Milano magi: Mode og monumental arkitektur

Vallecamonica Vertical: No pain, no gain

Kun tåber lærer ikke af deres fejl. Sidste gang sagde jeg vist: Aldrig, aldrig mere. På den anden side: Man skal ‘leve’, mens man kan.

Vallecamonica Vertical Marina Aagaard blog fitnessDa jeg i april var i Valtellina og deltog i ‘verdens hårdeste kilometer’, lå der i vores goodie bag en lille seddel: Invitation til et andet italiensk trappeløb i september. Jeg lagde den væk, for jeg havde fået nok – ikke af trapper, men af trappeløb, som er helt ekstremt anstrengende.

Vallecamonica Vertical

Efterhånden som mindet om anstrengelsen fortog sig, tænkte jeg imidlertid, at trapper er jo spændende, og efter at have set videoen på nettet; en speciel trappe tilsyneladende midt i frodig vegetation, tænkte jeg, at måske kunne jeg alligevel prøve igen.
I alle tilfælde tilmeldte jeg mig, da tilmeldingen åbnede. Jeg tænkte, at jeg kunne jo melde fra, hvis jeg mistede modet.

Desværre blev min optræning ikke som tænkt. Selvom jeg fik løbet på trapper, var det for lidt, og et par trykkede ribben (efter et Obstacle Course Race) lagde en dæmper på den almindelige træning. Og værre: Mange festmiddage: Vægten blev øget med et par kilo.

Enhver fornuftig person havde taget konsekvensen og meldt fra løbet. Jeg anser mig selv for fornuftig, men en undskyldning for at tage en smuttur til Italien vejede alligevel tungere. Så for et par dage siden tog vi, Henrik og jeg, afsted.
Fly til Milano, et par overnatninger der og så tidligt lørdag morgen, tog vi af sted til Malegno.

Løbsbeskrivelse

Udfordring af tyngdekraften: Sfida la forza di gravità

Vallecamonica Vertical. Et trappeløb på Monte Guna: 2975 trin, 750 højdemeter med en gennemsnitlig stigning på 56 %. Alene at nå toppen er en sejr, men de lokale eliteløbere kæmper mod tiden og for præmier. Eventen er sponsoreret af: GEM og Atletica Cima, sammen med Enel, Sportland og Esea.

2. udgave af Vallemonica Vertical: 1. september 2018

08.00- Milano til Malegno i lejet bil.

10.00- Ankomst til Malegno … der var ingen adresse, men vi tænkte at røret var til at finde. Ikke helt, men så …

10.15- Vi ser en person læsse masser af Sportland (sponsor) poser i en bil – vi spørger om vej – han siger vent – og kører foran os hele vejen.

10.30- Efter at bilen er parkeret får han en anden til at følge os resten af vejen – en smal sti langs jernbanen – til konkurrencepladsen.

10.45- Jeg bliver mødt af et “Hi Marina” af en person jeg aldrig før har mødt, og jeg føler mig straks velkommen.

11.00- Jeg indregistrerer mig, får min pose med startnummer og chip (bip) til skoen. Startnummer 3! (Alfabetisk orden).

11.01- De næste tre kvarter går jeg rundt. Jeg ser trappen an. Den ser ret grum ud, selv helt nede fra.

11.45- Så lægger jeg mig ned med benene opad; vi har siddet for meget (i bil).

Jeg ligger og kigger op på Sportland sponsor-portalen og enel-banneret.

Tak til alle sponsorer for at støtte denne specielle event.

12.15- Jeg kommer på benene, spiser lidt rosiner, drikker lidt vand, går på toilet. Hilser på et par af de andre piger.

12.45- Jeg varmer lidt op, laver dynamiske lægstræk, jogger lidt på stedet, 5 minutter (for lidt …).

12.55- Jeg starter mit pulsur for tidligt, for ellers glemmer jeg det.

Løbet starter

13.00- Den første – en mand – løber afsted.

13.00.30 Cirka 30 sekunder efter, start nummer 2, en bjergløber fra Rom.

13.01- Jeg løber – efter at de har råbt “løb nu” af sted; henover gummimåtten forbi startmåleren.

