Valtellina Vertical Tube Race: Første danske kvinde i ultra trappeløb

Valtellina Vertikal Tube Race: Min historie – før, under og efter

Af Marina Aagaard, MFT

Il chilometro più duro al mondo.

Verdens hårdeste kilometer: 2700 trapper, cirka 158 etager. 500 højdemeter. Et ultra trappeløb … eliten løber op, mange går op og nogle kravler endda til målstregen.

Valtellina Lodret Tube Race, afholdes i Lombardiet i de italienske bjerge, Montagna i Valtellina, Sondrio. Et løb på en meget stejl trappe ved siden af to store vandforsyningsrør.

Et løb med omkring 400 deltagere. Især italienske elite bjergløbere og en række trappeløb entusiaster fra andre lande som Kina, Rusland, Polen, England, Tyskland, Sverige med flere.

I 2018 var der en enkelt dansk kvindelig deltager. Undertegnede. Jeg var en “finisher”; en der gennemfører, endda på mine fødder uden at kravle. Men det var ikke i løb. Det var foruroligende langsom, anstrengende trappegang. Jeg er normalt en stor fan af trapper, men dette løbs kaldenavn  “verdens hårdeste kilometer”  er meget præcist.

Hvorfor tilmeldte jeg mig?

Hvordan opstod den idé?

4-5 måneder siden sendte min træner-kollega Gert mig et facebook-link med billeder fra dette løb. Det så vildt hårdt ud på billederne, men for en trappe-fan også interessant med en kæmpe trappe på 2700 trin. Men det var en travl tid omkring jul og januar, så tanker om løbet blev parkeret i baghovedet og vi talte ikke mere om det.

Og hvad så?

Efter en travl januar i fitnesscentret, begyndte vi februar – for sjov – begyndte at diskutere muligheden for deltagelse. Selvfølgelig var det helt urealistisk, især for mig, fordi mit fitnessniveau i øjeblikket er for ringe; begrænset udholdenhed og for høj kropsvægt (til dette).
På det tidspunkt havde jeg ikke set videoklip fra løbet, hvis det var tilfældet, var ideen blevet droppet straks.

Vi talte, men gjorde ikke noget ved det. Men – for sjov – supplerede vi nu vores almindelige fitness træning og cykling (Gert) og løber (jeg) med trappetræning 1-2 gange om ugen i et lokalt højhus med en grå, dyster, kold trappe med 330 trin ( indendørs, men med sne på afsatserne … i marts).

Inden da havde trappetræning fra min side (på grund af vinteren og mangel på ‘træningsfaciliteter’) været på hold længe.

Der er nogle “høje bygninger”, 16-20 etager, i Aarhus-området, men de er næsten alle utilgængelige (låste døre), så det er ikke muligt at træne på trapper med særligt mange trin. 

Når vejret tillader det, går jeg eller jogger (i øjeblikket ikke løb) på en udendørs trappe med 121 trin en gang hver anden uge (et par gange i løbet af vinteren med sne på trapperne). Jeg har ikke tidligere brugt trappetræningsmaskiner.

Fra februar tiltog træningen en smule. På tide. Af forskellige årsager og mangel på mentalt overskud har jeg trænet mindre regelmæssigt og intensivt i det seneste 1-1½ år. Faktisk kan jeg sige til de fleste af mine kolleger:

Your warm-up is my workout …

Kropsvægten er langsomt øget; 5 ekstra kilo: En stor bagdel er en fordel i twerking, men en stor bagdel (!) i trappetræning; hvert ekstra kilo kan mærkes!

Hvad var det næste skridt?

I begyndelsen af marts satte vi os sammen; vi kunne tilmelde os – for sjov – så vi tjekkede hjemmesiden og kiggede på registreringsproceduren.

Det var ikke let (faktisk lettere kompliceret). Men når du har sagt A, må du også sige B; så vi kæmpede og fandt ud af at få et italiensk RunCard, som er et krav, hvis man vil deltage i løb i Italien.

Desværre kræver ekstreme løb også en lægeattest, som vi forsøgte at skaffe, men vores læger havde ingen ikke-akut tider, før det var for sent!

