Vandretur i bjergene: Lluc, Mallorca

Eventyr aflyst. Bunden! Toppen? Mallorca.

Af Marina Aagaard, MFT. Foto: Henrik Elstrup og Marina Aagaard

Eventyret var bestilt. Nu skulle det ske. Efter at have ventet længe.
Efter to halvhjertede forsøg skulle tredje gang være lykkens gang? Nej.

Tanken begyndte efter at have besøgt Sa Calobra i 2005 (cirka). Et formidabelt, råt klippelandskab.
Jeg er hverken klatrer eller ekstremsportsudøver, men ret vild med vild natur.

Første korte vandring fra Sa Calobra lidt indad og opad i kløften TDP, Torrent de Pareis, 2015 (foto).

Anden korte vandring fra Escorca et stykke opppefra og nedad mod kløften, 2017.

Bookning af plads på 4-6 timers guidet tur i 2018. Guidefirma aflyser tour sen eftermiddag dagen før vandring. Der er for få der vil binde an med en kløfttur i den brændende hede på denne tid af året. Åh nej! Lige lovlig sent og lige lovlig ærgerligt. Jeg havde glædet mig meget – og det er vores sidste dag på Mallorca, så der er ikke mulighed for at gøre det en anden dag.

Trekking_Torrent_de_Pareis_Marina_Aagaard_fitness_blog

Nå, jeg giver ikke bare op. Efter aflysningen sidder jeg om aftenen og søger på TDP hiking beskrivelser.

Jeg ved, at skilte ved kløften advarer mod, at man går ind i den med mindre, man er meget rutineret og særligt forberedt. På nettet frarådes juli og august, hvor temperaturen stiger til over 40 grader, eller på et hvilket som helst tidspunkt, hvor der er regn eller vådt; flere har mistet livet i forsøget på at komme igennem kløftens ‘forhindringsbane’ med kæmpestore klippestykker.

Alligevel håber jeg at finde en beskrivelse fra nogen som ‘nemt’ har klaret det uden guide. Sådan en beskrivelse finder jeg ikke. Til gengæld fortæller mange, at de farer vild undervejs (der er ingen skilte, det er rå natur), og at man blandt andet skal have mindst 5 meter reb med. Og der er ingen mobilforbindelse i kløften, så der er ingen hjælp at hente. 
Hmmm. Jeg er naturligvis modig, men ikke dumdristig, så jeg opgiver ide om tur uden guide. 

Mallorca_Sa_Calobra_Torrent_de_Parais_sign_Marina_Aagaard_fitness_blog

Bunden! Ja, turen ind i bunden af kløften blev ikke til noget … denne gang.

Toppen? Ja, så må en vandretur i bjergene være alternativet: Henrik og jeg står op klokken 5 og kører mod Sa Calobra. Vi stopper dog lige efter den sidste by inden bjergene. I et hårnålesving stiller vi bilen på en lille grusplads og går på vandrestien GR 222, der er del af et stort vandresti-system i bjergene. Denne del går fra dette sted ved et udtørret flodleje og op til klosteret i Lluc. Cirka 8 km og en stigning på 460 højdemeter. Skilt anslår 2 timer og 10 minutter.

Henrik følges med mig de første par kilometer, så vender han om for at tage bilen i stedet. Han kører til Lluc, hvor vi skal mødes efter et par timer. Det passer nogenlunde. Trods et par pauser og omveje på grund af et par steder med manglende eller vanskeligt forståelig skiltning, er jeg ved Lluc klosteret efter 1 time og 55 minutter. En pænt anstrengende tur, der er hvert af de 12.000 fodtrin værd. Udsigten over landskabet og Middelhavet i det fjerne er eventyrlig.

Da vi mødes, får vi en kop kaffe ved den lille restaurant ved klosteret. Så ser vi området og klosterkirken. Derfra kører vi videre op til Escorca (hvor kløftturen starter). Tager et par billeder lige i nærheden og kører videre ned langs kysten. Spiser frokost i Valldemossa og derfra retur til feriehuset i Cala d’Or.

Selvom jeg helst ville have været på bunden (af kløften), så endte jeg (næsten) på toppen.

Det blev en god dag alligevel selvom jeg her ser lidt mellemfornøjet med udsigt over Serra de Tramuntana og nedgangen til kløften til højre.

Starter man oppefra og får koordineret turen med bil (eller båd) og bus – der kun kører to gange om dagen og på dårlige tidspunkter – slutter man i Sa Calobra. En lille cala bugt med ufatteligt flot blåt vand, en stenstrand, lodrette klipper … og mange store luksusyachter, der slår et smut forbi.

Sa_Calobra_Mallorca_Henrik_Elstrup_Marina_Aagaard_blog

Mallorca – og Sa Calobra – er turen værd.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Synes du indlæg er brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vandretur i bjergene: Lluc, Mallorca