Sommerform på rekordtid? Verdens bedste og næstbedste bikinikur

Fitness Wellness Rejse: Budva, Montenegro

Af Marina Aagaard, MFT

Sommertid er ferietid og alle har ret til et fedt ferieophold!
En annonce lyder “Alle har ret til et fedt køkken”, underforstået et køkken til en overkommelig pris. Og det samme kan man sige om rejser.
Der er nok af feriedrømme, men de skal jo være mulige:
Har man penge kan man få, har man ingen må man gå.

Montenegro Budva klippe Foto Henrik Elstrup

Vil man rejse billigt, må man se sig lidt omkring. Jeg så mig i foråret omkring på årets feriemesse Ferie For Alle i Herning.

Montenegro

Der blev Montenegro af Falk Lauritzen Rejser udråbt til årets (og kommende års) rejsesensation. Rejsebureauet havde i den forbindelse inviteret forfatteren Tom Nørgaard, der har skrevet Turen Går Til Montenegro, til at komme og fortælle:

“Jeg har rejst over hele Europa, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Montenegro er et af de allersmukkeste lande. Her er bjerge, som absolut kan måle sig med alperne i Frankrig, Schweiz og Østrig, og samtidig er vi på breddegrader, hvor man kan være temmelig sikker på sol, varme og godt vejr i hele sommerhalvåret. Foruden den 300 km lange kyst er der mange interessante oplevelser i baglandet og nogle fantastisk smukke byer, herunder ikke mindst Kotor, der er på UNESCOs verdensarvsliste”.

M Biogradska

Montenegro, Crna Gora, “Sort Bjerg”

Montenegro ligger lige syd for Kroatien, vest for Bosnia i Herzegovina, Serbien og Kosovo, og nord for Albanien. Mod vest ligger Adriaterhavet med Italien på den anden side.
Hovedstaden er Podgorica, som ligger midt i landet (foto: Milenijum bridge).

Montenegro Podgorica Milenijum bridge Henrik Elstrup

Montenegro hørte tidligere under Jugoslavien, men blev selvstændigt 21. maj 2006.
Befolkningstallet er på ca. 620.000 og sproget er montenegrinsk. Heldigvis taler de fleste i servicefagene forståeligt engelsk; i kommunikationen med nogle taxachauffører og guider skal man dog bruge parlør, kort og tegnsprog. Unge montenegrinere, hvoraf mange studerer i udlandet, taler et udmærket engelsk.

Ferieparadis

Kroatien, som er naboland nordpå, er et af danskernes foretrukne rejsemål, og hvis man kan lide Kroatiens natur vil man også kunne lide Montenegro: Der er store sandstrande og fantastiske nationalparker med høje bjerge, spændende skove og smukke søer.

Montenegro Tara canyon view Marina Aagaard fitness blogMontenegro Tara canyon Marina Aagaard fitness blog

For de mange, der er vilde med aktive ferier, er der rige muligheder for sejlads, svømning, dykning, cykling, vandreture, ultramaratonløb og rafting i Tara floden, der er 144 km lang; den løber gennem Tara River Gorge, 82 km, den dybeste flodkløft i Europa, med 1300 m høje sider, og nummer to i verden efter Colorado Canyon, USA.
Der er mere end 80 store huler langs kløften.

For historie-, kultur- og arkitekturinteresserede er der også mange interessante besøgsmål; ældgamle bycentre og smukke rigt udsmykkede klostre, fx i Cetinje, den oprindelige hovedstad. Skiltet på torvet viser antal km til verdens store museer.

M Cetinje museumsskilt Montenegro Cetinje Monestary photo Henrik Elstrup     Montenegro Cetinje foto Marina Aagaard fitness blog

Da der p.t. er rabatpriser på Montenegro-rejser, fx flyrejse og en uge på hotel med morgenmad til 1700,00, var det oplagt med en ‘studietur’; jeg tog sammen med min mand med på den allerførste danske chartertur til Budva, nu i maj.

Før sæson fordele: Vejret er behageligt, 20-25 grader, men der kan være regnvejr (en enkelt hel dag, da vi var der). Ikke alt for mange andre turister. Rejsen er meget billig.

Før sæson ulemper: Strandene er stedvis rodede og beskidte (ved at blive ‘soigneret’). Nogle restauranter og barer er ikke åbne, personalet er i gang med klargøring. Vejret kan være ustabilt.

Budva

Byen Budva ligger ved den Montenegrinske riviera. Det er en lille hyggelig by med lystbådehavn og en flot gammel bydel (man kan komme op på bymuren og gå næsten hele vejen rundt om byen). Samtidig er Budva Riviera et festival-centrum med mere end 10 festivaler og koncerter i løbet af sommeren.

M strand by
En fin by til både familieferie, fest og base camp for udflugter i alle retninger. Og det kan betale sig at tjekke Budvas aktivitetskalender.

