Bedre kropsholdning: Ret ryggen i hverdagen

Gå langt: 10 Tips til gåture og vandreture optræning

Gå langt. Gang virker som motion og endda som træning, når tempoet er højt nok eller distancen tilpas lang.

På et tidspunkt blev jeg interviewet af DR om at komme i form til Hærvejsmarch og for nylig spurgte I Form om, hvordan man bliver klar til at gå langt. For eksempel på ferie og rejse eller danske marcher og vandre-arrangementer.

Skal man eksempelvis gå langt – på en lang, udfordrende vandretur – i sommerferien i juni-juli, er det ikke for tidligt at starte fortræning i marts (eller hellere januar), selvom man måske kan nøjes med mindre.


Gå langt – 10 Tips til lange gåture

1. Hvad kræver det (fysisk) at komme i gang med at gå langt?

Som med al anden træning, bør man træne op. Man kan godt bare springe ud i det, men det er en chance, man tager og de fleste vil nok blive overbelastede og måske skadede.

Træn op ved at træne aktiviteten selv og gerne supplerende styrketræning og coretræning, der kan forebygge ryg- og knæproblemer:_

  • Squat og/eller step op
  • Rygstrækninger
  • Mavebøjninger og planker. Plus eventuelt:
  • Armstrækninger og kropshævninger for ekstra styrke og stabilitet i overkroppen.

2 gange om ugen a 20-40 minutter; 8-10 øvelser: 3 sæt a 8-12 gentagelser.

2. Hvor langt jeg kan klare at gå på en dag?

Det ved du ikke, før du danner dig erfaringer ved at gå.
Det er individuelt og afhænger af alder, træningstilstand, restitution og om man har gode gener. Nogle skal gøre meget, andre næsten ingenting, før de reagerer godt (eller skidt) på motion eller træning.

3. Hvor lang tid skal jeg sætte af til en tur?

Eller: Hvor lang tid skal jeg ca. beregne pr. kilometer?

Det afhænger af flere faktorer.

Typisk går man 10.000 skridt, 8 km, på cirka 1 time og 40 minutter.
Det svarer til 1 kilometer på 12,5 minutter ved almindelig moderat gangtempo.
På vandreture går man både op, ned og ligeud, så det kan resultere i en gennemsnitlig moderat fart.

Rask gang er 5-6 km timen, 1 kilometer på 10-12 minutter.
Hurtig gang, powerwalk, er næsten som jogging 7-8 km i timen, 1 kilometer på 7,5 minutter om .

Det, der kan sænke farten er foto- og selfiestop, som kan lægge en del tid til.

Gå langt lange gåture vandring optræning Marina Aagaard blog fitnessHer en længere vandretur mod Kilimanjaros top. Tempoet er langsomt.

4. Hvad skal jeg være opmærksom på, hvis jeg skal gå i bakket terræn? (fjeld eller bjerge)

Bakkegang kan være hårdt for knæ (og ryg) og anstrengende for kredsløbet.

  • Varier tempo og stil og gå i zigzag.
  • Undgå at bremse for meget på vej nedad bakke.
  • Pas på knæene.

5. Hvordan ved jeg, hvor meget væske jeg har brug for undervejs?

Det afhænger af, hvor meget man vejer, hvor meget man anstrenger sig og hvor lang tid man er undervejs.
Man sveder, fordamper væske, i både varmt og koldt vejr.

På en middellang tur, 10-20 km, under krævende forhold, kan det være 1-2 liter der er brug for.

Man drikker i overkommelige mundfulde, 1-2 dl, så der ikke er for meget, der skvulper rundt i maven og så man undgår at skulle tisse (for tit).
Det er anbefalet at man indtager tilstrækkelig væske både før og efter gåtur.

kili-w-20160220-IMG_1110

6. Hvad skal jeg tage højde for, hvis jeg er overvægtig?

Ved fx omkring 10-20 kilos overvægt: Start forsigtigt med optræning. Ekstra kilo belaster krop og led; for megen træning for hurtigt kan give overbelastningsskader. Tag den med ro, byg formen gradvist op til at gå langt og lær af erfaringerne.
Ved at begynde at gå ture i hverdagen kan man tabe sig lidt eller meget og blive bedre forberedt til lange gåture.

7. Hvor begynder det typisk at gøre ondt, når man går langt?

Knæ, fødder (hæle, forfod og tæer), ankler, hofter og/eller ryg kan begynde at ømme sig.

Især hvis ikke man har trænet op. I mange tilfælde kan det undgås.

