mig ikke.
Jeg styrer direkte ind i det lille lokale til højre for trappen,
så min tid bliver målt og jeg kan hænge op ad en stolpe og få
styr over vejrtrækningen: Dybe indåndinger, længere udåndinger.

Kun kort pause og så ned en etage, vente på elevatoren og
så ned til ground floor, ud af elevatoren og hen til start igen.

Mens jeg venter … halløj … på gulvet står en flaske vand.
Jeg åbner den og tager en enkelt stor slurk. Skønt.
Jeg drikker normalt ikke undervejs, men lige nu trænger jeg!

Foto: Ben Lumley

Tredje tur

Forbløffende nok falder min puls rimelig hurtigt.
Fra toppen omkring 170 pulsslag og ned til 120 pulsslag,
når jeg går ud af elevatoren, cirka 50 slag ned.
Det er rigtig godt; jeg er relativt hurtigt klar igen …

Denne gang føles det bedre i kroppen. Jeg er tilbage i rytmen.
Vejrtrækningen er nogenlunde under kontrol.
Benene har det bedre end før. Alligevel er jeg presset.

Det handler ikke om en afsluttende spurt …
Det handler om at holde benene i gang og afslutte fornuftigt.

Endelig. Oppe ved toppen. For sidste gang.
Jeg går gispende ind i rummet.

Hov, der står en fyr med et ark med stjerne klistermærker…
Nu husker jeg noget om, at man vist skulle have en stjerne
påklistret løbsnummer efter hver tur – jeg så lige en fyr med
en på panden – men jeg har ingen fået?

Nå. Stjerner eller ej: Jeg får at vide, at jeg skal aflevere min chip
ankelrem – og så får jeg en ‘løbsmedalje’. Hurra. Race bling.
En fin ting for os, der ikke er vante ved medaljer …

Jeg går for sidste gang en etage ned og tager alene
elevatoren ned til start. Da jeg er nede, er jeg superfrisk
og lettet over at det er overstået, så jeg løber tilbage til start
(receptionen) – også fordi det er meget koldt!

Jeg går indenfor – og bliver hilst på af et par toptrænede italienere,
eliteløbere, jeg genkender fra Verdens Hårdeste Kilometer i april.

Jeg stopper mit pulsur, men kigger ikke på det.

Mit resultat

Jeg kigger på løbsresultaterne og bliver overrasket:

Ud af den lille gruppe af personer, der tog 1/4 mil, 3 x 877 trin, er status:

  • 23:49 minutter for 2631 trin (eksklusive trin på afsatser): Acceptabelt.
  • Tur 1: 7:13 Tur 2: 8:13 Tur 3: 8:22 – nogenlunde jævnt og > 100 trin/minut.
  • Nummer 23 ud af 72 starter M/K (øverste tredjedel, he-he).
  • Nummer 7 ud af 30 startende kvinder.
  • Nummer 3 i min aldersgruppe (og der var flere end tre med i gruppen).

Det kunne have været meget, meget værre …

Faktisk bliver jeg lidt ærgerlig over, at jeg smølede på toppen, for så kunne det have set endnu bedre ud.

Well. Det var det. For en middel … motionist, er det o.k.

Jeg går over til fotovæggen og Henrik tager et par billeder.

Climb. Drink. Rest. Repeat. 

14:15 er det hele overstået (for mit vedkommende). Jeg klæder mig på (og om).

15:00 Vi tager til Camden Lock market på sightseeing.

18:00 Vi spiser aftensmad (jeg får igen laks og pasta). Bagefter tjekker jeg pulskurve. Max!


Broadgate Tower Run Up 2018

Hvad? The Broadgate Tower Run Up 2018
Hvor? The Broadgate Tower, 20 Primrose Street, London
Hvornår? Saturday 24. November 2018 fra kl. 09:00.
Hvem? Elite og Motionister inklusive undertegnede

Hvad præcis?

  • 35 etager
  • 877 trin
  • 1 gang (1 Climb) – Elite distance
  • 3 gange (3 Climbs = 1/4 Vertical Mile)
  • 12 gange (12 Climbs = 1  Vertical Mile)
  • Broadgate Run Up er valgt som London event i the Vertical World Circuit 2018 (elite trappeløberes world  cup) og er en ikonisk trappeløbslocation i The City of London.

Eventen omfatter:

  • Chip timing, så man får nøjagtig tid, også på de pauser man holder (blandt andet, når man skal ned med elevatoren og starte forfra).
  • Vand og slik undervejs ved behov.
  • Event medalje (race bling)
  • Bonus, hvis man slår tidsrekord eller kommer som nummer 1, 2 eller 3.

Hvorfor gør jeg det? For oplevelsen og:

For at promovere trappegang som alle tiders form for nem motion.

Trappeløb som løb er derimod en lidt anden snak!

Følg min Blog HER og Instagram HER

4 kommentarer

  • Lone

    Uha ja, men det kræver også sin kvinde💪👏. Du er et godt forbillede, uanset☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Gisp, du er bare sej! Respekt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marina

      Hey Lone,
      Tusind tak for din supersøde hilsen.
      Men nej, jeg er ikke særligt sej …
      Jeg forsøger at vise, at hvis jeg kan, så kan alle …
      hvis de altså selv vil.
      DBH
      Marina “tag trappen det duer” Aagaard

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

In London Town: Graffiti Underground