Stress? 10 stressfaktorer du (måske) kan ændre

Vilde Vallecamonica Vertical; hvordan? sådan

Af Marina Aagaard, MFT

Blodet fryser næsten til is i mine årer, da jeg ser trappen på afstand: Så stejl?!
Jeg er kommet til Malegno i dalen foran bjerget 
Monte Guna, Lombardiet, Italien.
Det er tre timer før 
Vallecamonica Vertical, et trappeløb ved et vandforsyningsrør.

Hvorfor tilmeldte jeg mig???

Sådan tænkte jeg for netop to uger siden.
Efterfølgende fik jeg tilsendt link til blandt andet dette løbsfoto.
Derfor denne follow-up post om tankerne, træningen og trapperne.

Valcamonica_Verticale_stair_climbing_event_Malegno_Italy_Marina_Aagaard_blog_travel

Hvordan opstod den idé?

Efter “Verdens hårdeste kilometer”: 2700 trappertrin. 500 højdemeter, i Sondrio,
fandt jeg i min goodie bag en invitation til et andet vildt trappeløb…

Jeg lagde invitationen væk, fordi Sondrio løbet var ekstremt hårdt undervejs.
Alligevel gik jeg ind og så på videoen af dette vertikale løb; ond trappe, men frodig natur;
smukke italienske bjerge med masser af træer og buske omkring trappen.

Jeg er vild med trapper til hverdag og på rejse (men ikke så vild med, når der er pres på).

Det aktuelle løb:

2975 trin, 750 højdemeter og en gennemsnitlig stigning på 56 procent. 
Det er mere end man tror. På Mols puster jeg ved 10 % bakkerne.

Det hele startede egentlig for cirka 10 måneder siden da min træner-kollega Gert sendte mig et facebook-link med billeder fra verdens hårdeste kilometer. Vi skulle have løbet sammen, men det endte med at jeg tog afsted alene. Og gennemførte. Alligevel tænkte jeg for hvert eneste trin. Det her gør jeg aldrig mere!

Og hvad så?

Mærkeligt nok glemmer man smerte og mange skrækkelige oplevelser fortoner sig. Så selvom jeg havde lagt invitationen til dette andet løb, Vallecamonica Vertical, langt væk, fandt jeg den alligevel frem igen, fordi landskabet så jo fantastisk ud. Og jeg er villig til at bruge næsten enhver undskyldning for at tage til Italien.

Ergo meldte jeg mig til løbet, straks da tilmeldingen åbnede (der er ikke ubegrænset med pladser), fordi jeg tænkte, at man kan jo altid melde fra igen …

Selvom det gør jeg jo ikke. Uanset hvor elendigt og håbløst det ser ud, overholder jeg aftalen.

Selvom vægten på grund af mange festmiddage igen blev øget (fra sidste løb) med 3 ekstra kilo:
nu 58 belastende kilo; uheldigt, for det er en stor ulempe i alle former for bjergløb og trappeløb.
Jeg vurderer at de fleste andre atleter trods højere højde vejede mellem 45 og 55 kilo!
Der var cirka 300 deltagere, omkring 45 kvinder og 250 mænd, især italienske elite bjergløbere.

Hvad var næste skridt?

Efter løbet i Sondrio tænkte jeg – selvom jeg havde besluttet “aldrig mere trappeløbskonkurrencer” – at det er en god ide at holde kombineret trappe- og kredsløbstræning ved lige.

Det vil sige, at jeg løber 5 kilometer 2-3 gange om ugen og mindst en gang trappeløb om ugen.
Det foregår jo i et Aarhus højhus med ‘blot’ 270 trin, så det er o.k., men ikke optimalt.

Så kom der studietur og sommerferie på tværs, så træningen blev ikke passet særligt godt.
Ultimo juli og i august kom der lidt mere trappetræning på (ud over 2-3 x styrketræning pr. uge):
Omtrent 2 x 5 km løb om ugen og desuden 2 x trappetræning per uge.

De sidste 3 uger op til løbet

Tre uger før løbet var jeg i Hamburg, hvor jeg boede på et hotel med ca. 550 trappetrin;
der fik jeg en tur med 5 x 550 op – 550 ned. Bedre fortræning, men stadig ikke specifikt.

Nu mindst én gang om ugen cardiomaskinetræning: Life Fitness Power Mill:
Cirka ½ time, 3000 trin, for at vænne kroppen til 3000 trin i træk.