Alternativt, opdagede jeg, da jeg nærlæste reglerne, kan man lave sin egen sundhedserklæring og supplere den med en italiensk CSEN-forsikring. Med dokumenterne i order kan man tilmelde sig. Alle forsøg på tilmelding uden de nævnte dokumenter på plads mislykkedes. Vi forsøgte flere gange …

Selvom vi begge havde udfyldt formularen, betalt registreringsgebyret på 25 euro, og vedhæftet RunCard og selvdeklarationer modtog vi e-mails – med røde bogstaver – om at registreringen ikke var gyldig. Det var bekymrende.

Uddannelse

Ikke desto mindre fortsatte vi med 1-2 ugentlige trappe træning. Nu har jeg erstattede jeg for første gang trapper med trappemaskinetræning i fitnesscentret (en Power Mill). Langt fra ligesom at flytte kroppen opad som på rigtige trapper, men med den fordel, at trapperne fortsætter i det uendelige – uden afsatser (pauser).

    

Indtil da var vores trappetræning op og ned, op og ned og op og ned (100-300 op og så ned igen), altså på ingen måde specifik for den næsten endeløse trappe med 2.700 trin uden afsatser …

Udover cardiomaskinetræningen fik jeg en strålende ide – desværre for sent – vi kunne tage til Himmelbjerget (lokalt ‘bjerg’ på 147 meter) og løbe op ad bakken for at forberede os på følelsen af opad, opad, opad.

Desværre blev det kun af praktiske grunde først muligt en uge før løbet, lørdag før. Men vi løb. På grund af nedbør var der små pytter overalt, og vi måtte løbe rundt om dem opad og nedad det skrånende terræn …

Det var hverken et hurtigt eller et flydendet løb, og træningen var atypisk for os. Resultat: Næste dag kunne min partner mærke hans knæ gøre ondt og jeg mine fødder og ankler. Ikke smart at lave alternativ træning så kort tid før et løb. Det er som hovedregel fornuftigt at teste graden af anstrengelse på forhånd, men ikke så sent.

Ugen op til løbet

Fordi vi endnu ikke havde modtaget bekræftelse, opgav Gert projektet, mens jeg sendte mails til løbekontoret. To dage senere, onsdag, fire dage før løbet, kom bekræftelsen: Vi blev accepteret som deltagere i løbet.

Jeg foretrækker at være i god tid, så det var ikke en optimal situation, men vi havde bragt os i den ved at være så sent ude, men det var kun – for sjov …

Nu. Kun en eftermiddag til at træffe beslutningen, at deltage eller ikke at deltage – og arrangere hotel og rejse. Heldigvis har jeg en mand, der kan lide at handle fra sekund til sekund, så jeg behøvede ikke at rejse alene; han tilbød at tage med mig og tage billeder.

Jeg havde tidligere undersøgt flere rejsemuligheder, men den billigste viste sig at være i bil denne gang, selv om jeg ville have foretrukket at flyve for ikke at sidde ned så længe, hvilket er dårligt for helbred, form og benene (væskeansamlinger) …

Da rejsen blev besluttet, reserverede jeg et hotel i Sondrio onsdag eftermiddag, det første hotel på arrangørlisten: Grand Hotel della Posta. Gratis wifi, gratis parkering, spa og restaurant og rimelig pris, så alle væsentlige kriterier i forbindelse med denne rejse var opfyldt. Der var heller ikke tid til en nærmere undersøgelse af de andre steder på listen. Der var ganske mange.

Torsdag

Rejsedag. Tidligt torsdag morgen klokken 4:00 stod vi op og pakkede med lynets hastighed, lavede en morgenmadpakke og kaffe. Klokken 5:00 kørte vi fra hjemmet. En ca. 15 timers køretur, men en god tur.

Hele torsdagen gik i bilen; ingen træning, men det var også planen.

For at restituere bedst muligt efter en lang dag med træning onsdag var torsdag, fredag og lørdag formiddag planlagt til at være helt træningsfri og jeg forsøgte at bevæge mig så lidt som muligt. For en gangs skyld tog jeg elevatoren på hotellet!

Vi ankom ved 20-tiden om aftenen og fik hurtigt pakket ud. Spiste aftensmad på hotellet. Gik en lille tur rundt i byen og gik i seng omkring kl. 23.00.

Fredag

Vi stod op og spiste morgenmad klokken 7. Så gik vi rundt og så byen Sondrio. En dag fuld af solskin og afslappende sightseeing og fotografering af byen. Det ville have været endnu sjovere, hvis jeg ikke havde skulle have løbet næste dag. Jeg var lidt anspændt.