13.04- Arrrrggghhh. Denne trappe er slem, de første trin er meget dybe, ret høje og virkelig hårde.

13.05- Der er nok ikke gået mere end 2-3 minutter, så sætter jeg farten ned, for trappen stiger stejlt.

13.06- Det bliver værre; høje trin, som skråner nedad, og der løber vand ned ad dem.

13.07- Som sidst: Efter 200 trin tænker jeg:

Det er opad bakke det her. Det er allerede ekstremt hårdt.

Tunneler? Man tænker, at det er rart med skygge, men faktisk virker det en anelse knugende at løbe inde i den mørke, fugtige tunnel, så man glæder sig til at komme ud i det livgivende lys igen.

13.09- For første gang på trapper: Jeg er nødt til at tage fat i stålwiren ved siden af trappen;

jeg må holde mig fast med armene og hjælpe med armene, og wiren slider hul i fingrene:

Sådan fortsætte jeg; det er anstrengende; det er ikke trappeløb; det er trappegang i slow motion.

Nu forstår jeg hvorfor flere af løberne har handsker på!

Trin for trin

For hver 100. trin er der spraymalet antal på. Der går uendeligt lang tid mellem hver af de 100.

Aldrig har jeg gået så langsomt på trapper. Alligevel passerer jeg til min overraskelse start nr. 2.

Jeg holder selv skansen indtil omkring de 1800-2000 trin, men bliver så overhalet af to andre;

det er belastende, fordi man skal ud til siden og stoppe op; man får en ‘puster’, men mister tid.

På toppen

Pludselig – jeg må have misset de sidste hundreder – er jeg ved toppen og jeg tager de sidste trin.

Jeg ser bagud ned (foto her). Lettet går jeg hen til teltet med vand og energidrik og får en ‘refill’.

Nu har jeg det godt, og sætter mig ned og nyder øjeblikket. Og husker at tage chippen af!

Så kommer jeg i tanke om pulsuret. Jeg stopper det. Tiden er over 50 minutter.

Flere af de andre kravler op over kanten og smider sig i græsset; de er gået all-out!

Retur downhill

Der er ingen shuttle-bus retur, så jeg går sammen med pigen fra Rom ned ad den stejle skovvej.

Vi når kun at gå 5 minutter, så kommer vi til et pit stop med dejlige forfriskninger.

Så går vi 10 minutter mere, og får et lift af et par lokale i en firehjulstrækker. Heldigt, men en ‘rystende’ tur.

Vel nede ved 14:30 tiden. Først går jeg lidt rundt, så får jeg en guidet tour i nabobyen

Cividate Camuno, hvor vi besøger et lille, men flot bymuseum og det romerske amfiteater.

Så kører vi tilbage.

Løbsresultater

Ved 16-17-tiden er alle atleter nede. Tiderne er allerede printet ud og hængt op og der er klar

til medaljeuddeling. Jeg kunne godt regne ud at min tid ikke var spektakulær, men

den var efter sigende heller ikke pinligt dårlig trappen taget i betragtning:

43:11:40. Det rakte til en 28. plads blandt 45 startende kvindelige bjergløbere. Acceptabelt.

Trofæ og gaver

Sammen med Henrik overværede jeg medaljeceremonien og pludselig blev jeg til

min store overraskelse kaldt op. Det var vist fordi, at de bedste/besøgende udenlandske atleter

fik et trofæ, og denne gang var der kun to! En rumænsk mand og undertegnede danske kvinde.

Efter ceremonien var der pasta party og musik.

Konklusion:

På minussiden:

Det trappeløb er simpelt hen for stejlt, for råt og for hårdt.

På plussiden:

Der er fantastisk flot i Italien inklusive Vallecamonica og Malegno.

Trappen er en oplevelse i særklasse (som en gyserfilm).

Udsigten fra toppen er “wauw”.

Alle involverede var ekstremt søde og hjælpsomme, det var en fest.

 

En kæmpestor tak til alle i Malegno – Vallecamonica gruppen – for en super oplevelse.

Bunden og toppen (fotograf Henrik Elstrup):

Læs mere (se videoklip):

VallecamonicaVertical

Valle Camonica Vertical (facebook)

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Milano magi: Mode og monumental arkitektur