Kilimanjaro trekking dag 6: Mod toppen, Kibo, Uhuru Peak

Af Marina Aagaard, MFT

Torsdag. Det er sort nat i Barafu Camp. Nu skal vi ud på den sidste strækning.
Vi skal mod Kibo, toppen af bjerget Kilimanjaro.

Kilimanjaro trekking dag 6

Før top trekket vækkes man (hvis man altså skulle være faldet i søvn, i nat er jeg ikke den eneste, der ligger lysvågen) typisk omkring midnat. I vores tilfælde allerede onsdag nat klokken cirka 22:30, hvorefter vi får en kop rygende varm te serveret på telt-kanten.

Nu begynder en anstrengende øvelse med at pakke sig ud af soveposen og ind i tøjet:

Inderst sømløst undertøj (der ikke snærer)
To par uldsokker over hinanden
Skiundertøj
Uldundertøj
Uldsæt
Fleece-trøje
Skitøj
Tynd hat
Balaclava (elefanthue), der dækker hals, hage, kinder, pande og ører
En ekstra balaclava (kun kuldskære personer (mig) kan finde på det)
En skihat
Et par tynde inderhandsker
Et par skihandsker
Et par uens lånte luffer udenpå (lånt i sidste øjeblik på hotel og de varmer perfekt)

Modefaktor: Som Michelin-manden. Fitnessfaktor: Hæmmende. Wellnessfaktor: Varmt.

Det var ingen let øvelse, men nu er jeg klar!

Dag 6: Barafu Camp (4673 m) – Uhuru Peak (5895 moh) – Millenium Camp (3810 m)

Vi efterlader teltet og alt (rodet) som det er. Gruppen samles i mørket på en række bag guiden Geoffrey. De andre guider slutter op bag os, klar til at vise vej og støtte, hvis vi som på resten af turen periodisk bevæger os i variabelt tempo og deles i små grupper.

Jeg har som de andre min pandelampe på. Den er indkøbt specielt til turen, specielt til denne vandring opad. Det er en rimeligt dyr, lysstærk pandelampe; den lyser godt op.
Jeg har ellers været lidt bekymret for, om det ville blive meget vanskeligt at se klipperne og manøvrere sikkert rundt i mørket. Det går heldigvis langt bedre end forventet.
Ikke mindst fordi ustoppelige Max, der efter et par overhalinger nu er lige bag mig, har pandelampe de luxe topmodellen, som oplyser alt i den umiddelbare nærhed. Heldigt!

23:30. Vi går af sted. Skridt for skridt i langsomt tempo.

Tempoet er langsomt. Alligevel bevæger Geoffrey sig med lette fjed og af og til virker det – i hvert fald nu i nat – ikke helt “pole, pole”: Man skal holde rytmen for at følge med.

Jeg går lige bag Geoffrey. Jeg spurgte gruppe om det var o.k., for jeg vurderede at det ville hjælpe mig; undervejs på turen har jeg flere gange gået efter ham og har kunnet sætte mine fødder nøjagtigt i hans fodspor, fordi vi er nogenlunde lige høje (lave). Jeg mener, at jeg så kan gennemføre tur uden stop og uden at sinke andre. Og den, der går efter mig, kan følge i mine fodspor (som efterligner Geoffreys), hvis ønsket.

Det fungerer. Det virker nærmest hypnotisk.

Jeg kigger direkte på Geoffreys fødder og flytter mine fødder synkront med hans.

Et par gange undervejs synger Geoffrey messende. Det virker ekstra motiverende (i hvert fald på mig) og er måske medvirkende til, at jeg undgår u-autoriserede pauser.

Kilimanjaro, natlig trekking mod toppen. Stjernerne lyser op, men foto er taget med langtidseksponering, så bjerget ser lysere end det er (og man ser lygtespor). Foto: SuperJoseph. Istock.

Vi går og går. Jeg tjekker ikke tiden – ikke mindst fordi det er umuligt med lufferne på.