Klokken 17.00 gik jeg til Mazzucchi Sport Store på Via Mazzini 51 for at hente min chip til skoens, en bip til at måle start- og slut-tid, samt mit startnummer og min goodiebag, et stofnet fra en hovedsponsor, Berg Outdoor.

Nettet indeholdt en dåse Red Bull energidrik, en pakke lokal bresaola, en lille lokal yoghurt, et armbånd (med reklame for dalens vinmaraton!), et særligt kølende tørklæde og en bunke flyers til bjergløb.

Derudover fik jeg en Berg Outdoor t-shirt med race logoet og påtegningen ‘finisher’. Jeg pakker den straks væk; man bør ikke være overmodig (hybris).

Efter at have set den skræmmende trappe i virkeligheden, da vi kørte ind i byen på torsdag aften, var mit mod fordampet, og mine tanker kredsede periodisk om risikoen for at falde eller snuble og skade mig selv (som jeg tror skete for et par deltagere). Indtil da havde jeg sat mig for som minimum at fuldføre løbet – og nogen skal jo komme sidst …

Jeg tog mit race nummer ud. Jeg havde ikke haft tid til at se startlisten online, men nu så jeg det store nummer: 2. Startnumrene var i alfabetisk (jeg havde ikke tænkt særligt over det, selv om jeg havde læst det i reglerne):

Med navnet Aagaard var der ingen vej udenom: Jeg skulle starte som den første (kvindelige) løber kl. 13:00. Der var kun 1 før mig; en italiensk mandlig elite atlet, der skulle starte hele løbet.

Nu var jeg temmelig rystet. Jeg havde forventet at gemme mig i feltet blandt 80 andre kvinder. Nu skulle jeg starte som den første. Hvis jeg var for langsom, ville det betyde, at jeg foruden at skulle slås med trappen måtte træde til venstre ud af den smalle trappe – på en skrånende betonoverflade med kun en tynd stålwire til at holde fat i – for at lade andre hurtigere løbere passere forbi højre om. Bekymrende.

Med den nyhed gik jeg tilbage til hotellet for at slappe af. Jeg havde forventet at spise tidligt, men det gør man ikke i Italien, så vi måtte spise i den første restaurant, der åbnede: En pizza og pasta restaurant klokken 18.30. Det var okay. Jeg havde planlagt mit måltid til at være pasta, fisk og grøntsager, som det også blev. Og dertil selvfølgelig vand.

Om aftenen havde jeg forventet at gå i spaen for at slappe af. Men jeg opgav den plan: Ved nærmere eftertanke: Varmen i kroppen kan gøre det svært at sove og en god nats søvn havde første prioritet. I stedet tilbragte jeg ½ time på gulvet i værelset med mine ben hvilende opad væggen, mens jeg tog nogle dybe vejrtrækninger.

Lørdag er race dag

Vi står op klokken 6 og spiser morgenmad kl. 7.00. Mit før-konkurrence måltid består af yoghurt med müsli, en banan, vand, 1 glas juice og kaffe.

Efter morgenmaden skriver jeg et par timer for at tænke på noget andet.
Klokken 10 klæder jeg mig på. Jeg havde tænkt på at få en DANMARK T-shirt, men gjorde det ikke; Det ville være dårlig reklame for danske løbere, hvis jeg ikke fuldførte eller kom til sidst.

Dagens beklædning, OOTD: 2XU bukser. Purelime undertøj og Purelime tank top. Nike in-shoe løbesokker og Asic Gel Kayano løbesko.
Jeg monterer min chip på den højre sko og fæstner mit startnummer med otte sikkerhedsnåle på en måde, der fortæller om minimal konkurrencerutine.

På billeder fra tidligere år syntes jeg, at det så overskyet ud. Men om morgenen er der ikke en sky i himlen, og solen skinner klart. Jeg rynker panden ved tanken om at skulle løbe i middagssolen. Man er vel vant til grå dansk vejr og jeg er ikke den største fan af sol og varme i kombination med løb. Hvad nu?

Heldigvis havde jeg kastet lidt af hvert i min sportstaske under express-pakningen. Jeg kasserer en kasket i tæt stof og vælger i stedet et tørklæde, som jeg folder sammen og bærer som pandesvedbånd. Tørklædet er sort med hvide kranier og knogler; passende.

