Tour de velsmag i Nordisk Spisehus

Familie fitness: Motion for hele familien

Af Marina Aagaard, MFT

Den hyppigste årsag til ikke at motionere: # 1 barriere: For lidt tid.
En specifik årsag: Jeg vil hellere bruge tid sammen med familien.

Løsning: Familie fitness

DR P4 havde d.d. (2018.10.21) fokus på familie fitness, hvor voksne og børn træner sammen.
I et live interview bekræftede jeg, at det er vigtigt at forældrene er aktive rollemodeller
og giver børn gode (motions)vaner for livet.

Her til aften viste DR TV Avisen familiefitness fra bl.a. Loop Fitness og DGI huset Aalborg,
jeg kommenterede i udsendelsen, at det giver forældre mulighed for at træne i en travl livsfase.

Familie fitness Strong Viking

Hvorfor familie fitness?

Familien er vigtigst, så hvorfor i det hele taget bruge tid på fitness og anden motion?

Fordi man får det bedre fysisk og mentalt og mere overskud til alt det andet
– inklusive mere overskud til at tage sig bedre af sig selv og sine nærmeste.

Du skal lave aktiviteter med dine børn,
som forhindrer dem i at være online (…).
Det er vigtigt at sætte ind med et moment
af reel fare mod den friktionsløshed,
de udsættes for i den digitale verden.
Bent Meier Sørensen,
professor på Handelshøjskolen i København

Hvorfor fitness og ikke (kun) idræt?

Fordi motion såsom målrettet fitness ud over blot fornøjelse og bedre fysisk form,
mindsker stress og forbedrer almen sundhed og kan forebygge eller helbrede sygdom
– og endda ret nemt, på fleksible tidspunkter, uden regler (krav) og tit uden udstyr.

Fitness – inklusive familie fitness – kan omfatte forskellige former for aktiviteter blandt andre:

  • Styrketræningsøvelser med kropsvægt, frie vægte eller maskiner – ofte udført en ad gangen.
    Der findes styrketræningsmaskiner i børnestørrelse.
  • Kredsløbstræning med kropsvægt (løb, gang o.l.) eller små redskaber som fx sjippetove eller udstyr (spinning, kondicykling o.l.) – individuelt eller på hold, inde eller ude.
  • All-round holdtræning, hvor man sammen, i grupper eller to og to laver øvelser
    for kondition, motorik og bevægelighed.
  • Crosstraining (blanding af flere aktiviteter), crossgym o.l. er ligeledes allround inde
    eller ude træning, ofte mere intensivt, hvor man sammen, i par eller grupper laver øvelser.

Det gælder om at vælge den form, der passer bedst til familien og børnene
og det hold og den instruktør eller træner, som virker mest motiverende.
Der er forskellige slags træning til forskellige temperamenter og niveauer. Spørg bare.

Tid til familietræning

Siden midten af 00’erne har der været fitness tilbud for børn, bl.a. i erkendelse af,
at ikke alle børn brænder for traditionel idræt og boldspil; særligt ikke hvis der ekstra kilo
at bære på, så hurtige, komplekse bevægelser føles ekstra anstrengende.

Omkring 1 million danskere dyrker fitness og deltagerne er i alle aldersgrupper
fra 16-års alderen og helt op i 80’erne. Omkring  25-30-års alderen falder aktiviteten dog;
den alder, hvor mange stifter familie. Og for mange kommer efterfølgende ikke i gang igen …

Især kvinder i den aldersgruppe holder pause fra idræt og motion. Alternativt skiftes mor og far
til at at passe børn, mens den anden træner.

Med alle de ting man skal nå i en travl hverdag er der behov for løsninger, der slår flere fluer med
et smæk: Motion for hele familien på samme tid … det sparer desuden både tid og transport.

Efterhånden er travle forældre begyndt at søge træningstilbud for hele familien – og de store
gymnastikorganisationer opfordrer direkte foreninger til at tilbyde familietræning.

25-50-75 målsætning: 75 % fysisk aktive danskere (61 % p.t.) i år 2025; 50 % i foreninger.

Der er ingen grund til at blive på sidelinjen.
Man kan forene det nyttige med det behagelige …

Familie fitness definition?

