Fantastiske fotos: Henrik Elstrup - fotograf m.m.

Outdoor fitness på landet: Hvad må du (ikke)?

Af Marina Aagaard, MFT

Oplev mere i det åbne land. Det siger Friluftsrådet. Det siger jeg også.
Der er skønt på enge og markveje, hvor man må en del, men ikke alt. Se her.

Udendørs aktivitet er skønt alle steder. I det åbne land ude på landet er der en ekstra dimension, nemlig udsigten over landskabet og vidunderlig varieret natur. Markveje og stier er ideelle til vandreture, gåture, løbeture og cykling med mange sanseoplevelser.

Outdoor_fitness_run_oplev_mere_Danmark_Marina_Aagaard_blog

Man kan også dyrke naturfitness, dvs. styrkepræget træning. I nærheden af veje og stier er der i visse områder naturlegepladser eller fitnesspladser for både børn og voksne.
Eller man kan indlægge øvelser undervejs på gå- eller løbeturen.

Outdoor_fitness_Mols_Roende_Marina_Aagaard_blog

Der er meget man må: Færdes til fods og cykle på veje, stier og markveje i det åbne land hele døgnet – med visse undtagelser – og færdes til fods på private udyrkede arealer fra kl. 6 til solnedgang – og på offentligt ejede udyrkede arealer hele døgnet.

Der er også ting, man ikke må.

Her er de vigtigste regler. Du kan læse mere på siden OplevMereNu.

Det må du (ikke) i det åbne land

Veje og stier i det åbne land

  • Du må færdes til fods og cykle på veje og stier i det åbne land hele døgnet, også på markveje.
    Markveje er ofte vejen til oplevelser i naturen. De forbinder fx landeveje med skove og strande
    og er derfor vigtige for at kunne opleve naturen og dyrke friluftsliv.
  • Du må ride på veje og stier med mindre ejeren har skiltet imod det.
  • Du må ikke færdes på marker og arealer der dyrkes eller er i drift
  • Du må ikke gå i læhegn eller skel mellem markerne.
  • Du må ikke færdes på veje og stier, hvis ejeren med skiltning forbyder adgang, hvis:
    • Det i særlig grad generer privatlivets fred.
    • Det generer den erhvervsmæssige udnyttelse af området.
    • Der er behov for at beskytte plante- og dyreliv.

Nationalpark_Mols_Bjerge_natur_outdoor_fitness_Marina_Aagaard_blog

Udyrkede arealer

Udyrkede arealer er fx heder, enge, klitter inde i landet, moser og overdrev.
Når du skal skelne mellem dyrkede og udyrkede arealer, så tænk på, om arealet er i drift.
Hvis ja, så er det højst sandsynligt et dyrket areal.

Mols_Bjerge_Nationalpark_natur_Marina_Aagaard_blog

Privatejede udyrkede arealer

  • Du må færdes til fods på udyrkede arealer fra klokken 6 til solnedgang.
  • Cykling er ikke tilladt, men du må gerne trække cyklen. Cykling er dog tilladt på veje og stier
  • Du må opholde dig på udyrkede arealer, når der er mere end 150 meter til bygninger.
    Det er ikke tilladt at slå telt op.
  • Du må færdes til fods på indhegnede arealer, hvis der ikke er græssende dyr.
    Adgang er kun tilladt gennem låger, led og lignende.
    Der er ikke adgang, hvis ejeren har forbudt det ved skiltning.
  • Du må ikke færdes på marker der dyrkes eller er i drift, heller ikke brakmarker,
    stubmarker eller marker, som ikke er sået om vinteren.
    I praksis kan det være svært at skelne mellem eksempelvis brakmarker, enge og overdrev.
    Er du i tvivl, så spørg ejeren om lov.

Mark_i_Danmark_Natur_Outdoor_udeliv_Marina_Aagaard_blog

Offentligt ejede udyrkede arealer

  • Du må færdes til fods på udyrkede arealer hele døgnet.
  • Cykling er ikke tilladt, men du må gerne trække cyklen. Cykling er dog tilladt på veje og stier.
  • Du må opholde dig på udyrkede arealer, når der er mere end 50 meter til bygninger.
    Det er ikke tilladt at slå telt op.
  • Du må færdes til fods på indhegnede arealer, hvis der ikke er græssende husdyr.
    Adgang er kun tilladt gennem låger, led og lignende.
    I visse tilfælde er det også tilladt at færdes på indhegnede udyrkede arealer med græssende husdyr, hvis der er lovlig adgang.
    Det gælder for eksempel på flere af Naturstyrelsens arealer.
  • Du må ikke færdes på marker der dyrkes eller er i drift, heller ikke brakmarker,
    stubmarker eller marker, som ikke er sået om vinteren.
    I praksis kan det være svært at skelne mellem eksempelvis brakmarker, enge og overdrev.
    Er du i tvivl, så spørg ejeren om lov.

