Vildt flot: Vejle, Værksted, Volvo Ocean Race - gratis

Aarhus Havn: Fly-By Aarhus, Volvo Ocean Race

Af Marina Aagaard, MFT. Fotos: Henrik Elstrup og Marina Aagaard, MFT

Sejlsportens Formel 1. Otte måneders maraton sejlads på verdenshavene. En megaevent.
Den 22. juni 2018 kom Volvo Ocean Race forbi Aarhus Havn, Danmark.

Aarhus Havn

Aarhus Havn. En spændende og dynamisk havn. Containerhavn, industrihavn, lystbådehavn og boligområde.
Havnen får besøg af flere og flere krydstogtsskibe – og Aarhus er efterhånden blevet Danmarks sejlsportsby nummer 1, måske fordi aarhusianerne går op i det og kommer forbi og bakker op, når der er sejlsportsarrangementer.

I denne weekend var Aarhus ramme om en af verdens store sportsbegivenheder og mange lokale inklusive borgmester Jacob Bundsgaard kom forbi for at se de syv super-sejlbåde runde den gule bøje. Det korte besøg kaldes Fly-By.

 

Fly-By Aarhus

De syv 65 fod, ca. 20 meter, lange sejlbåde vender i Aarhus Havn lige ved Dokk1, før de sejler videre til målet i Haag i Holland. Vindmøllegiganten Vestas er med i feltet med sin egen båd Vestas 11Th Hour Racing.

Havnen er godt fyldt op med mennesker, lige fra den indre havn ud til den nye bydel Aarhus Ø. Der sidder og står mennesker på bassinkanterne, på DOKK 1 (biblioteksbygningen) og toppen af Navitas (Aaarhus Universitet med flere) og Bestseller. Der er sponsor VIP område og masser af mennesker der fester, fotograferer og filmer.

Ankomsten er anslået til mellem 12-18 og mange har ventet spændt på havnen siden klokken 12, men først lige efter 15:00 kommer første båd til syne:

Dongfeng, der ligger a point med Mapfre og Team Brunel. Dongfeng når at sejle ind og vende omkring den store gule bøje foran Dokk 1 og sejle udad igen, før den møder toeren Mapfre, der netop er sejlet ind gennem havneindsejlingen.

Volvo Ocean Race

Det aktuelle Volvo Ocean Race begyndte i den spanske by Alicante i oktober 2017. Herfra kommer sejladsen forbi hele fire oceaner og seks kontinenter.

Verdens hårdeste kapsejlads jorden rundt med verdens mest avancerede kapsejlads både og rutinerede, stærke mandskaber, der i dette løb sejler 45.000 sømil, ca, 83.340 kilometer, under barske betingelser. Racet blev afholdt første gang i 1973.

Volvo Ocean Race er sejlernes maraton på verdenshavene og det største offshore sailing race i verden – under yderst vanskelige betingelser. Millioner af sejlsportsinteresserede fra hele verden følger begivenheden, der foregår en gang hvert tredje år.

I feltet er der to danskere med henholdsvis en mand og en kvinde: Nicholai Sehested med på det hollandske Team Akzonobel, den femte båd i dagens felt, og Jena Mai Hansen, der også er OL sejler, med på den dansk/amerikanske Vestas båd.

Efter cirka en halv time ankommer båden som mange har ventet på: Vestas båden, Vestas 11Th Hour Racing, der med flotte blå sejl, dagens nummer tre nærmest cruiser ind i havnen, vender om den gule bøje og sejler ud igen.

Et fantastisk syn. Publikum hujer og klapper så det kan høres.

Husk:

Aarhus er også vært for Saling World Championships 2018 30.7.-12.8.: 

En af de største enkeltstående sportsbegivenheder i Danmark nogensinde – VM i sejlsport 2018. Op mod 1500 sejlere fra over 100 nationer, sejlsportsfans fra alle verdenshjørner: Arrangøren varsler et brag af en maritim folkefest. Sejlerne vil i de to uger ikke kun kæmpe om VM medaljerne, men også om OL-kvalifikation til OL i Tokyo 2020.

Ingen kommentarer endnu

Hej. Synes du indlæg er brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vildt flot: Vejle, Værksted, Volvo Ocean Race - gratis