Tiden nærmer sig

Kl. 11.00 kører vi fra Sondrio centrum til Montagna i Valtellina, en lille bjerglandsby. Det er ret nemt at finde det grønne område ved de store rør. Vi parkerer. Henrik efterlader mig for at gå op på en af broerne længere oppe på skråningen, så han kan tage fotografier nedad og opad.

Startområdet er en skrånende græsplæne med borde og bænke, nogle sponsortelte, et par boder med mad, snacks og vin! Sondrio er en kendt vinregion med fantastiske vine.

Der er et Red Bull-telt, hvor løbsledelsen har kontor. Der er også en sort Red Bull lastbil foran et telt med en dj, der spiller rock og dance musik; musikken er høj og meget motiverende.

Til venstre for plænen ser man de to store vandforsyningsrør og trappen. På de otte broer, der krydser trapperne, er der plads til tilskuere – og på stilladser langs trappen er der officials, assistenter, fotografer og førstehjælpere … nær startområdet er en ambulance parkeret …

Omkring plænen er der superfitte løbere i avancerede outfits, kompressionstrømper, Oakley solbriller og højteknologiske pulsmålere. Flere har t-shirts fra tidligere ekstremløb. Jeg føler mig en anelse fejlplaceret.

Ingen varmer op så vidt jeg kan se? Deltagerne virker meget afslappede, hviler enten på jorden eller står rundt omkring og taler med venner. Så mod bedre vidende lægger jeg mig på ryggen med mine ben op ad et hegn i et kvarter, men bliver utålmodig og står op og slentrer rastløst rundt i stedet.

Klokken 12 spiser jeg en stor håndfuld rosiner (i små bidder) og drikker små slurke vand i løbet af den næste time. Jeg går også på toilettet et par gange … bare for at være på den sikre side.

Tube (rør) trappen

Klokken halv tolv begynder officials og deltagere at bevæge sig mod trappen, så jeg gør det samme. Jeg betragter trappen nøje:

Meget smal – måske 50 centimeter bred og temmelig høje trin, måske 20 centimeter i højden – ujævn, grov beton. Omkring 50 centimeter til venstre ligger det ene af de store rør og ved siden af den er der en tynd stålwire ca. 5 mm i diameter. Ikke ligefrem et gelænder, du har lyst til at klamre dig til. For hver 100 trin er tallene malet på trinene: 100, 200, 300 …

12:40 og plastporten er stadig låst, så vi kan ikke komme op til startstedet: Red Bull portalen og startblokken længere oppe ad trappen. Spændingen stiger.

Speakeren siger en hel masse på italiensk. Jeg er sur på mig selv, fordi jeg ikke har lært italiensk endnu, på trods at jeg har besøgt landet mindst 16 gange (italiensk er nu på to-do liste).

Jeg forstår ikke hvad der bliver sagt og spørger en official, men han taler stort set ikke engelsk. Jeg spørgere en anden løber, der blot siger: Løbet starter snart … men den del havde jeg regnet ud.

Før Red Bull-porten blev oppustet i sidste øjeblik troede jeg, at vi skulle starte fra bunden. Jeg tænkte: Det er heldigt, at man starter på nogle lavere, nemme trin som opvarmning. Men det er ikke tilfældet. Startstedet er højere oppe, der hvor trappen bliver stejl med præcis 500 højdemeter til toppen.

Jeg tripper på stedet. Jeg skulle have varmet ordentligt op, men ingen omkring mig varmer op? For en gang skyld laver jeg kun en kort række dynamiske stræ og et par knæhløft, hælspark og jog, mens de andre ser undrende på mig … (senere på dagen ser jeg dog eliteatleter jogge frem og tilbage langs startområdet).

Jeg nøjes med 3 minutters lav-intensive underkropsbevægelser, som ikke får min puls op – delvist også for at spare benene og jeg tænker jo, at de første 50-75 trin til startblokken vil give lidt opvarmning. Stik imod min egen typiske rådgivning om grundig opvarmning, bliver jeg ikke opvarmet ordentligt til dette ekstreme løb (snak om ekstrem … dumhed).

Til sidst, med kun 10 minutter til starten, må de første 10 starter gå til startpunktet. Efter 3 minutter starter jeg min pulsmåler, Polar 430, for ikke at glemme det.

Så bliver jeg bedt om at gøre mig klar. Man står ikke på startbokken, men ved siden af så man skal springe til siden og derefter opad.