Pausebehov

Vi er blevet lovet en pause efter en time, men tiden går ualmindeligt langsomt … fordi der går to timer. For første gang på hele turen tænker jeg “Hvornår er der pause?”

Undervejs nipper jeg i starten bittebittesmå bidder af en Castus frugtbar, som min telt-kammerat forærede mig. Hver mundfuld er hård at komme igennem, det bliver nærmest sidddende i halsen. Alligevel tygger jeg bravt videre i to timer for løbende at få energi.

Egentlig havde jeg indkøbt rigeligt med Bounty og Snickers [energibomber], som jeg i går på anbefaling skar i små let håndterbare stykker, fordi alt nær toppen fryser til is. Jeg stoppede så posen med chokolade-stykkerne i lommen (for at de ikke skulle fryse). Ikke smart, for da jeg tog posen frem før turen, var alt smeltet sammen til en ulækker, uappetitlig klump med en ubeskrivelig farve og konsistens. Det blev efterladt i teltet og nu var jeg pludselig helt uden snacks til topturen. Indtil Castus sponsoratet.

Til nu har jeg (om dagen) haft det fantastisk kropsligt og mentalt. Trods fem fæle nætter næsten uden søvn har kroppen præsteret formidabelt, endda helt uden tegn på typisk højdesyge. Men nu melder trætheden sig på en underlig måde. Jeg mærker, at muskler og led fungerer og er klar til turen, men hjernen er udtrættet og kører på laveste blus.

Jeg er som ved siden af mig selv og går i en trance, time efter time. Jeg er egentlig ikke søvnig, som det sker for nogen, men fordi koordinationen halter, går det trægt og 4-5 gange er det lige før, jeg mister balancen; jeg tager et skridt bagud for at genvinde den.
Den bagvedgående mistænker, at jeg er ved at miste grebet, måske ved at falde i søvn og spørger om jeg er o.k. “Ja” (faktisk helt o.k., selvom o.k. nu er et relativt begreb).

Tæl skridt

Guiden på hotellet har anbefalet, at man tæller sine skridt i små bidder, for at gøre vandringen overkommelig. Det har jeg ingen brug for, men tænker i stedet “højre, venstre, højre, venstre…” for at holde mig mentalt i gang og bevare koncentrationen.
Som et andet tiltag – da jeg tænker, at man har brug for mere ilt – fokuserer jeg intenst på at trække vejret dybt og regelmæssigt og ånde dybt ind og helt ud. Det virker vist.

De pauser, der er undervejs – det er nu ikke som lovet hver time – er afgørende. Vi hænger i, kæmper os opad, med forventningen om hvert et lille hvil. Geoffrey stopper: Jeg smider mig på ryggen på klippen, lirker rygsækken af og bytter vandflasker rundt.

At få sin aktuelle vandflaske bakset frem inde fra kroppen er lidt af en opgave, mens man går, derfor er det skønt, når man stopper, for så bliver vanddrikkeriet nemmere.
Pauserne er dog meget korte, kun 5-10 minutter, for det gælder om at holde sig gang.

Efter at min Castus bar er spist, mangler jeg snacks (beordret af turlederen). Jeg føler godt nok intet savn og har ingen lyst til at spise noget som helst, men tænker at det nok alligevel er fornuftigt fortsat at indtage energi løbende.

Marianne, som har styr på det meste og rigelige reserver, sponsorerer storsindet en hel pakke druesukker-tabletter. Det er alle tiders. Jeg finder hurtigt ud af, at det er en rimeligt nem energikilde. Det handler nemlig ikke kun om indholdet, men om at få ting ud af indpakningen uden at tage lufferne af og det her fungerer. Hver time haler jeg en tablet ud med tænderne og fortærer den i løbet af den næste halve times tid …

Tid og rum forsvinder

Jeg har ingen fornemmelse af tiden eller rummet i mørket omkring mig. Jeg ser kun Geoffrey og i pauserne ser vi i gruppen lidt på skift hinanden.
Jeg ser enkelte i vores og en anden gruppe i nærheden; de puster hårdt eller kaster op (ifølge guiden en god ting, for så får man det bedre). Alligevel er jeg lettet over, at det ikke er mig, for jeg har nok at se til. Min hjerne er drænet og motorikken er træg.