Træningen var hård; jeg klarede det ikke en eneste gang uden at holde ved håndtag i perioder.
10 minutters opvarmning uden støtte; så 20 minutter: 1 minut med støtte, 1 minut uden.
Langt fra fantastisk og ikke særligt lovende … og stationær træning langt fra virkeligheden!

Min forberedelse var ikke særligt optimal, jeg var for tung og var presset …

Ugen op til løbet

Lørdag
Fra en Silkeborg sø løb jeg op til Himmelbjergstårnet og ned igen.

Søndag
Trappetræning: Et Aarhus højhus 370 trin, 5 ture.

Mandag
Ørneredetrappen 121 trin, 20 ture.

Tirsdag
Power Mill trappetræning. Styrketræning.

Onsdag
Den sidste uges tid har jeg trænet så hårdt som muligt, både trappetræning og løb
og desuden blandet styrke og core træning. Målet er at udtrætte kroppen, fordi i dag
onsdag sidder jeg hele dagen i tog – til og fra foredrag – så jeg kan ikke træne.

Derfor bliver restitutionen op til konkurrencen en dag længere end de sidste par gange.
Denne gang 0 træning de sidste 3 dage før; jeg laver så lidt som muligt; kører endda i elevator!

Torsdag
Rejsedag. Om natten, torsdag morgen, 2:30 stod vi op, gjorde os klar og kørte 3:00 til Billund.
Ankom ved 4-tiden. Fløj klokken 6:00 til Amsterdam, hvor vi landede ved 7-tiden.
Videre til næste fly. Flyve til Milano. Lande om formiddagen. Finde bil. Køre til Milano midtby.

Torsdag og fredag
Vi dyrker sightseeing i Milano. For første gang nogensinde: Jeg tager elevatoren op i domkirken
for at spare benene. Det plejer at være en fornøjelse at tage trapperne i domkirker, men jeg er en anelse (an)spændt: Som man er, når man ikke helt ved hvad der venter og man føler sig suboptimalt forberedt.

Fredag aften spiser jeg pasta, fisk og grøntsager; helst godt med kulhydrater.
Naturligvis ingen alkohol.

Desværre er der ikke særlig meget på tallerkenen. Jeg bliver ikke helt mæt. Ikke optimalt.
Jeg spiser dessert, en Tiramisu-look-alike og is, for at få mere indenbords. Lækkert og mætter lidt …

Lørdag 1.9.18 løbsdag

Løbsdag: Lørdag morgen ved 6-tiden står vi op. Pakker og gør bilen klar.

Klokken 07.00
Morgenmad. Jeg spiser yoghurt med peach melba (normalt spiser jeg naturel med müsli, men det er der ikke her). Spiser en kiwi og en banan samt to stykker toast med syltetøj: Det spiser jeg ikke til daglig, men det er på o.k. ifølge Team Danmarks kostanbefalinger, så nu spiser jeg lidt af det, for jeg er som altid sulten om morgenen. Dertil drikker jeg vand og kaffe.

Klokken 08.00
Så kører vi fra Milano nordpå mod Valcamonica.
Der var ingen nøjagtig adresse på løbsstedet, kun Malegno, men jeg tænkte, at Valcamonica var et lille sted, så det fandt vi nok nemt. Not so. Valcamonica er en kæmpe dal. Meget smuk og også meget langstrakt med mange, mange bjergtinder. Malegno er kun en af mange byer i området.

Ved 10-tiden når vi Malegno. Jeg ser en faretruende stejl bjergside og en lille by, men ingen posters eller pile mod løbsstedet. Jeg bliver bekymret, men vi kører videre. Heldigvis ser Henrik pludselig en mand som er ved at laste sin bil med mere end 100 Sportland poser (Sportland er løbssponsor).

Vi stopper bilen og spørger “Vallecamonica Vertical?”. Manden siger “Follow me”. Sådan. Han kører foran os gennem snørklede veje til en p-plads et sted i byen. Der tager han fat i en kvinde og beder hende om at følge os resten ad vejen til fod. Vi følger efter ad en smal sti langs jernbanen. Det virker meget baggårdsagtigt og uvirkeligt.

Så er vi pludselig ved en græsplæne og en oppustet portal med sponsornavn. Nu begynder det at ligne noget.

Klokken 10:00
Jeg går til indregistreringen – nok som en af de første. Jeg mødes af et tilråb “Hi, Marina”. Det er ikke en jeg kender, men jeg bliver straks bedre tilpas og nogenlunde afslappet. Jeg får en papirspose med løbsnummer, chip til sko (tidsmåling) samt et par billetter. Billeterne skal indløses et andet sted. Her får jeg en smart løbevest med Valcamonica Vertical, et par hotte solbriller og et pandebånd. Ja tak.