Man kan ikke forestille sig, hvor anstrengende dette lodrette løb er, men man kan være lidt nysgerrig: Personligt følte jeg en blanding af spænding og frygt. Frygt var meget passende:

Løbet er uudholdeligt hårdt fysisk såvel som mentalt. Det tager under en time, men det føles som en evighed.

Jeg jogger de første 200 trin, men så er min puls allerede på vej til max (min løbspuls er på 86-98% af HFmax) og mine ben er tunge. Jeg decellererer.

Da jeg ser trin nummer 300, er jeg anstrengt; jeg kan ikke forestille mig at gå endnu 2400 trin. Joggingen er forbi, i stedet forsøger jeg nogle dobbelt trin (passerer over et trin).

Når jeg trappetræner hjemme, skifter jeg mellem at tage et eller to trin (for hver tur). Jeg havde forventet at gøre det samme her og skifte for hver 100 trin; Det skulle være min trumfkort. Det fungerer dog slet ikke.

Normalt synes jeg dobbelt trin er ret let, men her er det som om mine ben mangler kraft til større trin. For hver 100 trin (og kun de første 1500 trin) tager jeg kun 10 dobbelt trin, så giver mine ben op! Det er demotiverende.

Flere gange er jeg nødt til at skubbe fra på mine ben med mine hænder, og selv det hjalp ikke meget.

Mit hjerte hamrer i brystet, jeg gisper efter luft, min mund er tør, og hele min krop føles som en stor, tung, usamarbejdsvillig sæk kartofler, der skal trækkes opad.

Mit blik er fikseret på trappen foran mig, jeg kigger kun et par gange op, fordi trappen synes uendelig.

Indtil nu har jeg næsten altid tænkt, når jeg har gået på trapper: Bare der var flere trin, fordi det er så rart at gå på trapper. Under dette løb tænker jeg seriøst, at jeg aldrig vil trappetræne igen (man skal aldrig sige aldrig).

Jeg ser bagud nedad en gang, tidligt i løbet, for at se om der er andre på vej, så jeg er nødt til at flytte mig ud til siden. Men de er længere nede, så de næste 2000 skridt holder jeg kun øje på trappen, for det udfordrer balancen, når du drejer hovedet og ser ned; Trappen er også ret stejl.

Utroligt, ingen passerer mig i løbet af de første 2000 trin. Selvom vi starter forskudt med blot 30 sekunder imellem os, havde jeg forventet at blive passeret en hel del gange.

I løbet af de sidste 400-500 trin sker der noget. Før jeg selv ser skyggen, løber en ung, slank italiener forbi mig til venstre.

En official i nærheden råber højt, det virker som om han vil stoppe mig. Jeg sænker farten (fra langsom til superlangsomt), taber et par sekunder, men råber til ham, at jeg ikke blev varslet af hende, og på trods af hans bevægelser, fortsætter jeg opad, jeg er meget udmattet og nu stresset.

I henhold til reglerne skal man træde ud på en smal passage til venstre, når man overhales af hurtigere atleter, og holde fast i stålwiren. Det er jeg opmærksom på. Men løberen havde ikke råbt, hun ilede lige forbi mig indenom. Alligevel er jeg ret oprørt: Er de 2700 trin forgæves? Er jeg den, der bliver diskvalificeret på grund af en fejl? Det ville være typisk for min held … … …

Med mindre end 100 trin tilbage hører jeg en gruppe bag mig råbe, så jeg aner at en anden er lige i hælene på mig. Jeg drejer hovedet en smule og det er en kendsgerning, en hurtigere løber er på vej: Jeg er nødt til at trække ud til venstre.

Den stejlt skrånende beton ser imidlertid ud til at være vanskelig at stå på, så jeg forsøger at sætte farten op (med 0,5 trin pr. minut), fordi der med mellemrum er store betonstolper, som støtter rørene, og jeg håber på, at nå op til et af dem og støtte på det.

Faktisk når jeg at passere to af disse, men så må jeg trække til siden og gribe wiren, lige før hun når mig – og venter indtil hun er forbi. Jeg mister 5-10 sekunder, men er ligeglad. Lige nu handler det om overlevelse!

Endelig ser jeg de sidste trin op til pumpehuset og målstregen.

På den positive side: Jeg fuldfører løbet uden at krybe på alle fire eller trække mig op med wire eller reb. Yeah!