Undervejs ser jeg enkelte fra et par grupper, der startede før os; de har det endog rigtigt dårligt og to er på vej nedad i stedet for opad. Jeg føler med dem. I mit eget hoved har jeg skarpt fokus på Uhuru Peak skiltet. Det skal nås. Uanset hvordan det skal foregå.

06:30. Efter 7 timer (ret hurtigt; min fornemmelse af et rask tempo var rigtig) i mørket, med stejl vandring og klatring i klipper og grus, når vi op til kraterkanten, lige i tide til at se den suverænt smukke solopgang ved Stella Point (5756 moh).
Trekkingturen er en succes: En efter en når hele gruppen op.

Foto: Marianne har nærvær nok til at forevige øjeblikket, da vi når Stella point.

På kanten græder jeg et par salte tårer af ærgrelse over, hvad jeg i det øjeblik synes er fuldstændigt urimeligt. Jeg snøfter til leder Peter “det er uretfærdigt, min krop føles så klar, men – uhu – jeg har ikke sovet og er så træt, at jeg slet ikke kan opleve det rigtigt”.

Det er åbenbart ikke unormalt, at man er lidt ude af balance, når man når toppen. Alligevel virker det lidt pivet og Peter tror åbenbart, at jeg er på vej til at opgive at følge med det sidste stykke, så han kommanderer “kom så, ikke mere snak, vi skal videre”.

Naturligvis. Men der var nogen, der havde snakket om en pause ved Stella Point. Den bliver der nok ikke noget af? I stedet udbryder Peter “sluk så de pandelamper”! Ikke lige det første man tænker på, men lamperne har for længst udspillet sin rolle i det skarpe sollys.
Alligevel er vi langsomme til at reagere og Peter slukker dem resolut en efter en!

8/9 af gruppen fortsætter videre en hel times slow motion gang 139 højdemeter op til Uhuru Peak.

Uhuru Peak

Så når vi dertil. Uhuru Peak. Toppen af Kilimanjaro. Som i en drøm: Der er skiltet.

Kaotisk. To grupper, der startede før os, er lige nået dertil og står foran skiltet og blitzer;
“just wait 5 minutes”. Hele 5 min.? Det duer ikke på toppen, hvor man kun er i kort tid.
Endelig flytter de sig, men vi når desværre ikke at få et gruppebillede, kun enkeltfotos …

Jeg misser mod solen. Lidt træt. Meget glad. Mission possible. Foto: Peter Larsen.

Derefter skynder guiderne på os. Nu skal vi ned. Jeg løber lidt omkring og når lige at tage nogle billeder ved toppen af krateret. Jeg løber tør for superlativer; for en sne-og-is-fan er det et storslået syn med blå himmel, sort lava, grå sten og hvid og blå-grøn is.

Rundt om skærmer skyerne af for verden under 5895 meter …

Det tætteste jeg kom på selfies på turen: De lange, uundgåelige skygger på flere fotos.

På vej nedad fra Uhuru Peak til Stella Point. Nu går guiderne rask til og skynder på os.

Jeg tager lige et par ekstra fotos. De ligner de andre, men jeg kan ikke lade være.

Det var det. Vi er ved Stella Point igen. Nu i tre små grupper. Geoffrey råber utålmodigt: “No more pole, pole” og han mener det helt alvorligt.

Han begynder at løbe nedad i gruset med os halsende bagefter i skitøj og tunge støvler i hvad der nu må være omkring 20-25 graders varme.

Stejlt! Løb anbefales, men gang med hæle i lokker mere. Fotos: Marianne Martinsen.

