Glute bridge og baller af stål? Top 5 øvelser for bagdel

Sundhed: 20 Godnat tips: Sov godt

Reklame.

Af Marina Aagaard, MFT

En god nats søvn er alfa og omega for sundhed, præstationsevne og humør.
Det ved man, hvis man har prøvet ikke at kunne sove.
Sov godt kan være lettere sagt end gjort. 

Vi bruger cirka en tredjedel af livet, 20-30 år, på at sove. Mens vi sover restituerer musklerne og immunforsvaret styrkes, hukommelsen forbedres og appetitten reguleres, så det er lettere at holde vægten.

Sover du godt nok?

For nogen tid siden fik jeg, der normalt sover som en sten, problemer med at sove. Det stod på i måneder og påvirkede energiniveau og humør i ret kedelig retning.

Søvnproblemerne skyldtes, at en mast to kilometer væk fik monteret hvidt blinkende lys, der (uden at jeg da var klar over det) lyste igennem persiennerne hele natten. Da lyssætningen på grund af flere byboeres protester blev ændret til rødt kontinuerligt lys, kom søvnen tilbage. Vidunderligt!

Historien fortæller jeg for at tippe andre om at finde årsagen og agere, hvis søvnen udebliver eller er af for dårlig kvalitet. God søvn er essentiel for helbred og humør.

Sov godt søvn sove Mihaicalin_istock

Forhåbentlig sover du selv godt, men omkring 20 % af danskerne lider af dårlig søvnkvalitet eller søvnsygdomme, som kræver behandling.

Som alternativ søvnmedicin har jeg samlet og udviklet en del søvntips under mine ‘søvn-undersøgelser’ i forbindelse med at Gads forlag for nogen tid siden bad mig om søvnfremmende træningstips til kapitlet Motioner dig træt i bogen Søvnkuren af Lis Lyngbjerg Steffensen. 

Sov godt: Top 20 Tips til Sødere Søvn

1-10 søvntips

1. Sov 6-9 timer. Kropsrytmen bør følge døgnets og årets rytme: om vinteren tidligere i seng fx kl. 21-22 og op kl. 6.30; om sommeren senere i seng og tidligere op. Sov længe nok; for lidt søvn får én se ældet og træt ud …

2. Regelmæssig søvn. Sørg for et regelmæssigt søvnmønster. Gå så vidt muligt i seng og stå op på samme tid hver dag.

3. Sov i en god seng. Sov i en seng med en fast madras. Næsten en tredjedel af dit liv tilbringes i sengen, så lejet skal være sundt for ryggen og søvnen.

4. Brug sengen til sex og søvn. Undgå faglitteratur eller tv-kiggeri i sengen.

5. Sov nøgen, så ånder huden bedre (og berøring af en partner er sundt).

6. Sov på ryggen, blev tidligere anbefalet, for at undgå at belaste led uensartet. Nu lyder råd:

Sov på siden, venstre side; bedre for hjernen (fjerning af affaldsstoffer) og fordøjelsen.

7. Sov i frisk luft. Luften i soveværelset bør være frisk og kølig, 16-18 gr.

8. Sov i mørke. Soveværelset skal være mørkt. Træk gardiner eller persienner helt for, og sørg for, at vækkeuret ikke lyser op.

9. Sov i ro. Soveværelset bør være helt stille. Undgå alle lyde (sluk tv?et).

10. Undgå opkvikkere. Undgå koffein eftermiddag og aften. Drik ikke kaffe, te eller sodavand efter kl. 13-15 om eftermiddagen.

11-20 søvntips

11. Undgå alkohol eftermiddag og aften. Et enkelt glas kan gå, men mere end en genstand mindsker mængden af dyb søvn og hæmmer drømmesøvnen.

12. Undgå nikotin. Nikotin og nikotinplastre hæmmer søvnen.

13. Undgå sult. Gå ikke sulten i seng. Sulten? Spis kun lidt; fx skyr med müsli.

14. Undgå sen spisning, gå ikke overmæt i seng og spis ikke lige før sengetid.

15. Begræns væske før sengetid. Undgå at drikke for meget vand lige inden sengetid; natlige toiletbesøg forstyrrer søvnen.

16. Slap af. Indfør afslappende ritualer før sengetid; varme bade eller læsning.

17. Motioner regelmæssigt, men helst ikke inden for 3-4 t før sengetid. Er kroppen for varm, er det vanskeligere at sove.

18. Sov om natten. Ved søvnproblemer bør man undgå at sove i løbet af dagen.

19. Fremelsk søvnen. Kamillete, baldriante og andre urteteer virker beroligende. Varm mælk virker beroligende (mælk indeholder tryptofan, der danner melatonin [“kroppens naturlige sovemedicin”]) og stiller sulten.
Kød, kalkun, æg, bananer, jordnødesmør, kiwi, blommer, ananas indeholder alle stoffet tryptofan, der er søvndyssende (Søvnkuren).

20. Vent ikke længe på søvnen: Ved søvnbesvær bør man efter ½ time stå op og foretage sig noget afslappende, læse eller lignende, indtil man bliver træt.

Sov godt!

Referencer

Gerlach, Jes: Søvn
Steffensen, Lis Lyngbjerg: Søvnkuren til dig, der er træt af at sove dårligt
Aagaard, Marina: Wellness – lev længere, sundere og gladere 

Team Danmark om søvn.

Detox Your Brain While Sleeping

 

Mangler du en god seng at sove i, så prøv elevationssengetesten for at finde den helt rigtige til dig.

6 kommentarer

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Glute bridge og baller af stål? Top 5 øvelser for bagdel