Men det er ikke et kønt syn: Med en sidste smertefuld indsats kommer jeg til den sorte platform, og en hjælper rækker en hånd til mig. Nu forstår jeg, hvorfor deltagere i mesterskaber kaster sig på jorden, når de når målstregen. Jeg sætter mig tungt ned på trappens øverste trin og med blanke øjne ser jeg til, mens 2-3 andre løbere når de øverste trin med 20-30 sekunder mellemrum.

Jeg kigger på min pulsmåler. Jeg er glad for at have overlevet løbet. Men nu hvor jeg er så langt, tænker jeg, at tiden 33:00 (der virkede som en evighed) kunne have været en smule bedre …
Jeg lader målingen fortsætte i et par minutter for at se restitutionspulsen. Så stopper jeg det.
Polar flowdiagram viser løbet fra minimal opvarmning til stop.

Så fjerner jeg chippen fra min sko og afleverer den. Jeg rejser mig fra trappen og går op gennem pumpestationen og ud på den anden side.

Her er et bord fuld af friskskårne blodappelsiner, småkager, vand og te.
Jeg sveder meget og er ekstremt tørstig, så jeg drikker fire glas vand, et glas te, spiser en kiks og en blodappelsin.

Nu føler jeg mig allerede okay igen. Benene er lidt slappe, men jeg går 600 meter langs en smal skovsti til shuttle-bussen, som kører deltagerne tilbage ned til startområdet. Det tager kun 10 minutter, så den første bus er fyldt med seks deltagere, og vi kører ned gennem den smalle hårnålesvingsvej, der passerer små vinmarker og idylliske huse.

Fra målområdet nær toppen er der også en stejl skovsti med trapper, en cirka 4 kilometer tur. Den tager jeg dog ikke i dag.

Efter køreturen står jeg ud af bussen og går hurtigt over græsset, jeg vinker afværgende til Henrik, der er kommet ned fra broen for at møde mig; jeg haster forbi ham hen mod løbskontoret for at høre om situationen på trappen. Heldigvis bliver jeg mødt af smil og beroligende fagter: Situationen er ikke mit problem. Jeg kan endelig slappe af og får et knus fra Henrik.

Så tager han et “glad for at være i live foto”.

Og et mere med trappen i baggrunden. Jeg tillader mig et par V-tegn i dagens anledning.

På den ene side vil jeg gerne se resten af løbet. Især fordi en udvalgt gruppe af elite løbere starter i et særlig heat. På den anden side vil jeg også slappe af og restituere. Så vi kører ud til hotellet.

Jeg spiser en proteinbar med 30 gram protein og drikker lidt mere vand.
Jeg strækker mine benmuskler, lægge, baglår og lår ca. 30-60 sekunder hver.

Så går vi til hotellets elegante spa. Først i dampbadet og derefter et koldt bad (her er der ingen koldt kar, så det bliver et koldt brusebad). Så går vi i boblebadet. Det er blide bobler, så massage-effekten er begrænset, men det føles meget afslappende. Endelig går vi i saunaen. Jeg tager 2 x 15 minutter efterfulgt af 2 minutters kolde brusebade.
Normalt tager jeg flere runder. Men jeg vil se den sidste del af arrangementet.

Efter spa-besøget er jeg frisk, klæder mig hurtigt på og vi kører tilbage til trappen. Præmieceremonien er fastsat til 18:30, men før da er der forskellige taler på italiensk, så det bliver omkring 18:50 før vinderne og 2’erne og 3’erne er på podiet.
Det var det … og nu bliver vi inviteret til after party. Det er jeg vild med, men vælger at tage den med ro i dag; så vi tager til restauranten for at spise løs …

Jeg fik ikke en podium plads, men jeg er alligevel storsmilende. Jeg gennemførte løbet og bærer nu min “finisher” t-shirt. Because I am worth it!
Bag mig til venstre står Michele, som startede løbet.

Jeg ser, at andre løbere står tæt rundt om bordet i løbekontor-teltet, så jeg bevæger mig nærmere og ser, at resultatlisterne allerede er der.

Jeg tager et kig.

Årets vindere er Hannes Perkmann, Italien, kl 14:10 og Gisela Carrion Bertrain, Spanien, kl. 17:25.

Forbløffet opdager min egen tid:

25:34 minutter

Overraskende! Ikke en super tid, men 2-3 minutter bedre end mine seneste tider på trappemaskinen hjemme og den er ikke nær så hård som den rigtige vare. Da jeg så på mit pulsur lige efter løbet, tiden 33 minutter, havde jeg glemt, at jeg havde startet mit ur ca. 7 minutter før start!