Vi dumpede tilfældigt lige ind i det årlige karneval, The Great Carnival of Budva, hvor der var cirka 2500 deltagere fra 12 lande i og omkring Balkan-området.
Det var tre dage med fest, farver, dans og underholdning; en kæmpe gratis fest.

Montenegro Budva Carnival og bymur Foto Henrik Elstrup

Desværre tilpasser byen, som alle populære turiststeder, sig markedet, kundeønskerne; så restauranter, barer og butikker er ret internationale og turistprægede.
Man betaler med euro i Montenegro og priserne er relativt billige som (tidligere) i Kroatien, men som en overraskelse ? da Budva og næsten-nabo-byerne, inklusive Tivat, er populære blandt nyrige russere – er der også luksushoteller, -butikker og -restauranter med et meget højt prisleje.

Visit Montenegro Top 5 Must Visit places

  • Durmitor (nationalpark); mange ture går dertil, er værd at se, også i regnvejr.
  • Tivat (lille by, stor lystbådehavn); før til militæret, nu yachts i mangemillionklassen.
  • Perast (ved Boka Bay), lille by, kendt kirke; Boka bugten er et ‘must visit’.
  • Skadar Lake (kæmpesø i Syd-Montenegro), kan ses fra flere af bjergene.
  • Sveti Stefan (hotel-ø). Her har mange superstjerner boet igennem tiderne, bl.a. Madonna og Claudia Schiffer. Før var der adgang til øen. Nu er den helt lukket af og vagtmænd holder pøbelen væk fra øen; se den på 100 m afstand med mindre du booker et Aman Resort hotelværelse for 5-10000 per nat. (foto her under).

Montenegro Sveti Stefan Marina Aagaard fitness blog

Aagaards Top 5 Must Visit places

Kotor

Skal ses og der skal helst afsættes en hel dag: UNESCO verdensarvområde. En ret lille by med en meget stor og smuk gammel bydel med verdens smalleste gade(r) og en interessant udfordring:
På bjerget bag byen ligger ruinen af et fort. Fra en gyde bagest i byen kan man for 3-4 euro komme på en trappegåtur, cirka 1350 trin (læs trin i overstørrelse) op til toppen. Det er ikke for gangbesværede eller syge, men en to-do tur for alle andre, for motionens skyld og for en fantastisk udsigt ned over Kotor og ud over Boka Bay.

M Kotor bymur   M Kotor streetM Kotor stairsM Kotor udsigt fra bjerg

Budva og Rivieraen

En 3-4 timers gåtur med skønhed og forfald. Gammelt, grimt og nyt, eksklusivt.
Vi fulgte guidens råd om en gåtur langs strandene fra Budva til Sveti Stefan. En gratis fornøjelse, der var et af turens højdepunkter. Motion på den nemme måde kombineret med afvekslende natur- og kulturoplevelser.

Det er pga. nyt hotelbyggeri ikke muligt at gå hele turen langs stranden, så man må op og ned, men hvis man er lidt nysgerrig og kigger sig omkring, så får man mange interessante syn at se, fx hyrder med geder og muldyr og en næsten usynlig lillebitte fiskerestaurant.

Montenegro klipper i vandM Zoffs fish bar

Lovcen Nationalpark

En billig bustur rundt i Lovcen nationalpark, fra varmen ved vandet op i bjergene med sne på i maj. Fedt. På toppen af bjerget Jezerski, 1749 moh, er der bygget et mausoleum for Petar II Petrovic Njegos. Først op af 461 trapper og så ad sti uden gelænder på bjergryggen, det giver et sug i maven, hen til mausoleet.

Vær ikke nærig, giv de 5 Euro det koster at komme ind, det er et imponerende bygningsværk med smuk, smuk marmor.

Montenegro Lovcen Mausoleum foto Henrik Elstrup   Montenegro Lovcen Mausoleum foto Henrik Elstrup   Montenegro Lovcen Mausoleum

Spis også i restauranten ved foden af trappen, fx en platte med lokale delikatesser. Restauranten er spændende, udsigten er flot, maden er god … men medbring eget toiletpapir (en mangelvare i Montenegro, selv på bedre steder!).

Tivat

Den ene af Montenegros lufthavne ligger i Tivat (den anden i hovedstaden Podgorica).
Tivat er en lille by uden de helt store attraktioner … bortset fra havnen og havneområdet, som er et besøg værd. Det var tidligere en militærhavn, brugt af Østrig, Italien, Jugoslavien, Rusland og Libyen; en havn med stor vanddybde …

Så i 2011 meddelte den nye ejer, den canadiske milliardær Peter Munk, at han ville bygge en luksusmarina for mega-yachts, Porto Montenegro, som skal gøre Tivat til “det sydlige Adriaterhavs Monaco”. Det er ved at lykkes; der bygges stadig og indtil videre er stort set alt designet og supereksklusivt og skibene er mega, så havnens kran er m e g e t stor …
I maj var der i Tivat yachtudsalg; fx tilbud: 1 stk båd: 180 mio. DKK.