Så går jeg til taskebordet. Her kan man aflevere sin rygsæk, så den kan blive kørt op til toppen af trappen. Der kan man så hente den igen, så man kan få tørt overtrækstøj på. Fint tænker jeg, men render alligevel rundt med rygsækken lidt endnu og da jeg kommer tilbage (i hvad jeg tror er god tid), er bilen med rygsækkene kørt. “Øv”, det var det. Nu har jeg ingen overtrækstøj, når jeg kommer op på toppen og jeg ved fra tidligere, at man bliver hurtigt kold igen efter løbet. Så kan jeg lære det.

Jeg monterer min chip på den højre sko og fæstner fumlende mit startnummer 3 med fire sikkerhedsnåle.

Klokken 11:00
Ved 11-tiden omtrentligt lægger jeg mig ned på ryggen med benene opad, fordi vi har kørt i bil nogle timer og det er ikke optimalt. Jeg slapper lidt af og forhåbentlig bliver benene mindre hævede. Henrik sidder ved siden af mig og vi snakker sammen om løst og fast.

Klokken 12:00
Jeg begynder at blive rastløs, rejser mig op og går rundt på pladsen. Jeg drikker lidt vand løbende – cirka ½ liter i den sidste times tid. Jeg render også på toilet et par gange. Henrik forlader mig for at gå op på vejen, på broen lidt over startstedet. Det er det eneste sted, hvor der er almindelig vej og mulighed for at fotografere. Så denne gang er der kun mulighed for et par startbilleder. Henrik vil ikke kunne nå op og fotografere, når (hvis) jeg kommer op.

Jeg er henne for at se nærmere på trappen; den ser smal og skummel ud, det kribler lidt i maven.
Dalen er i 380 m.o.h. Toppen er 1150 m.o.h. En stigning på cirka 750 højdemeter.

Klokken 12:30
Ved halv et-tiden eller lidt før begynder jeg at spise af en stor håndfuld rosiner. Jeg forsøger at lagre lidt hurtige kulhydrater til den anstrengende trappetur. Jeg drikker samtidig de sidste slurke vand. Omring 12:50 begynder jeg at trippe og jogge på stedet. Ligesom sidst en halvhjertet opvarmning. Det er ikke godt. Enkelte af bjergløberne omkring mig har jeg set løbe overskudsagtigt op og ned af den stejle bjergvej som opvarmning, men det synes jeg ikke selv, at jeg har kræfter til, så det bliver kun til lidt jog, hælspark og knæløft …

Dagens beklædning er som sidst, OOTD: 2XU bukser. Purelime undertøj og Purelime tank top. Nike in-shoe løbesokker og Asic Gel Kayano løbesko.
Et sort tørklæde med hvide dødningehoveder; det synes jeg er passende.

Klokken 13.00

Der bliver sagt en hel masse på italiensk, løbet foregår jo i Italien. Jeg forstår ikke ret meget
(nu skal jeg altså lære italiensk)!
I stedet holder jeg nøje øje med tiden og den bliver 1 pm og nu bliver der råbt højt:

Løbet går i gang. Først start nummer 1, en italiensk mand som spurter op – en hare? Ellers er det efter alfabetisk orden. Jeg er dog ikke den første, men nummer 3. En slank bjergløber fra Rom er foran mig, nummer 2. Hun jogger let afsted, da der bliver sagt “go”. Cirka 30 sekunder efter er det min tur. “Go, go, go” råber de og jeg reagerer endelig …

Vejret i dag? Det skifter mellem gråvejr og et par regnstænk og høj sol fra skyfri himmel.
Lidt som i Danmark på det seneste. Ikke for varmt og ikke for koldt. Strålende.

Trappen: Meget smal – måske 50 centimeter bred og temmelig høje trin, måske 20 centimeter i højden – ujævn, grov beton. Omkring 50 centimeter til venstre ligger vandrøret (ikke så stort som det i Valtellina), det ser gammelt ud med rust og mos som pynt. Ved siden af er der to stålwirer ca. 7-10 mm i diameter. Ikke lige et gelænder, man har lyst til at klamre sig til.

For hver 100 trin er tallene malet på trinene: 100, 200, 300 …

Som sidst har jeg lagt (for) hårdt ud, for at lægge lidt afstand til de, der kommer efter.
Det bliver til løb på de første 100, til jog på de næste 100 og så er det slut.
Den trappe er benhård og efter 200 trin virker trappen umulig og endeløs.
Min løbspuls er på 86-98% af HFmax og mine ben er tunge som bly, jeg gearer helt ned.