Mols_Bjerge_Nationalpark_natur_outdoor_Marina_Aagaard_Blog

Outdoor træning i det åbne land

Jeg er vild med at færdes på stier og markveje – gåture med hunden (i snor) eller løbeture, enten lige ud af landevejen eller trail running på snoede stier.
Det er små rejser i hverdag og weekend. Af og til bliver man overrasket over, hvor vejen fører hen. Heldigvis er der mange af slagsen i Danmark; små veje, stier og markveje, der fører til skoven, vandet eller marklandskaber.

Træning på stier og markveje i det åbne land giver en unik træning på grund af udsigten og det varierede terræn; relativt jævne markveje med fast underlag af jord eller grus, eller bløde stier med sand, muldjord, græs, mos, blade eller grannåle – alsidige udfordringer for både hjerne og muskler.

Sindbjerg_og_Stoubjerg_Silkeborg_bakker_trapper_Marina_Aagaard_blog

Der er et begrænset antal, men du kan dog i visse egne være heldig at møde ’danske bjerge’ og høje ’danske trapper’ i kuperet terræn.
Disse stigninger giver ekstra oplevelser i form af endnu bedre udsigt og en meget intensiv kredsløbstræning, fordi det kræver så megen energi at flytte sig opad. Uanset om du løber eller går, får du en ekstra træningseffekt.

Motionstræning på veje og stier

Vær opmærksom ved færdsel på ujævne underlag og forhindringer som dybe huller, større sten, grene og trærødder – undgå at vrikke om.
Pas altid på trafikken, både dag og nat, se dig for og sørg for at blive set med reflekser.

10 programmer, eksempler på motionstræning på vej og sti:

  1. Gå rask til med kraftige armsving, powerwalk
  2. Gå og løb skiftevis i usystematiske intervaller, fartlek
  3. Gå og løb skiftevis i systematiske intervaller eksempelvis 10 x 1:1:
    Løb i 1 minut, gå i 1 minut. Gentag 10 gange.
  4. Løb i forskellige hastigheder eksempelvis 5-10-15. I praksis:
    15 sekunders løb i almindeligt tempo.
    10 sekunders løb i hurtigt tempo.
    5 sekunders løb i hurtigste tempo, sprintløb.
    Gentag 4 gange. Hold (aktiv) pause i 1 minut. Gentag. 3 runder.
  5. Løb i forskellige hastigheder eksempelvis 10-20-30. I praksis:
    30 sekunders løb i almindeligt tempo.
    20 sekunders løb i hurtigt tempo.
    10 sekunders løb i hurtigste tempo, sprintløb.
    Gentag 5 gange. Hold (aktiv) pause 2 minutter. Gentag. 1-4 runder.
  6. Løb slalomløb eller i zigzag , brug naturlige forhindringer (pas på trafik).
  7. Gå eller løb baglæns på et plant underlag uden forhindringer, i fladt eller skråt terræn.
    Gerne sammen med makker, hvor man skiftes til at løbe forlæns eller baglæns
    hvert 30. eller 60. sekund.
  8. Lav forhindringsløb, forcer forhindringer i landskabet på vejen; kravl over bom, kryb under lavt hængende grene, gå over sten o.s.v.
  9. Lav løbetræning; løb med variationer; høje knæløft, hælspark op til bagdelen, gadedrengeløb, chasséer, sidelæns løb, spurter o.s.v.
  10. Lav ’cirkeltræning’, skiftevis gang/løb og en styrkeøvelse: Gå eller løb en distance, fx 200 meter, lav en øvelse som armstrækninger op ad et træ, planke med armene på en sten, mavebøjning siddende på en træstub, step op på et trappetrin eller høj kantsten o.s.v.

Mols_Bjerge_Nationalpark_natur_loeb_stretching_Marina_Aagaard_blog

Læs og se mere:

Oplev Mere

Danske bjerge

Danske trapper

Naturfitness: Gratis og bedre (outdoor) fitness (link til gratis materiale)

Visit Denmark


Foto: Henrik Elstrup og Marina Aagaard: Djursland marker og enge
inklusive Nationalpark Mols Bjerge.
Trappeløb-fotoet fra Sindbjerg og Stoubjerg ved Silkeborg.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Synes du indlæg er brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fantastiske fotos: Henrik Elstrup - fotograf m.m.