49. plads ud af 79 startende

En stor overraskelse! Ikke imponerende, men uventet tilfredsstillende, min alder taget i betragtning (middelalder!), min nuværende begrænsede form og mangel på træningsfaciliteter. Og hele 30 kviner og 82 mænd “uddistanceret” af en nybegynder!

Resultatet, som jeg vil betegne som en relativ succes, et ekstremt løb gennemført uden uheld og med en ok tid, skyldes sandsynligvis ugentlige 1-2 trappe træning sessioner, 1-2 ugentlige løbeture a 5 km i lokale Djursland bakker (40-70 meter …,) og box jump hop på plyo boks samt almen styrke og core træning … og måske en smule viljestyrke.

Efter af løbet og ceremonierne er overstået kl. 19.15, vender vi tilbage til hotellet igen.

Kl. 20.00 spiser vi middag på hotellets restaurant 1862 Ristorante della Posta.

Lokale Valtellina specialiteter. Efter at have været afholdende de sidste tre uger nyder jeg et glas hvidvin til forretteren, tre mini pandekager med ost, og et glas rødvin til hovedret, æselstykker med brun sovs og polenta (majsmelmos). Som en finale, en lækker dessert (kage, is og mousse) med nogle af verdens fineste pistacienødder fra Sicilien. Et dejligt måltid med fantastisk vin og uovertruffen, venlig service. En fremragende afslutning på en meget speciel dag.

Klokken 22:00 er vi i seng og sover godt.

Dagen efter

En ren rejsedag.

Næste morgen vågner jeg veludhvilet. Jeg føler mig hverken træt eller øm efter gårsdagens begivenhed. Det skyldes muligvis de hurtige restitutionstiltag (spa). Efterskrift: Heldigvis er der heller ingen muskelømhed de efterfølgende dage.

Vi spiser vores sidste morgenmad på hotellet kl. 7.00 og efter pakning er vi klar til at køre kl 8:30. Vores køretur fører os gennem Italien, Schweiz, Østrig, Tyskland og endelig til Danmark. Vi stopper for at tanke diesel to gange, henholdsvis i Schweiz og Tyskland.

Desuden har vi et stop fra 7:15 til 8:00, hvor vi spiser en hurtig aftensmad på den lille restaurant Schweinske i Hamburg. Grillplatte og øl og spaghetti bolognese og vand. Så hurtigt tilbage i bilen og hjemad.

Omkring klokken 23:00 vi er hjemme og går straks i seng.


Hvorfor tog jeg, bjergløs, middelaldrende dansker, ikke eliteløber (faktisk ikke engang rigtig motionsløber), i øjeblikket kun moderat form og uden seriøst konkurrencegen, en 1415 kilometer 15 timer lang køretur med bil fra Rønde til Valtellina, for at deltage i et løb, der beskrives som ekstremt, stejlt og risikabelt?

  • Jeg kan godt lide at gå på trapper, især når jeg går i mit eget tempo.
  • Jeg var nysgerrig. Hvordan føles så mange trin?
  • Jeg var jubeloptimist (min søster kaldte det ‘dumt’) og tænkte det ikke igennem.
  • Jeg vil gerne skabe opmærksomhed omkring trappegang som motion:
  • Trappegang er fremragende, funktionel træning, som forbedrer kroppens funktionsevne i hverdagen, forbedrer konditionen betydeligt og mindsker risikoen for sygdom og for tidlig død.
    Trappetræning kan udføres af næsten alle, det er gratis, og man kan gøre det når som helst og hvor som helst hvor der er en trappe. Man behøver ikke at være i god form eller have særlige forudsætninger eller udstyr.

Derfor …

Læs mere, se mere (video):

VVTR 2018 Resultatliste, kvinder

VVTR 2018 Resultatliste, mænd

VerticalTube 2018 (Nereal) (Aagaard udtaler sig på 2 sekunder)

Valtellina Vertical Tube Race – Video Ufficiale

http://www.verticaltube.it/it

Rock Creek Runner: Kører for Lodret Gain i stedet for Afstand

   

Ingen kommentarer endnu

Hey! Finder du indlæg brugbart/interessant? Eller har du input eller spørgsmål, skriv kommentar, kort eller lang.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Valtellina Vertical Tube Race: Første danske kvinde i ultra trappeløb