Trappen er uvirkeligt stejl – og trinene hælder endda lidt nedad og er fugtig:
Nu er jeg nødt til at gøre noget, som jeg ikke før har praktiseret:

Jeg må tage fat i wiren.
Og sådan bliver det næsten resten af vejen. Kun nogle gange giver jeg slip og prøver at drive med
armene – nu i slow motion gang-tempo.

Nu når jeg op til 2’eren der startede før mig og jeg tænker “skal jeg overhale”?
Det er dumt at overhale bare for at miste pusten og så selv blive overhalet igen.
Jeg vover det: Vi smiler til hinanden og jeg går lidt hurtigere de næste trin.

Man kan ikke forestille sig, hvor anstrengende dette ‘løb’ er – og anderledes end i Valtellina, hvor man (nogen) kunne løbe, men her er det så stejlt, så det mere er en slags overlevelsestur i tvunget langsomt tempo (den officielle fotograf tog uden at jeg opdagede disse to billeder af smerte).

Fra Valtellina ved jeg at på disse bjergtrapper magter mine ben ikke at praktisere en ellers smart metode; dobbelttrin, hvor man passerer over et trin. Så kan man spare nogle skridt, men det går slet ikke her. Mine ben mangler trods steptræning på høje trin tilstrækkelig kraft.

Mit hjerte hamrer i brystet, jeg gisper efter luft og jeg er tør i munden.
Mit blik er fikseret på trappen foran mig, jeg kigger kun op og ned et par gange:
Man kan ikke se helt op på grund af tunneler og knæk på trappen – og nedad ser skræmmende ud.

Et stykke over midten af trappen bliver jeg med et par hundredre trins mellemrum overhalet to gange. Jeg kigger mig over skulderen og ser hvordan først den ene, så den anden kommer nærmere og nærmere. Jeg sætter farten lidt op. Ikke for ikke at blive indhentet – det virker uundgåeligt – men for at finde det bedste sted at træde ud på kanten af trappen og klamre mig fast til wiren: Gøre mig smal, så den hurtigere atlet kan komme forbi. Skønt at få en puster, men træls at miste dyrebare sekunder – selvom det for mig mest handler om overlevelse.

Ved 2500 trin tænker jeg; nu må det da snart være overstået? Men så kommer jeg i tanke om, at det var i Valtellina der var 2700 trin. Her er der jo 2975, så der er næsten 500 trin tilbage, arrgghhh.

Jeg mobiliserer de sidste kræfter i arme og ben og kæmper videre.
Jeg kigger på trappen, der står “2700” …

Og så pludselig … er de sidste tal ikke malet på eller har jeg bare overset dem?

Valcamonica_Verticale_stair_climbing_event_Malegno_Italy_Marina_Aagaard_blog_travel

Der er toppen og en flok officials og reddere hepper på mig. Jeg går hurtigere og tramper over kanten og den sorte plade, der måler sluttiden.

Fotoet er taget af løbets professionelle fotograf og arrangørerne delte det med mig efter løbet. Det er jeg glad for. Jeg troede ikke, at jeg ville få et foto af toppen, fordi Henrik ikke kunne nå op i tide, men så lykkedes det alligevel.

Jeg styrer direkte mod teltet med energidrik og vand og får med lynets hast hældt 2 glas vand og 2 glas energidrik indenbords. Så sætter jeg mig ned på en bænk og nyder øjeblikket.

Efter et øjeblik går jeg hen og tager et billede ned over trappen og byen.

Foruden vi tre kommer nu også andre op over kanten; et par stykker smider sig prustende og færdige på jorden; italienske topløbere som har givet sig maksimalt.

Jeg evaluerer:

På plus-siden:

Jeg fuldførte løbet uden at kravle op på alle fire.

På minus-siden:

Denne gang foregik det overvejende ved hjælp af armene, der hev i wiren …
Og i et tempo, der var lige lovlig slowmotion.

Hovsa. Nu glemte jeg igen at slukke mit Polar pulsur:
Det gør jeg så nu og afmonterer derefter chippen.
Denne gang kigger jeg ikke engang på uret, for jeg ved at totaltid alligevel ikke passer.
Først i dag (lige nu) kigger jeg på diagrammet.

Polar flowdiagram viser løb fra mini-opvarmning til stop (derunder hele dag).
Hullerne i højdekurven opstod i tunneler og under broer.