Det her er vist en af de værre oplevelser i mit liv. Det går stejlt, 20-40 grader, nedad. Det er hvad det er. Men løbeturen foregår i løs grus, der skrider, så man hele tiden er i fare for at falde og tumle ukontrolleret nedad bjergsiden.
To gange glider jeg – med hjertet i halsen og armene flagrende – ukontrolleret i stenene.

Det er ualmindeligt ubehageligt. Som ‘lovet’ nede på hotellet under den første briefing: “Turen nedad går lige i knæene”. Vi kan alle mærke det og det bliver værre og værre.
For mit eget vedkommende, trods rigelig styrketræning, har knæene det langt fra godt.
Det er, hvad det er. Men mine tæer smerter, så det næsten ikke er til at holde ud. Jeg prøver periodisk, som anbefalet, at støde hælene bagud, for ikke at glide frem i støvlen (der er nu ringe plads at glide på grundet de to par uldsokker), men det fungerer dårligt.

Stop and go

Efter en times jog i heden holder vi et lille stop for at smide skijakke, skihandsker og balaclavaer og få en tår vand. Det letter, men hjælper ikke mine ømme tæer.
Og vi skal videre ned med det samme.

Vi fortsætter, mine tæer og knæ værker mere og mere, så jeg siger, at jeg kan ikke fortsætte i samme tempo. Fint nok, de fire andre i gruppen løber videre. Og jeg følger efter sammen med en anden guide.

Det var meningen, at jeg ville sætte tempoet ned for at skåne mine knæ (for jeg skal holde fitnesskursus i næste uge), men det er min guide ikke med på.
“Har du det dårligt? Jamen, så skal du ned i en fart.” Og han pacer mig af sted, så vi er hele tiden lige i hælene på fortroppen. Det var jo ikke meningen.

Endelig er vi nede. Jeg (der er ellers er kontrolfreak) har stadig ingen fornemmelse af tiden, men hører at den smertefulde tur varer i fire timer, så vi er lidt efter tidsplanen.

En efter en kommer vi dumpende ind i lejren – der nu pudsigt nok er solbeskinnet og lun – og smider os ind i teltene, smider støvlerne og hviler os.

Det er meningen, at vi skal videre nedad lige med det samme til Mweka Camp i 3100 moh. Men hele gruppen er trætte og enkelte har store problemer med knæene.

Vi får lidt at spise og får lov til at få en times hvil, d.v.s. tid til at pakke. Desuden bliver planen ændret, så vi går til en anden camp tættere på, Millenium Camp (3810 moh).
Kun et par timers gang, men lige i øjeblikket virker det for mig – på grund af de smertende tæer – næsten uoverskueligt at fortsætte. Av. Av. Av.

Nedad nedad

Vi kommer dog på benene og bevæger os videre nedad. Langsomt og besværet. Det er langt fra gruppens fineste øjeblik. Og nu begynder det også at regne. Det bliver det ved med på det meste af turen, selvom det heldigvis går fra regn til let støvregn.

Nu skal det grimme, tunge regnslag, som jeg har båret rundt på hele ugen, gøre gavn. Det fortryder jeg dog fra start til slut. Et sådant regnslag, poncho, skal beskytte hele kroppen og rygsækken, men er ualmindeligt uhandy, især med stave i hænderne (og når man træder af på naturens vegne). Det er første og sidste gang med sådan et på.

Marianne M foreviger min kamp med regnslaget, mens bærerne spæner forbi.

Efter et par timers smertefuld færd når vi vores nye camp, Millenium camp (3810 moh ifølge kortet, 3797 moh ifølge stenen på stedet). Der er lettere mudret og regnen drypper fra de små træer og telte. Lejrliv. Så får vi også prøvet det. Det er helt o.k.

Så til ro

Vi gør os klar og klokken 18:30 spiser vi i ro og orden vores sidste måltid i spiseteltet:
Suppe og brød, en slags kød og kartofler, og frugt. Fint nok, men dog ingen festmiddag.

Tak for mad og så mod teltet.

Dagens sidste kig op på Kibo bag os og ned i skyerne under os. Vi er stadig højt oppe.