Ømhed 1-2 eller flere efter træning kaldes DOMS, Delayed-Onset Muscle Soreness, er ikke farligt. Det er et (dejligt) tegn på, at kroppen er i gang med at hele og blive stærkere. Den form for ømhed opleves især efter uvant eller ekstra hård træning og ved excentrisk træning, hvor musklerne forlænges under belastning fx ved bakkegang og trappegang nedad. 

Et problem er, at man kan få vabler, der smerter.
Det skal man prøve at undgå med gode strømper (uld) og vandresko. Og eventuelt Compeed plaster.

8. Hvad kan jeg gøre for at undgå, at jeg får ondt undervejs (og bagefter)?

Optræning før turen er det vigtigste. Gode sko til at gå langt i er også væsentligt.
Gå i et moderat tempo og en distance som er inden for rimelighedens grænser.
God restitution; varme (undgå at fryse), søvn, tilstrækkelig, nærende mad.

kili-w-20160213-IMG_0642

9. Hvordan varmer jeg rigtigt op, inden jeg begiver mig af sted?

Gang kræver ingen særlig, specifik opvarmning. Det er en almindelig bevægelse med små bevægeudslag. Det er rigeligt at starte roligt op og gå sig varm.
Skal man gå med stave, kan man dog lave nogle stræk- og stavøvelser forud.

10. Er der nogle bestemte ting, jeg kan gøre på selve turen for at undgå muskelømhed?

Man kan normalt ikke helt undgå muskelømhed ved uvant aktivitet såsom at gå langt; længere end man plejer. Så den bedste strategi er at træne op med tilsvarende aktivitet.

Strækøvelser kan ikke forhindre muskelømhed, men afspænde stramme muskler, lindre akut muskelspænding og den stivhed man kan føle dagen efter hård aktivitet.

Typiske gang/løb strækøvelser er:

  • Lægstræk (vælte træer som på foto fra Kilimanjaro (foto: Michelle Martinsen)
  • Baglårsstræk (stræk for haserne med bøjede og strakte ben)
  • Lårstræk (stræk for forlår, med bøjet ben, fat om ankel)
  • Hoftestræk (stræk for hoftebøjeren med forskudt benstilling)
  • Lyskestræk (stræk for indadførerne i bredstående)

Fra 20-30 op til 45-60 sek. De længere stræk har en afslappende effekt.

kili-MaM-w-IMG_2632


Læs mere:

DR Lev Nu: Kom godt i gang med at gå

Gang motion tabel: Tempo, kalorieforbrug, skridt

VeryWellFit: Training for long distance walks

Vandresko vs. vandrestøvler

Følg min Blog HER og Instagram HER

6 kommentarer

  • Hej Marina

    Spændende indlæg om vandring!

    Har du stiftet bekendtskab med vandreturerne fra Mammutmarch? Jeg har selv benyttet mig af disse til at træne op.. 🙂

    Har faktisk skrevet et indlæg på min blog om det, hvis nogen skulle finde det interessant: https://www.friluftsfreak.dk/mammutmarch-100-og-30-55-km/

    Mvh Christian

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marina

      Hej Christian,
      Mange tak for din positive kommentar og tip med link 😉
      Hermed er det givet videre til andre mammut-vandrere.
      Mvh
      Marina

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • steen

    Hej Marina
    Jeg er begyndt at gå en del, primært for at smide nogle kg. Indtil videre har daglige gåture og en kostændring betydet et vægttab på 18 kg på fem måneder, og det er dejligt. Jeg er blevet ret hooked på at øge distancerne i weekenderne, men kommer til at tænke på om det er sundt?
    Jeg synes jeg har hørt mange sige at det ikke er sundt at løbe et marathon, men kan det så være sundt at gå samme distance?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marina

      Hej Steen,
      Mange tak for din positive historie – og gang er helt oppe i tiden.
      Ja, du kan godt øge distancerne i weekenderne.
      Det vigtigste er, at du øger over tid. Altså ikke et kæmpespring på en gang.
      En generel tommelfingerregel er maksimum cirka 10 % samlet øgning per uge.
      Øg kun distancen den ene dag (eller en lille smule begge dage).
      Mærk efter – hvordan har du det efter og dagene efter – og tilpas efter det.
      Fortsat god træning.
      DBH
      Marina
      P.s.: Maraton og andre lange distancer kan være o.k.,
      når man bygger gradvist op og ens krop kan holde til det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Grundige tips. Du har ekspertrise! Takk som deler, jeg håper du når ut til de som har ekstra godt av å komme i gang med gå-trening.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak for din positive og opmuntrende feedback, Helene.
      Ja, det er målet at nå ud til de, der skal i gang med at gå, for ofte når informationerne de, som kan i forvejen, de der interesserer sig for sundhed og motion og læser med …
      Rigtig god weekend.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bedre kropsholdning: Ret ryggen i hverdagen