Montenegro Tivat yacht Marina Aagaard fitness blogM Tivat mega yachts

Hvis man ikke har brug for en båd, men bare gerne vil skille sig af med sine penge, kan man gå på casino, som der findes en del af.
James Bond filmen Casino Royale blev ifølge guiderne delvist optaget i Montenegro (ifølge andre kilder var det Tjekkiet) på vejene ved rivieraen. Stunthistoriens vildeste rul med en bil, syv rulninger før stilstand; med en Aston Martin, smuk og så stabil, at der skulle bruges snyd (en rampe og en nitrogen kanon).

Durmitor Nationalpark

Montenegros første og største nationalpark fra 1952, 39.000 hektar, med Durmitor bjerget, 2522 m, en 898 m dyb hule og mange søer, hvoraf den største er Black Lake, Crno Jezero, som egentlig er to søer, Lille Sø og Store Sø, som er forbundet med et lille vandløb. Søen er et af parkens populæreste udflugtsmål (her på en regnvejsdag).

M Black lake Crno Jedarska

Montenegro med mange muligheder

Der var også mange andre spændende steder at besøge, fx byen Herceg Novi i nord og byen Bar i syd med tusind år gamle oliventræer, hovedstaden Podgorica og ret langt uden for byen det specielle kloster, som er bygget ind i en klippe; Manastir Ostrog fra 1650, som besøges af troende fra mange trosretninger. Flot og specielt, men der er ikke så meget at se i klosteret eller de umiddelbare omgivelser; man må prioritere, hvis tiden er knap.
Der er brug for mere end en enkelt uge, hvis man skal nå omkring (i ro og mag).

M Ostrog monestary

Ferie fitness

Ferie er wellness i sig selv og på denne ferie blev det desuden til et par dage med wellness i form af spaophold og fitness. Turens low budget Hotel Lucic var fantastisk til prisen og centralt, men uden nogen faciliteter ud over en lille morgenbuffet, som var uden frugt og grønt, men med pandekager, omelet o.l.

Heldigvis var der kun 5 minutters gang hen til luksushotellet Avala, der havde superflotte poolfaciliteter og o.k. sauna og dampbad og et veludstyret fitnesscenter med både frie vægte, maskiner, fitnessredskaber og Kinesis.

M Avala wellness ude og inde pool M Avala wellness infinity pool aften M Avala fitness kinesis M Avala fitness jog

Det er nok ikke sidste gang jeg besøger Montenegro. Der er stadig masser at se.
Det var let at komme omkring i mini-busser, men det kunne måske være idé at leje en bil … måske, for der er den lille hage ved det er, at Montenegrinerne kører lige lovlig ‘frisk-og-frygtløst’: Langs alle veje ses ordet ‘Autoslep’ (bortslæbning af bil!) og kontakttelefonnummer spraymalet på klipper, sten og skilte …

M Autoslep sten

Bonusinfo om rejsemuligheder

Bil. Cirka to dage. Via Autobahn til München, derefter til Salzburg og Villachen med til Montenegro. I Slovenien forbi Ljubljana mod Zagreb. Fra Zagreb per motorvej til Split, hvorfra man følger kysten til Dubrovnik og Herceg Novi. I selve Montenegro er der masser af bjergkørsel af smalle, kurvede veje.

Bus. Direkte fra København og Malmø til Bosnien. Cirka et døgn til Sarajevo, så ekstra 5-6 timer til Podgorica. Tjek tider på www.solsemestra.com.
Der er masser af busser i Montenegro og de fleste byer har en busstation.

Fly: Montenegro har to internationale lufthavne i Tivat og Podgorica. Eller til Cilipi-lufthavnen i Dubrovnik i Kroatien, 16 km fra den montenegrinske grænse.
Flyrejsen tager cirka 3½ time fra Danmark.
Fra Cilipi er der transportmuligheder til alle større byer ved den montenegrinske kyst. Fra Tivat går der busser og minibusser til de andre kystbyer, fx populære Budva.
Fra Podgorica kommer man nemmest videre ved at tage taxa fra lufthavnen til byens busstation, hvorfra der er busser det meste af døgnet til byerne langs kysten.

Tog: Montenegro har en jernbanestrækning, der forbinder den ældgamle kystby Bar med Podgorica og Beograd i Serbien. Turen fra Beograd til Bar tager otte-ni timer. En ifølge guider smuk, men ‘angstfremkaldende tur med kik til dybe bjergskakter’.
Tjek DSB for rejse- og billetmuligheder.

Charter: Falk Lauritzen og Apollo Rejser introducerede i 2014 Charterrejser til Montenegro. Der tilbydes i dag af forskellige udbydere rejser i forskellige prisklasser med fly og hotel. 

Referencer

Visit Montenegro
Montenegro Wikipedia

Branislav Strugar: Montenegro
All about Montenegro

Flere billeder fra Montenegro, Henrik Elstrup 500 px

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommerform på rekordtid? Verdens bedste og næstbedste bikinikur