Et bud:

Motion for mor, far og børn sammen.
Motion, socialt samvær, sundhedspleje
og familietid i kombination.
 

Hvor små børn kan være med?

Familiefitness er normalt gearet til børn fra 6-8 år og opefter.

Afhængigt af rammer og form er også spædbørn jævnligt med;
for det mest med i barnevogn eller på et tæppe ved sidelinjen.

Mindre børn i alderen fra 1-5 år er ofte meget livlige og nysgerrige og kræver særlig
opmærksomhed fra forældre og instruktør; man bør checke om hold er egnet til det.

I løbet af årene har mange fitnesskæder i øvrigt tilbudt børnepasning for de mindste,
så nogle steder (uden familie fitness) kan småbørnsforældre alligevel træne.

Er fitness ikke farligt for børn?

Nej. Fitness motionstræning for børn er ikke farlig, hvis den er aldersrelateret, dvs.
passer til børnenes udviklingstrin. Børn kan ret meget i små og lette(re) portioner.

Styrketræning med kropsvægt og moderate vægte kan ligefrem være sundt for børn,
derimod bør der ikke trænes med maksimal vægt og træningen skal være sikker; sikkert
træningsområde og hensigtsmæssige bevægelser, så uheld og overbelastning undgås.

Forældrene bør spørge til træningens rammer og indhold og trænerens kvalifikationer.

I øvrigt: Den bedste familie fitness sikrer, at ikke kun børnene får motion,
men også de voksne, så hele familien får mest muligt ud af motionstiden.

Familie fitness former

I øjeblikket eksisterer der rundt om i landet følgende modeller:

Mor, far og børn træner sammen

  • På egen hånd evt. med instruktørhjælp i fitnesscenter med adgang for børn
  • På faste, åbne hold, fitnesscenter familiefitness hold med instruktør – inde eller ude
  • På forløb med andre familier, familie fitness bootcamp fx a 8-10 uger; med træner
  • Med personlig træner – for egen familie; i fitnesscenter, ude eller hjemme
  • På pop-up events med familie fitness eller ‘for alle’ hold; af og til gratis, ofte ude

Nogle foreninger tilbyder konceptet CrossGym, familievenlig holdtræning; foregår tit ude
med naturens redskaber og udvalgte fitnessredskaber såsom medicin bolde (vægtbolde).
I andre er det blandet holdtræning. Eksempelvis er skiforberedende træning i årtier
foregået som familie fitness, hvor de alleryngste, unge, voksne og ældre træner sammen.

Eksempel: I DGI-Huset Vejle kan børn 10- 14 år sammen med en voksen,
der har taget “kørekort” til familiefitness, træne i fitnesscenteret tre gange
om ugen i perioderne onsdag og fredag kl. 15-19 og søndag kl. 10-19.

Flere private fitnesscentre, også i CrossFit centre, tilbyder familiefitness på hold med
samlet instruktion eller som fitnesstræning med løbende individuel instruktion.
Træningen kan foregå både udendørs og indendørs.

Det er i nogle centre muligt at dyrke cardiotræning, kredsløbstræning på udstyr,
hvor man kan spille spil, bevæge sig i virtuelle verdener eller konkurrere med andre.

Fitness kan enten være høj-teknologisk (virtuel reality er på vej frem) eller
helt back-to-basics, hvor man laver basisøvelser med kropsvægt ude i naturen.

Det er stadig langt fra alle fitnesscentre og foreninger, der tilbyder familiefitness,
men efterspørgslen er stigende, så der kommer sandsynligvis flere tilbud.

Fordi det er både socialt, sjovt og sundt.


Har du input eller spørgsmål til familie fitness er de velkomne i kommentar felt.
Søger du familie fitness, så prøv at google familie fitness og dit område.


Foto øverst: Strong Viking, Roskilde. Et forhindringsløb for hele familien.

Foto: JR Goleno, FreeImages

Foto: Julia Elliott-Abshire, FreeImages

Foto: Shokk Equipment. Styrketræningsudstyr i børnestørrelse.

Foto nederst: Stacy Brumley, FreeImages

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tour de velsmag i Nordisk Spisehus