Klokken 14:00

Løbet er overstået for mit vedkommende. En dejlig fornemmelse. Efter 5-10 minutter går jeg ned af den meget stejle bjergsti mod byen. Her er ingen vej eller shuttlebus! Men efter bare fem minutter er der et hus, hvor der er fyldt med kager og te og udenfor er der vandmeloner … og øl!
Jeg gnasker sultent to store stykker vandmelon i mig. Lækkert og læskende.

Jeg skal til at gå videre ned, da pigen fra Rom og jeg bliver tilbudt et lift af et par lokale i en firehjulstrækker. En hoppende og hårrejsende tur nedad. Efter cirka 20-30 minutter er vi tilbage på startpladsen.

Her finder jeg min rygsæk. Klæder mig på. Går lidt rundt. Mødes så med en guide og kører med på tur til nabobyen Cividate Camuno, hvor vi besøger et lille museum og det romerske amfiteater. I mellemtiden kører Henrik op til toppen sammen med løbets fotograf. De tager billeder af eliteatleterne, der er startet sidst – og Henrik tager et par billeder helt fra toppen, hvor bassinet med bjergvandet befinder sig, før det løber ned gennem røret.

Klokken 17:00 

Alle løberne er nede igen. Henrik og jeg mødes og slapper lidt af.

Tiderne er printet ud og hængt op: Min tid var ikke supergod, men
jeg fik at vide, at den ikke var pinligt dårlig trappen taget i betragtning:

43:11:40. En 28. plads blandt 45 startende kvindelige bjergløbere. O.k.

Men: Hjemme på ‘Power Mill’ er tiden for 3000 trin under en ½ time. Og tiden for 2700 trin i Valtellina var cirka 25 minutter. Men arrangørerne trøster mig. Selvom der ‘kun’ er cirka 300 trin mere end i Valtellina bruger alle en del længere tid i Valcamonica, selv eliten bruger 1/3 ekstra tid; faktisk er mine ca. 43 minutter bedre end de anslåede 45 minutter og åbenbart kun 1 minut efter den bedste i min aldersklasse (age group AG).  

Henrik tog et “glad for at have gennemført foto”.

Efterfølgende indrømmer Henrik, at han regnede med at mine chancer for at gennemføre var lig nul. Det baserede han på mine udtalelser efter sidste løb og at denne trappe var værre!

Ingen podieplads, men jeg er godt tilfreds og nu iklædt min Valcamonica Vertical løbevest.
I earned it!

Malegno_Italy_Vallecamonica_Vertical_after_the_race_Marina_Aagaard_blog

Klokken 20.00

Pastaparty på pladsen; ‘skruer’ med tomat- eller kødsovs, ost, brød og kage.
Med vand, vin eller øl til. Der er band som spiller og byen har lagt op til fest;
det er White Nights (lokal mad-og-hygge festival) uge.

Efter en lang dag, der startede tidligt i Milano, trækker vi os dog tidligt tilbage.

Klokken 22:00

Vi er i seng – i en lokal bed & breakfast – og sover godt.

Dagen efter

Næste morgen vågner jeg helt veludhvilet. Jeg føler mig hverken træt eller øm efter gårsdagens begivenhed. Rigtig mange har spurgt mig, om jeg ikke var “helt smadret”. Men nej, ikke engang ømme lår eller lægge. Under selve løbet er det helt ulideligt hårdt, men så snart jeg har fået vand på toppen har jeg det o.k. igen.

Heller ikke i løbet af de næste dage er der ømhed eller træthed. Jeg tænker at det skyldes fortræningen: Selvom den ikke har været i top, har den været regelmæssig og som noget særligt træner jeg mindst en gang om ugen box jump, hop op på kasse og jeg tror at den eksplosive træning har givet almindeligt overskud og excentrisk styrke – for jeg hopper også ned.

Men hvorfor gjorde jeg – bjergløs, middelaldrende, middeltrænet motionsløber – det (igen)?

  • Jeg kan godt lide at gå på trapper, især når jeg går i mit eget tempo.
  • Jeg var nysgerrig. Hvordan føles så stejl en trappe?
  • Jeg var optimist (min søster kaldte det ‘dumt’) og tænkte “det skal nok gå”.
  • Jeg vil gerne skabe opmærksomhed omkring trappegang som supermotion.

Læs mere, se mere (video):

VallecamonicaVertical

Vallecoaminca Vertical: No pain, no gain (blogindlæg skrevet dagen efter, med fotos af vindere)

Malegno kommunen

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Synes du indlæg er brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stress? 10 stressfaktorer du (måske) kan ændre